 |
| Hannibal har hentet 'lidt' legetøj til lillebror.. |
 |
| Selv har han taget disse på... Måske et hint til Jonathan? ;) |
 |
| En smuk aften med fly på himlen |
 |
| En savle-gris på snart 5 mdr. |
 |
| Og hey... er det ved at være forår??? |
tirsdag den 26. februar 2013
iPhone-blik # snart forår??
Så kommer der lidt billeder taget fra iPhonen fra de sidste mange dage.
torsdag den 21. februar 2013
Om ikke at føle sig tilstrækkelig og ikke må sige det..
Jeg må advare om et hudløst ærligt og langt fra lyserødt indlæg.
Jeg har nu gået på barsel MED baby i snart 5 mdr. og allerede nu ser jeg frem til, at barslen er overstået. Jeg må lige hurtigt indskyde, at jeg ELSKER begge mine børn meget højt!
Nå, men jeg har altså været på barsel i snart 5 mdr. og jeg må ærligt indrømme, at jeg stadig har dage, hvor jeg synes at den rolle som mor, er det hårdeste i verden. Eller måske er det en kombination af ingen søvn, og en dreng i tigerspring (eller hvad det nu end måtte være)? Det sidste lange stykke tid, har ellers været god og Jonathan er en dejlig baby, der spiser og sover stort set som han skal. Men der er altså de dage, hvor alting ikke spiller.. De sidste to dage har været sådan nogle slags!
Jonathan er jo begyndt på skemad og synes det er en dejlig ting, men det er ligesom om han ikke kan finde ro i sin barnevogn... dvs. han sover 30-40 min og så begynder han at blive urolig og sommetider kan han slet ikke sove igen og så må han op, hvilket betyder man tager en halvtræt og utilfreds baby op, som KONSTANT vil hænge på armen. Ligeså snart han ligger på legetæppet og ikke kan se mig, bryder han ud i gråd. Det betyder, at jeg ikke kan vaske op, lave mad, blogge eller andet, uden der ligger en grædende baby. Og den gråd går lige i nervebanerne på mig. Jeg får nærmest indre stress... Samtidig bliver jeg frustreret over situationen og at man ikke engang kan gå en tur på toilet uden at skulle være til rådighed.. Det er jo et brud på menneskerettighederne!
Når jeg så bliver frustreret eller ked af det over situationen, kommer derefter den dårlige samvittighed. Dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være den overskudsagtige, altid smilende mor, når mine børn har brug for mig. Dårlig samvittighed overfor Jonathan, der kræver meget nærhed, dårlig samvittighed overfor Hannibal, der skal se mig græde eller blive frustreret, dårlig samvittighed overfor Daniel, som nogle dage må komme hjem fra job, lave mad, være far og tilmed ligge skulder/øre til mine frustrationer. Derefter begynder jeg, at føle mig som dårlig mor og utilstrækkelig... Det er bare en utrolig ond cirkel! Jeg skal lige hurtigt sige, at det er langt fra de fleste dage jeg har det sådan, men det sker altså. Når det så sker, tænker jeg samtidig...
Hvorfor må man ikke italesætte de dårlige dage som mor?? Gør det så een til en dårlig mor, eller er det i virkeligheden omvendt?? Er det godt at fortælle hvordan man i VIRKELIGHEDEN har det? For andre må have følt det samme.. Det er fandens hårdt at blive mor og far! Jeg ved bare, at hvis jeg skal gå og holde inde på mine frustrationer og bekymringer, bliver det til en lille klump af altædende dårligdom, der langsomt bliver større og større, indtil den en dag springer og bliver til en perlerække af sure opstød! Kom lad os sammen være ærlige overfor hinanden også om de gode dage! For dem er der mange af, heldigvis! Men hvorfor er der en tildens til, at man skal være overskuds-mor med speltboller i ovnen og løbetøjet på??? Jeg synes personligt, at det er sejt og 'overskudsagtigt' at kunne fortælle om de hårde dage og de uoverskuelige dage, så andre kan opleve at de ikke er alene i verden med de følelser, og at det nok skal gå. For det skal det og det gør det. Især hvis man er ærlig overfor sig selv og sine følelser!
Jeg prøver at være ærlig og jeg prøver at finde ud af, hvilke følelser jeg har og hvorfor jeg får dem.
Hmmm... er det i virkeligheden en evig stræben efter at være den perfekte forælder? For det må, ved Gud, slet ikke findes..?? Man gør jo sit bedste og det har ens forældre også gjort, men ingen er perfekte og gudskelov for det! Det er ligesom om at samfundet dikterer, at man skal være den, i virkeligheden uopnåelige, forælder/person med den rigtige karriere der spiser de rigtige ting, går i det korrekte tøj, har de 'rigtige' børn og desuden oceaner af tid til at være 'DEN RIGTIGE/PERFEKTE FORÆLDER'.. Det gør måske, at man føler sig syg/malplaceret når så de sorte og hårde følelser viser sit grimme ansigt!? Har man så en fødselsdepression?? En efterfødselsreaktion? Er man uegnet som forælder? Hvilken kasse skal man i?? Er det derfor man ikke vil snakke om de dårlige dage? Fordi man er bange for at få en slags 'diagnose' og komme i 'taber-kassen'?? For ærligt talt, vi er jo bare mennesker!
Hvis man desuden har levet et meget socialt liv, som jeg har, hvor man hver eneste dag (det er ikke en overdrivelse), sås med veninderne, hang ud på stamstedet, som samtidig var ens arbejdsplads og kendte alle dem der trådte ind ad døren, så skal man virkelig vende sig til, at man nu ikke er 'fri' på samme måde. At sidde hjemme og vugge en barnevogn eller have baby på armen, lave mad, vaske tøj, spise og gå i seng fylder nu de fleste dage på ugen. At være social med en eller flere veninder, kræver planlægning og pasning.. Jeg savner virkelig spontanitet og det kan hænge mig langt ud af halsen, at have en så sat rutine. Jeg er ikke specielt rutinemenneske, så det har også været en udfordring for mig. Det er vel også en tilvænningssag? Jeg skal nok lære at værdsætte rutinerne en dag, det ved jeg!
Jeg tror jeg vil holde fast i, at jeg kommer stærkere ud 'på den anden side' og forhåbentlig helskindet og at det først og fremmest er NORMALT. Især som kærester kommer vi stærkt igennem det her, hvis vi kan holde sammen og være ærlige overfor hinanden. Som Hella Joof siger, så skal man lave den regel om, at man ikke går fra hinanden de første 2 år af sit barns liv.. for så har det ikke så meget at gøre med ens parforhold ;)
Jeg har nu gået på barsel MED baby i snart 5 mdr. og allerede nu ser jeg frem til, at barslen er overstået. Jeg må lige hurtigt indskyde, at jeg ELSKER begge mine børn meget højt!
Nå, men jeg har altså været på barsel i snart 5 mdr. og jeg må ærligt indrømme, at jeg stadig har dage, hvor jeg synes at den rolle som mor, er det hårdeste i verden. Eller måske er det en kombination af ingen søvn, og en dreng i tigerspring (eller hvad det nu end måtte være)? Det sidste lange stykke tid, har ellers været god og Jonathan er en dejlig baby, der spiser og sover stort set som han skal. Men der er altså de dage, hvor alting ikke spiller.. De sidste to dage har været sådan nogle slags!
Jonathan er jo begyndt på skemad og synes det er en dejlig ting, men det er ligesom om han ikke kan finde ro i sin barnevogn... dvs. han sover 30-40 min og så begynder han at blive urolig og sommetider kan han slet ikke sove igen og så må han op, hvilket betyder man tager en halvtræt og utilfreds baby op, som KONSTANT vil hænge på armen. Ligeså snart han ligger på legetæppet og ikke kan se mig, bryder han ud i gråd. Det betyder, at jeg ikke kan vaske op, lave mad, blogge eller andet, uden der ligger en grædende baby. Og den gråd går lige i nervebanerne på mig. Jeg får nærmest indre stress... Samtidig bliver jeg frustreret over situationen og at man ikke engang kan gå en tur på toilet uden at skulle være til rådighed.. Det er jo et brud på menneskerettighederne!
Når jeg så bliver frustreret eller ked af det over situationen, kommer derefter den dårlige samvittighed. Dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være den overskudsagtige, altid smilende mor, når mine børn har brug for mig. Dårlig samvittighed overfor Jonathan, der kræver meget nærhed, dårlig samvittighed overfor Hannibal, der skal se mig græde eller blive frustreret, dårlig samvittighed overfor Daniel, som nogle dage må komme hjem fra job, lave mad, være far og tilmed ligge skulder/øre til mine frustrationer. Derefter begynder jeg, at føle mig som dårlig mor og utilstrækkelig... Det er bare en utrolig ond cirkel! Jeg skal lige hurtigt sige, at det er langt fra de fleste dage jeg har det sådan, men det sker altså. Når det så sker, tænker jeg samtidig...
Hvorfor må man ikke italesætte de dårlige dage som mor?? Gør det så een til en dårlig mor, eller er det i virkeligheden omvendt?? Er det godt at fortælle hvordan man i VIRKELIGHEDEN har det? For andre må have følt det samme.. Det er fandens hårdt at blive mor og far! Jeg ved bare, at hvis jeg skal gå og holde inde på mine frustrationer og bekymringer, bliver det til en lille klump af altædende dårligdom, der langsomt bliver større og større, indtil den en dag springer og bliver til en perlerække af sure opstød! Kom lad os sammen være ærlige overfor hinanden også om de gode dage! For dem er der mange af, heldigvis! Men hvorfor er der en tildens til, at man skal være overskuds-mor med speltboller i ovnen og løbetøjet på??? Jeg synes personligt, at det er sejt og 'overskudsagtigt' at kunne fortælle om de hårde dage og de uoverskuelige dage, så andre kan opleve at de ikke er alene i verden med de følelser, og at det nok skal gå. For det skal det og det gør det. Især hvis man er ærlig overfor sig selv og sine følelser!
Jeg prøver at være ærlig og jeg prøver at finde ud af, hvilke følelser jeg har og hvorfor jeg får dem.
Hmmm... er det i virkeligheden en evig stræben efter at være den perfekte forælder? For det må, ved Gud, slet ikke findes..?? Man gør jo sit bedste og det har ens forældre også gjort, men ingen er perfekte og gudskelov for det! Det er ligesom om at samfundet dikterer, at man skal være den, i virkeligheden uopnåelige, forælder/person med den rigtige karriere der spiser de rigtige ting, går i det korrekte tøj, har de 'rigtige' børn og desuden oceaner af tid til at være 'DEN RIGTIGE/PERFEKTE FORÆLDER'.. Det gør måske, at man føler sig syg/malplaceret når så de sorte og hårde følelser viser sit grimme ansigt!? Har man så en fødselsdepression?? En efterfødselsreaktion? Er man uegnet som forælder? Hvilken kasse skal man i?? Er det derfor man ikke vil snakke om de dårlige dage? Fordi man er bange for at få en slags 'diagnose' og komme i 'taber-kassen'?? For ærligt talt, vi er jo bare mennesker!
Hvis man desuden har levet et meget socialt liv, som jeg har, hvor man hver eneste dag (det er ikke en overdrivelse), sås med veninderne, hang ud på stamstedet, som samtidig var ens arbejdsplads og kendte alle dem der trådte ind ad døren, så skal man virkelig vende sig til, at man nu ikke er 'fri' på samme måde. At sidde hjemme og vugge en barnevogn eller have baby på armen, lave mad, vaske tøj, spise og gå i seng fylder nu de fleste dage på ugen. At være social med en eller flere veninder, kræver planlægning og pasning.. Jeg savner virkelig spontanitet og det kan hænge mig langt ud af halsen, at have en så sat rutine. Jeg er ikke specielt rutinemenneske, så det har også været en udfordring for mig. Det er vel også en tilvænningssag? Jeg skal nok lære at værdsætte rutinerne en dag, det ved jeg!
Jeg tror jeg vil holde fast i, at jeg kommer stærkere ud 'på den anden side' og forhåbentlig helskindet og at det først og fremmest er NORMALT. Især som kærester kommer vi stærkt igennem det her, hvis vi kan holde sammen og være ærlige overfor hinanden. Som Hella Joof siger, så skal man lave den regel om, at man ikke går fra hinanden de første 2 år af sit barns liv.. for så har det ikke så meget at gøre med ens parforhold ;)
tirsdag den 19. februar 2013
Status efter 4 mdr. uden graviditet
Nu er der gået lidt over 4 mdr. siden den store mave forsvandt og den lille baby kom. Når man har været gravid forandrer kroppen sig. Formerne bliver anderledes og kiloene er måske lidt sværere at tabe (medmindre man er en af dem der taber sig af amning.. det er jeg ikke). Men det går bedre med vægttabet denne gang, end sidste gang.
Når det nu bliver forår, eller bare når sneen forsvinder helt, skal Pappi, ungerne og jeg på løbetur.. Ja, ungerne skal ikke løbe, men skal med i croozeren, mens vi løber. Jeg glæææder mig og håber inderligt at tabe mig så min krop bliver mere som den var før.
Indtil videre er status efter 4 mdr. således:
Jeg ved ikke hvad jeg vejer fordi jeg ikke ejer en vægt... måske burde jeg anskaffe mig en, men er bange for jeg hurtigt kunne blive alt for optaget af de få kilo/gram jeg nu kunne tage på eller tabe mig for hver dag.. Måske kunne det gå hen og blive et problem med en vægt.. Men indtil videre går det den rigtige retning kan jeg se og mærke.
Når det nu bliver forår, eller bare når sneen forsvinder helt, skal Pappi, ungerne og jeg på løbetur.. Ja, ungerne skal ikke løbe, men skal med i croozeren, mens vi løber. Jeg glæææder mig og håber inderligt at tabe mig så min krop bliver mere som den var før.
Indtil videre er status efter 4 mdr. således:
Jeg ved ikke hvad jeg vejer fordi jeg ikke ejer en vægt... måske burde jeg anskaffe mig en, men er bange for jeg hurtigt kunne blive alt for optaget af de få kilo/gram jeg nu kunne tage på eller tabe mig for hver dag.. Måske kunne det gå hen og blive et problem med en vægt.. Men indtil videre går det den rigtige retning kan jeg se og mærke.
mandag den 18. februar 2013
Nyt hit - Skemad
Selvom det snart er noget tid siden Jonathan blev 4 mdr. og dermed 'på papiret' klar til skemad, har jeg ikke ville forhaste mig. Jeg kan huske at Hannibal først blev sådan rigtig interesseret en månedstid efter de 4 mdr.
Jeg har dog prøvet lidt skemad med Jonathan for et par uger siden, men interessen var ikke så stor igen.
Men nu sagde min mavefornemmelse mig, at han var klar. Han er begyndt at kigge meget interesseret når vi spiser, kigge intenst på maden og smager desuden på forskellige ting, såsom gulerod, æble og ananas til stor begejstring. Desuden har jeg lidt en fornemmelse af, at brystmælken ikke helt 'slår til' længere. Det er ligesom om han ikke bliver mæt nok.
I dag prøvede jeg så igen. Denne gang hittede det. Han åbnede munden hver gang skeen nærmede sig, 'tyggede' maden godt igennem og hvis det stod til ham, havde han sikkert kunne spise en stor portion, men jeg må nok hellere starte med små portioner, så maven også kan følge med.
Denne gang kom han også op i højstolen og sidde. Første gang med skemad, sad han i skråstolen. Mon ikke det kan have en betydning lige at komme op og sidde med lidt bedre udsyn??
Som I kan se, endte han tilfreds på legetæppet bagefter.
Jeg håber vi kan få en god madrutine op og køre, så han langsomt kan vende dig af med amning (inden jeg taber ALT håret).
Jeg har dog prøvet lidt skemad med Jonathan for et par uger siden, men interessen var ikke så stor igen.
Men nu sagde min mavefornemmelse mig, at han var klar. Han er begyndt at kigge meget interesseret når vi spiser, kigge intenst på maden og smager desuden på forskellige ting, såsom gulerod, æble og ananas til stor begejstring. Desuden har jeg lidt en fornemmelse af, at brystmælken ikke helt 'slår til' længere. Det er ligesom om han ikke bliver mæt nok.
I dag prøvede jeg så igen. Denne gang hittede det. Han åbnede munden hver gang skeen nærmede sig, 'tyggede' maden godt igennem og hvis det stod til ham, havde han sikkert kunne spise en stor portion, men jeg må nok hellere starte med små portioner, så maven også kan følge med.
Denne gang kom han også op i højstolen og sidde. Første gang med skemad, sad han i skråstolen. Mon ikke det kan have en betydning lige at komme op og sidde med lidt bedre udsyn??
Som I kan se, endte han tilfreds på legetæppet bagefter.
Jeg håber vi kan få en god madrutine op og køre, så han langsomt kan vende dig af med amning (inden jeg taber ALT håret).
onsdag den 13. februar 2013
iPhone-blik #weekenden
Så kommer der lige en mindre billedserie med lidt af, hvad vores sidste weekend bød på...
 |
| En genert elefant spiser popkorn hos sin far, mens der bliver slået katten af tønden med en masse andre udklædte |
 |
| Hannibal i mors leo-sko |
 |
| En smuk lille dreng |
 |
| En kærlig storebror og en overvældet lillebror |
 |
| Surprise lagkage-bord til en kær veninde |
onsdag den 6. februar 2013
iPhone-blik #barsel
I dag sidder jeg med maveonde og nyder ikke ligefrem min barsel. Det gjorde jeg til gengæld i går..
Der lavede jeg lidt af hvert og tullede rundt i min egen lille verden.
Vejrudsigten på iPhonen sagde sol og ingen sne..
Selve vejret sagde noget andet..
Her ligger en baby, der er meget selvoptaget af sit eget spejlbillede.. hehe..
En nøgle bliver farvet..
Og en lækker pakke kom med posten i dag. En wallsticker-tavle, som jeg længe har ønsket mig. Nu gjorde jeg det. Jeg købte den og i går udfyldte vi den med madretter til hele ugen! Jeg er SÅ glad for den!
Der lavede jeg lidt af hvert og tullede rundt i min egen lille verden.
Vejrudsigten på iPhonen sagde sol og ingen sne..
Selve vejret sagde noget andet..
Her ligger en baby, der er meget selvoptaget af sit eget spejlbillede.. hehe..
En nøgle bliver farvet..
Og en lækker pakke kom med posten i dag. En wallsticker-tavle, som jeg længe har ønsket mig. Nu gjorde jeg det. Jeg købte den og i går udfyldte vi den med madretter til hele ugen! Jeg er SÅ glad for den!
mandag den 4. februar 2013
Når ældstesønnen holder fri fra dagpleje..
... bygger vi huler
.. og leger med togbane
... og spiser 'pakanor' (popkorn) og ser TV
.. og leger med togbane
... og spiser 'pakanor' (popkorn) og ser TV
fredag den 1. februar 2013
Risret med grøntsager
Så er der et madindlæg igen igen. Denne gang en hjemmelavet risret.
Ud over ris indeholder denne ret:
- Bambusskud
- Vandkastanjer
- Ærter
- Peberfrugt
- Løg
- Babymajs
Dertil kan man hælde soya på :)
Bon appetit!
Grøntsagsrisret
Ud over ris indeholder denne ret:
- Bambusskud
- Vandkastanjer
- Ærter
- Peberfrugt
- Løg
- Babymajs
Dertil kan man hælde soya på :)
Bon appetit!
Abonner på:
Opslag (Atom)