fredag den 7. december 2012

Nogle gange...

.. har man bare lyst til at skrige!

(Jeg vil starte med at advare mod et noget negativt og hudløst ærligt indlæg om min situation lige pt)

Vi er alle herhjemme forkølet på stribe. Hannibal har "11'taller" konstant, hoster og er noget så træt, når han kommer hjem fra dagpleje. Jonathan er totalt stoppet i næsen, hvilket resulterer i dårlig søvn, både dag og nat. Daniel går også rundt og snøfter og min hals opbevarer knive lige for tiden. 
Alt dette kan jeg sagtens leve med, for sygdom kommer man nok ikke udenom på denne tid af året. Jeg må dog indrømme, at jeg er ved at gå op i limningen, når yngstesønnen ikke kan falde til ro i sin lift indenfor... Han sover udemærket i barnevognen, men pga. den tilstoppede næse, vil jeg helst ligge ham inde disse dage. Men drengen vil ikke sove andre steder end hos mor! Og det er jeg mildest talt ved at blive en smule tosset af.. Jeg frygter sådan, at han ALDRIG vil kunne finde ro i liften! Jeg har konstant ondt i ryggen, fordi jeg (og Daniel) hver aften går rundt med ham i armene, for at han kan falde til ro inden vi lægger ham i sengen. Ja, han vejer altså ikke 2990g. mere skulle jeg hilse at sige. En sjælden gang imellem, sover han i liften... i 15 min. ad gangen... Ja, for så kan han jo pludselig mærke, at vi ikke er hos ham og vågner.. eller noget! 
Når han så, om dagen, heller ikke vil sove andre steder, bliver jeg frustreret, ked af det og helt vildt vred!! På situationen... Og har lyst til at råbe af livet! Når man så samtidig er svækket på kræfterne af sygdom, gør det ikke sove-situationen meget bedre. 

Jeg er træt! Træt af for lidt søvn, træt af en hverdag der kun omhandler baby, træt af sygdom, træt af at ligne lort.. træt, træt, træt.. 

Er det så forbudt at være hudløs ærlig?? Må man ikke synes det er træls at være på barsel?? Skal alting være lyserødt og fantastisk? 
Jeg elsker jo mine børn og jeg elsker at være mor med det store ansvar det bringer med.. Men jeg er nødt til, sommetider, at være ærlig overfor mig selv, og erkende når tingene ikke lige går efter mit hoved og jeg er TRÆT! 
For sådan er det lige nu og jeg ville ønske jeg havde lavet en dagbog, dengang jeg havde barsel med Hannibal, for tror egentlig jeg havde det på samme måde helt i starten... det har jeg bare glemt nu. 
For heldigvis vokser de stærkt og den hårde tid, bliver lettere og lettere.. man skal jo huske at NYYYYYDE det mens de er spæde....

Nu vil jeg gå ud og prøve at få mindste-pøllen til ro igen, igen og NYYYYDE imens ;)


9 kommentarer:

Esther sagde ...

Hejsa.
Nej, det er rigtig godt at du er ærlig, og ja selvfølgelig kan sandheden gøre ondt, men hellere det end at vi skal pynte på al ting, hvor der jo ikke altid er noget at pynte på. Og der kommer jo også bedre dage igen, heldigvis :-D
Så du er slet ikke nogen brokkerøv.
Jeg har kun opdaget din blog for nylig og synes den er så fin og jeg synes det er rigtig rart at du har begge ben på jorden, sådan nogle blogs har jeg savnet.

Kia sagde ...

Tak for din kommentar og skulderklap! Det er rart at høre du synes godt om min blog :) Har du selv en blog??

Henriette sagde ...

Kæmpe skulderklap!
Du er helt sikkert ikke den eneste der tænker sådan, men de fleste vælger at fortie det fordi det der negative noget omkring dette dejlige lille væsen, det er jo ikke noget man snakker om.. Nej alt skal være positivt og Lyserødt udtil!
Men nej! Når jeg læser dit indlæg, så husker jeg ganske tydeligt, at jeg havde de samme frustrationer - endda uden sygdom - søvnløse nætter osv.. Men jeg tror ofte, at det er trætheden der tager over og vender det hele til negativt. For lige så hårdt som det er at være mor - lige så dejligt er det jo også, og det bliver jo heldigvis nemmere med tiden som du også skriver :)

Jeg kan sagtens forestille mig hvor hårdt det må være, at skulle ind i en rytme som mor til to, og jeg er godt nok også spændt på hvordan det vil gå for os her til maj når vores Liam skal være storebror - med kun halvandet år imellem! Men så er det godt at vide, at man ikke er alene om frustrationerne :)

Henriette
Dottie.dk

Kia sagde ...

Tak Henriette!
Ja, det er sgu hårdt når der er to, men ældstesønnen er nu ikke så besværlig! Det er den dårlige samvittighed overfor ham til gengæld :(
Jeg holder ud.. om et års tid... om et års tid ;) Og tillykke til jer! Dejligt med et sommerbarn!

Berit sagde ...

Kia for dælen da. Det er SÅ ok ikke at nyde sine børn hele døgnet. Måske er det politisk ukorrekt og alt det der, men jeg synes næsten det ville være mærkeligt hvis alt var fryd og gammen! Det er mega fucking hårdt at få et barn, og jeg kan kun forestille mig at det er meget hårdere at få nr. 2. Især når de er så tætte på hinanden. Så brok dig endelig, det er kun sundt at få det ud. Vi ved godt at du elsker dine drenge overalt på jorden.. selvom man sommetider ville give sin højre arm for et døgn uden ;-)

Kia sagde ...

Tak B!
Det er rart med noget respons og endnu et skulderklap! Det har man (læs: jeg) virkelig brug for i denne tid. Glæder mig til at Jonathan bliver mere stabil i sin søvn- og madrytme, så Pappi og jeg kan komme lidt ud uden børn. Vi drømmer. Uh, hvor vi drømmer. Om weekendtur til Berlin, slotsophold, ja sågar bare en tur ud og spise brunch ;)

Anna sagde ...

Åh sødeste dejligste Kia - jeg ville ønske jeg kunne være der og aflaste for jer! Jeg kender dine følelser alt alt alt for godt - dit indlæg får lige mine tanker tilbage til, hvordan det var da Clara var lille - og jeg havde det præcist som dig! Som du selv siger, bliver det jo heldigvis bedre med tiden, men det er altså helt ok at skrige (måske mest inden i sig selv, så mindste pøllen ikke vågner) - det skal man, for ellers bliver man skør!

Tusind tanker og virtuelle kram til dig

Esther sagde ...

Hej Kia.
Selv tak for dine søde ord.
Jeg har ikke nogen blog selv, er skam bare medlæser (findes det ord?) :-D
Er dog vordende mor og prøver lidt at finde rundt i den jungle af alt det der forventes af en (som jo er helt ekstremt, slap af alle sammen) og det at man jo efterhånden både skal råd til alt, overstimulere børnene og være megaoverskudsagtig. Det kan jo næsten ikke lade sig gøre, ikke herhjemme i hvert fald, så derfor synes jeg det er fedt at du tør at give udtryk for at der også er dårligere dage.
Så jeg vil gerne blive ved med at læse med :-D

Kia sagde ...

Anna: Tak for dine skønne ord og tanker! Sommetider hjælper det altså, når man har hørt at andre stod i samme sted. Og når man har venner der vil aflaste en! Tak, du er en skat!

Esther: Tillykke med din mave! Hvornår skal det være? Ved I hvad I skal have? Ihh, hvor spændende det er! For selvom det er hårdt, er det jo også fedt (håber ikke jeg har afskrækket dig helt nu??) Dejligt du vil blive ved med at læse min blog, så må jeg se, om jeg kan leve op til forventningerne og lave nogle gode og ærlige indlæg ;) Tjek de 3 nyeste jeg har lavet i dag!