Når uheldet er ude...

Hannibal har i dag været udsat for et uheld. Han er okay, men chokket har givet genlyd herhjemme hos os alle (måske pånær Jonathan). 

Dagen starter dumt. Jeg vågner kl. 6.40 og ser at Daniel stadig sover i sengen ved siden af mig og jeg får ham straks vækket. En time for sent har han sovet. Så han starter dagen ud i et mindre stress-niveau. Jeg bliver liggende i sengen med Jonathan, mens Daniel gør Hannibal klar til dagpleje. Uh, inden jeg lige fortsætter, skal jeg lige fortælle en sidehistorie (som er ret vigtig i fortællingen). 
Jeg har lånt mine forældres bil siden i går, da vi var til 'Sculpture by the Sea' og havde planer om at aflevere den i dag. Så den stod i garagen. Når Daniel afleverer Hannibal om morgenen, er det i croozeren (cykelanhængeren) som også står (inderst) i garagen. Da Daniel skal afsted her til morgen, kan han ikke komme forbi bilen med croozeren, da den er for bred og garagen for smal. Og det er så her uheldet 'begynder'.

Daniel vil flytte bilen mere til siden i garagen så han kan komme forbi med croozeren, så han sætter sig ind, tænder og bakker. Da han vil køre frem igen, var Hannibal gået hen til cyklen og croozeren. I kombination af forskrækkelsen over at H var kommet ud og stressen stikker Daniel hovedet ud for at sige til H, at han nok skal gå et andet sted hen, men han får fjernet foden fra koblingen uden bilen var sat i frigear, hvilket betyder den laver et langt 'hop' fremad lige ind i croozeren og garagen. Croozeren bliver bøjet, så den og cyklen står som et V, mens den ligger halvt under bilen. Hannibal stod nu mellem cykel og croozer i 'V'et. Altså blev han klemt mellem cykel og croozer. 
Daniel løber ud, får på en eller anden umenneskelig måde, løftet croozeren ud fra bilen med den ene hånd, mens han hiver Hannibal fri med den anden. 

I mellemtiden ligger Jonathan og jeg stadig i sengen og putter i vågen tilstand, da jeg hører det her kæmpe 'bump/skrald' ude i garagen og tænker, at det måske er naboen der er kommet til at køre ind i bilen, så jeg rejser mig med det samme, men når kun hen til døren af soveværelset da jeg hører Daniel komme råbende ind med Hannibal grædende på armen. 
Hannibal har kun en sko på, har kastet op og skidt i bleen, men ellers er der intet at se. Jeg bliver chokeret og alt imens Daniel forklarer hvad der er sket, løber jeg ud og ser bilen med snuden i garagen og cyklen og croozeren bøjet. 

Daniel er tydeligt chokeret og forskrækket. Hannibal græder meget og vil hverken gå eller side og har ondt i maven. Vi beslutter at Daniel skal ringe 112. Vi er bange for indre blødninger. 
Imens tager jeg J op, skifter ham og giver ham tøj på. Jeg pakker pusletasken med bleer til H. Jeg får til sidst selv tøj på og ambulancen kommer. Pludselig står der over 5 mennesker i stuen. Både ambulancen, lægeambulancen og politiet er ankommet. De er rolige og tror ikke det er alvorligt med H, men fordi han er 2,5 år og har ondt i maven vil de køre 'traume'. Dvs. fuld udrykning med et helt hold læger og sygeplejersker klar til at modtage ham. De får ham på en båre og Daniel kører med. 

Jeg står tilbage og snakker med politiet om episoden og mens de tager billeder, pakker jeg en lille madpakke til J. Daniel har taget pusletaske med, hvor både mine nøgler og pung ligger i, men heldigvis har jeg bilnøglerne. Så afsted jeg kører til skadestuen.

På skadestuen har H fået stukket nåle i (adskellige gange fordi de ikke kunne finde blodåren), scannet hele kroppen, blevet røntgenfotograferet mm. for at udelukke indre blødninger. HELDIGVIS er han sluppet med overfladiske skrammer, men vi blev på børneafdelingen indtil han var frisk og kunne gå igen.
Han fik også indtaget rigeligt af chokolade, is, boller og mælk i de 7 timer vi var der ;) Mormor nåede også forbi med en lille gave. Så det blev pludseligt lidt hyggeligere at ligge på hospitalet. 

Heldigvis endte den her historie godt, men den har påvirket os meget. Især Daniel som jo så det hele og har bebrejdet sig selv MEGET i dag. Jeg bliver ved med at overbevise ham om, at det jo var et UHELD og at det kunne ske for alle i en stresset situation. Vi lavede samtidig aftalen om, at hvis han en anden gang sover over sig, må han vække mig, så jeg kan aflevere H. 

Nu er vi hjemme igen. Hannibal er sit glade lille jeg igen. Han har badet, spist og bliver nu puttet af Daniel. 
Men sikke en dag. Og godt der ikke skete noget farligt! 

Lige da han ankom på skadestuen, fik han en isbjørne-bamse med en flot medalje på, fordi han var SÅ dygtig! Her sidder han med den hjemme igen i trygge omgivelser.

Croozeren og cyklen i 'V'et. Croozeren knækkede af cyklen, fik bøjet hjulet og siden af det ene sæde.

Baghjulet på min cykel fik også en tur.

Her ses hvordan det ene sæde er blevet mast.

Garagen (OG klapvognen) fik også en tur af bilens 'snude'

Lille Hannibal hjemme igen med bamsen og gaven fra mormor. Selvfølgelig en ambulance fuldstændig magen til den han kørte i :)

'Armbåndet' og plastret hvor droppet sad

Vi sidder nu og snakker og snakker og snakker om forløbet. Det er den eneste måde vi kan 'bearbejde' det på. 
"Tænk nu hvis.. Godt han ikke stod tættere på... Han var SÅ sej... Åha, hvor vi elsker ham.. osv". 
Det kommer nok til at kræve en del dages 'snakken om uheldet', men Hannibal har taget det hele i stiv arm, snakker også om det og er mindre chokeret end vi er. Nu i hvert fald.

For pokker hvor opdager man, at livet er skrøbeligt og at man som forældre vil give sin højre arm, for at ens unger skal have det godt! 

Godt du er hjemme igen Hannibal og godt at du sover trygt i din seng igen!

Pyha...

Lorteliiiiv!!

Jeg sidder nu i en zombie ligende tilstand og tasfgde .. tasker... taster forkert igen og igen, mens det indre stressniveau er rødglødende.. kan man overhovedet sige det?? 

Anyway.. 

Vi har mildest talt haft nogle hårde nætter med Jonathan i snart en hel uge. Han vågner om natten og græder og græder on INTET kan få ham til at falde til ro. Endelig efter lang tids trøsten, sut-i-mund, aen, op mellem mor og far, amning osv. falder han til ro. I nat brugte vi en hel time på at få ham til ro og jeg hørte mig selv hviske/råbe (I ved, når man hvisker virkelig højt, så man bliver helt hæs) LORTELIV!! 

Ja, det var altså lige sådan jeg havde det i går. Magen til lorteliv skal man lede længe efter. 

I dag har Jonathan så lige 'spiced' trætheden op med lange grædeture, velcro-baby der vil sidde på arm og korte middagslure.. Åh ja, det er vist sikkert at sige at jeg er en meget MEGET træt mor disse dage. Især mentalt. Det samme med Daniel. Hannibal.. Ja, han er evigglad som altid. Vi er heldigvis også gode til at lave hyggelige ting med ham, så han ikke skal føle hele dagen bliver til en 'mor og far er trætte og skændes og baby græder konstant' - dag. 

Nu er Hannibal og Jonathan lagt. Jeg kigger konstant på babyalarmen og mærker at mit indre stressniveau tager stor skade... 

Åh Gud, hvem var det lige der sagde det var fedt at have børn?? 

Bare rolig! Jeg elsker jo mine børn, men nogle dage skal man jo lige ud med lidt... og det skulle jeg lige i dag!

KOM NU! GIV MIG BARE ET PAR TIMERS SØVN I NAT!!!! I STREG, TAK!

Engang havde jeg hår - et ærligt indlæg

Sidste gang jeg ammede, tabte jeg håret. Læs HER! Denne gang taber jeg også håret. Meget mere end sidst. Sådan har jeg det i hvert fald. 

Hver morgen, når jeg reder sengen, kører jeg lige en 'fnuller-rulle' (hedder de det!!??) rundt i sengen, så vi ikke skal kvæles i hår når vi går i seng igen. Faktisk er der så meget hår, at jeg er nødt til at skifte papiret på rullen et par gange, for at fange det hele. Nå ja, og så ruller jeg da lige Jonathan på ryg og mave også... han ligger jo og ammer i vores seng i løbet af natten. 
Der er hår over alt i det her hus. Lange lyse hår. I mad, sofa, på gulv, i vask, på tøj, ja sågar i opvaskebørsten ender der hår. Arg!! Det er så belastende. 

Men jeg synes nu det værste er, at jeg har fået en psykopat høj hårgrænse. Jeg ligner jo en gammel mand! Jeg har normalt ret tykt hår, men nu er jeg altså virkelig tyndhåret synes jeg.. UF! Mine negle knækker også for et godt ord.. Altså!

Jonathan er jo som sagt godt i gang med skemad. Læs HER! Og han er virkelig dygtig til at spise. Nærmest intet ryger ud af munden igen og han siger tilmed 'nyde-lyde' når han spiser. Han har også forandret sig til det bedre og virker mere tilfreds efter skemaden blev præsenteret for ham. Alt det er jo dejligt og så tænker jeg jo.. kommer mit hår igen??? Jeg ammer jo endnu, men slet ikke nær så meget som før... Men ak... Jeg er stadig en halvskaldet mor med lyse lokker rundt omkring i mit hjem.

Amningens mørke side...

Amning har nok en del mørke sider... men et af dem er fysisk tydeligt...

Ja, nu sker det... Nu begynder håret at ryge... Der ligger hår overalt herhjemme og hver aften når jeg reder hår, eller kører hånden igennem det, ryger der en lille håndfuld af hver gang. 
Så; 'Hej store vigende hårgrænse og tynde hår.. jeg håbede vi aldrig skulle ses igen.. om ikke andet, så først når jeg blev gammel'

Nogle gange...

.. har man bare lyst til at skrige!

(Jeg vil starte med at advare mod et noget negativt og hudløst ærligt indlæg om min situation lige pt)

Vi er alle herhjemme forkølet på stribe. Hannibal har "11'taller" konstant, hoster og er noget så træt, når han kommer hjem fra dagpleje. Jonathan er totalt stoppet i næsen, hvilket resulterer i dårlig søvn, både dag og nat. Daniel går også rundt og snøfter og min hals opbevarer knive lige for tiden. 
Alt dette kan jeg sagtens leve med, for sygdom kommer man nok ikke udenom på denne tid af året. Jeg må dog indrømme, at jeg er ved at gå op i limningen, når yngstesønnen ikke kan falde til ro i sin lift indenfor... Han sover udemærket i barnevognen, men pga. den tilstoppede næse, vil jeg helst ligge ham inde disse dage. Men drengen vil ikke sove andre steder end hos mor! Og det er jeg mildest talt ved at blive en smule tosset af.. Jeg frygter sådan, at han ALDRIG vil kunne finde ro i liften! Jeg har konstant ondt i ryggen, fordi jeg (og Daniel) hver aften går rundt med ham i armene, for at han kan falde til ro inden vi lægger ham i sengen. Ja, han vejer altså ikke 2990g. mere skulle jeg hilse at sige. En sjælden gang imellem, sover han i liften... i 15 min. ad gangen... Ja, for så kan han jo pludselig mærke, at vi ikke er hos ham og vågner.. eller noget! 
Når han så, om dagen, heller ikke vil sove andre steder, bliver jeg frustreret, ked af det og helt vildt vred!! På situationen... Og har lyst til at råbe af livet! Når man så samtidig er svækket på kræfterne af sygdom, gør det ikke sove-situationen meget bedre. 

Jeg er træt! Træt af for lidt søvn, træt af en hverdag der kun omhandler baby, træt af sygdom, træt af at ligne lort.. træt, træt, træt.. 

Er det så forbudt at være hudløs ærlig?? Må man ikke synes det er træls at være på barsel?? Skal alting være lyserødt og fantastisk? 
Jeg elsker jo mine børn og jeg elsker at være mor med det store ansvar det bringer med.. Men jeg er nødt til, sommetider, at være ærlig overfor mig selv, og erkende når tingene ikke lige går efter mit hoved og jeg er TRÆT! 
For sådan er det lige nu og jeg ville ønske jeg havde lavet en dagbog, dengang jeg havde barsel med Hannibal, for tror egentlig jeg havde det på samme måde helt i starten... det har jeg bare glemt nu. 
For heldigvis vokser de stærkt og den hårde tid, bliver lettere og lettere.. man skal jo huske at NYYYYYDE det mens de er spæde....

Nu vil jeg gå ud og prøve at få mindste-pøllen til ro igen, igen og NYYYYDE imens ;)

Hysteriske anfald..

Jeg ved ikke om det er fordi Hannibal har skifet dagpleje (for snart en måned siden), eller om det er alderen, men hysteriske anfald har været hverdagskost herhjemme de sidste to dage. Jeg ved godt to dage ikke er længe, men jeg har på fornemmelsen, at det ikke lige slutter nu. 


Mandag morgen startedet det ud med, at jeg vækkede Hannibal som jeg plejer. Han vågnede, stillede sig op i tremmesengen og fik fat i babyalarmen, der står på natbordet. Jeg sagde lige så stille og roligt, at han skulle stille den igen, så vi kunne komme ned og skifte ble. Normalt gør han det bare, men ikke den dag... Han ville under ingen omstændigheder give slip og blev hidsig hver gang, jeg prøvede at tage den. Til sidst var jeg bare nødt til at hive den ud af hans hænder.. det virkede som en principsag for ham.


Det var så hvad det var, men da han skulle til at spise morgenmad (som ellers er yndlingsmåltidet på dagen), endte det i et fuldstændigt voldsomt hysteri med gråd og kasten sig frem og tilbage i stolen, fedte rundt i havregrøden og hverken ville det ene eller det andet. Daniel og jeg så bare måbende til, mens Hannibal var fuldstændig ustyrlig. Så prøvede vi at tage ham op, så blev det værre, så prøvede vi at gå, så blev det værre.. osv osv. Vi har ALDRIG oplevet nogen ligende. Efter ca. 15 min. (måske mindre, men det føltes som et år) gråd og hidsighed, bryder jeg fuldstændig ud i gråd, mens Daniel ringer desperat efter vagtlægen. Jeg får imens en idé. Jeg sætter 'Barney' på computeren foran ham, for at aflede hans opmærksomhed... Det hjælper. Han stopper med at græde, stener lidt til computeren og begynder langsomt at spise. Efter det var der intet. 


Da jeg så hentede ham i går, spurgte jeg i dagplejen om han havde haft en god dag. Han er som han plejer, sagde de. Glad og sprudlende. 
Dejligt, så er det sikkert en engangsforestilling, tænkte jeg.... HA! Et par timer efter vi er kommet hjem, tager jeg en riskiks fra skabet, hvorefter Hannibal kommer hen for at smage. Jeg brækker et par stykker af til ham (som jeg plejer), men pludselig var det HELT forkert. Han bryder med det samme ud i gråd, mens han desperat prøver at presse stykkerne sammen igen, hvorefter han overhovedet ikke vil have den kiks alligevel. Hysteriet varer lidt, og Daniel og jeg kan bare se på en lille dreng, der vrider sig på gulvet af arrigskab.... Daniel prøver at sætte sig hen til ham, men han bliver bare endnu mere hidsig. Det stopper af sig selv efter noget tid.. heldigvis.


I aftes, et par timer efter han var blevet puttet, kan vi høre han vågner (som han også plejer at gøre engang imellem). Normalt skal han bare have lidt vand og sutten. Men ikke i går. Han ville igen, hverken have det ene eller det andet. Ville ikke op eller ned. Ville ikke være vågen eller sove. 
Daniel tog ham op, gik lidt rundt med ham, mens han klappede ham blidt på ryggen, så han faldt til ro. Til sidst opgav H, og pegede på sengen, hvorefter Daniel lagde ham igen. 
Pyyyhhh... Hvor føler man sig magtesløs som forældre. Der var intet vi kunne gøre, følte vi. Jeg søgte på nettet efter gode råd, og hvad det egentlig er, der sker med H.

Anfaldene er MEGET voldsomme og han kaster sig rundt og skriger og græder (kun nogle gange med tårer), han er helt umulig at trøste og umulig at bære, da han virkelig vrider 

sig og kaster sig rundt.

Jeg fandt en rigtig god side på nettet, med præcis de samme hysteriske anfald som H har! 

Vi er meget i tvivl om, hvordan vi skal takle det - vi prøver at tage det i opløbet, men det er sjældent muligt. Hvis han bare skriger og bliver ved, og vi ikke kan trøste ham, så lægger vi ham på tæppet, og siger at nu må han ligge der, indtil han er færdig med at være sur

En mor med tvillinger, har prøvet det samme med sin ene dreng, der er omkring samme alder som H. 

En sundhedsplejerske kommer med gode råd:

Det er rigtig svært at være barn på 1½-2 år og det er også rigtig svært at være forældre til børn i denne alder. Jeres drenge brager lige nu igennem selvstændighedsfasen, det der tidligere hed trodsalder (1-3 år) og det er en alder, som kræver utrolig stor omsorg, forståelse og støtte.

Tænk at trodsaldereren, eller selvstændighedsfasen (kan bedre lide det navn), allerede kan starte nu.

Det forklarer en del synes jeg.

Det vil i vores øjne ofte være små ting, bagateller, men for barnet får den lille ting hele verden til at bryde sammen. Det kan være pakken med havregryn der er tom, det kan være æblet der er skrællet og det skulle have været skåret i både, det kan være skoene der driller ...

Det passer uhyggeligt godt... og hvad kan man så gøre??

 Han skal mærke at I forstår ham og at det er okay at han har det som han har det... 

Derfor er det vigtigt at I sætter ord på "såå skat, du bliver bare så ked af det lige nu, sååå", så han på den måde hører at I ser ham og forstår ham - og at det er okay, at han har det som han har det. I kan godt rumme ham og I kan godt bevare roen, selvom han selv har svært ved det.

Daniel og jeg snakkede om rådet fra sundhedsplejersken, og besluttede at prøve det, hvis det samme skulle ske i dag ved morgenmaden... hvilket det gjorde.

Hannibal ville hverken det ene eller det andet. Men denne gang anderkendte jeg hans følelser og sagde; 'Ja, du er ked af det, det er bare så træls..' Han stoppede hysteriet og kiggede dybt i mine øjne. Nærmest som om han var forundret over, at jeg forstod ham. Det hjalp en hel del og efter udskiftning af ske (ja, han ville åbenbart også have en anden ske at spise med..) spiste han og var glad. Han nåede slet ikke op i det røde felt, og jeg følte det var en sejr! 

Tænk at der ikke skal mere til, end forståelse. Han er jo bare igennem en udvikling (en af de hårde) og det skal han ikke skældes ud for. Han skal støttes. 

Jeg er spændt på hvordan de kommende dage bliver.

Det famøse IKEA-køkken!

I dag drog min mor og jeg ud på en lille rejse til IKEA. Målet var IKEA-køkkenet til børn.


Daniel og jeg havde længe snakket om at købe køkkenet til Hannibal, da han har vist stor interesse for 'mad-lavning' hos andre børn med børne-køkkener. Så ovenpå stor influenza-sygdom (som han forresten ikke er helt ovre) synes vi det var på sin plads, at det var nu det køkken skulle købes. 

Mor knokler med at få samlet køkkenet

En stadig meget medtaget og pylrende Hannibal og en meget koncentreret mor 

Tid til en krammer under arbejdet

Meget kan man sige om IKEA, men de har nu mange gode ting og sager. Især dette køkken, som faktisk er mit foretrukne i forhold til mange andre børnekøkkener. Både stilen og størrelsen mm. er mest mig. Lad os håbe det også falder i Hannibals smag. Han viste ikke den største interesse i dag, men han kan heller ikke overskue noget som helst, når han er syg.. hvilket man jo godt kan forstå.


Det færdige resultat ser sådan her ud...

Yndigt, ikke?? Synes selv det er ret så hyggeligt at Hannibal nu kan lave 'mad' mens vi laver mad :) 


Nu til noget lidt andet.


Denne weekend har på en måde været lidt surrealistisk. Hannibal har været så syg, at han kun har sovet, drukket vand, sovet, spist lidt og sovet.. Vi har (jeg siden torsdag) gået rundt i en bobbel i huset og listet på æggeskaller og gået lange ture med barnevognen for at gøre ting så behageligt som muligt for lille syge Hannibal. 


Somregel plejer han ikke være så ramt i mere end 2 max 3 dage, men han har indtil videre været ramt i 5 dage og weekenden har været en af de hårdeste gennem lang tid. Han gik fra at sove KONSTANT til at være lidt vågen, men konstant grædende i stedet og har ikke kunnet finde ro på nogen måde. Så vil han op. Så vil han ned. Så vil han spise. Så vil han ikke. Så vil han drikke. Så vil han ikke... osv. 


Det er rigtig synd for ham og træls med det sygdom, men hold da op hvor det også sætter tålmodigheden på prøve i det lille hjem. Især far har været hårdt 'ramt' af en Hannibal der konstant ville have hans opmærksomhed. 
Her til aften da han blev lagt (efter lang tids vrælen og utilfredshed) kunne jeg se på Daniel at hans kræfter var brugt op.. Mine var nu heller ikke i top, men far var HELT udkørt. Jeg må sige, at jeg tager hatten af, for de mødre/fædre der er alene med børn. Hvis vi ikke havde hinanden til at blive aflastet, ville jeg da ikke kunne gå på mine ben af bare træthed efter sådan et sygdomsforløb. Pyhhhh... 


Jeg krydser fingre for at han er i markant bedring i morgen.. ellers går turen nok til lægen igen igen..SUK!

Ja, tænk at weekenden allerede er forbi.. Kunne godt lige klare et par dage eller 3 mere ;)


Håber I derude har nydt jeres mere end vi har!

Jeg lever stadig..

Kære skønne læsere.. jeg er her endnu :) Undskyld stilheden på bloggen! Jeg har faktisk en masse dejlige og rare indlæg i ærmet, men stress-niveauet er stort og overskuddet småt i det lille hjem pt.
Jeg vil ikke lave et langt deprimerende indlæg, men jeg kan da liiige ridse hurtigt op hvad der har 'plaget' hjemmet disse dage... hmm.. hvor skal jeg starte..?


Først havde jeg ufrivilligt tyndskid i en uge, da en pige fortalte mig, at den laveste karakter på kvote 2 sidste år var 9,3 på jordemoderstudiet (hvilket jeg SLET IKKE kan nå til sokkeholderne). Hun havde selvfølgelig ikke ret, da det var gennemsnitskarakteren på kvote 2 og ikke den laveste karakter der var det hun havde set. Jeg skyndte mig at skrive en mail til studievejlederen på jordemoderstudiet, for at høre HVOR meget karakteren betyder noget på kvote 2. Heldigvis er det ikke det bærende, så det er rart... men det gav mig alligevel lige en uge med dårlig mave.. thanks! 


Så fik Hannibal da lige en ordentlig omgang rød numse og mærkelige knopper i ansigtet. Det gav mig også lige et nervøst sammenbrud, da jeg pludselig var overbevist om, at dagplejemoderen ikke skifter ham ofte nok. Den røde numse, viste sig at være 3 nye tænder der kom (til dem der ikke har børn, kan jeg fortælle at rød numse og nye tænder har en sammenhæng.. Mærkeligt men sandt.. slå det evt. op på google). De mærkelige bumse-agtige knopper i ansigtet er der dog stadig.. og nå ja, så har han også rødt udslæt rundt om munden. 


Oveni det, banker julen på.. Julen er hyggelig, men det gør ondt i pengepungen og vi svømmer ikke ligefrem i penge herhjemme disse tider. Det har givet anledning til diskussioner og bekymring. 


Nå ja.. Så har jeg da lige haft tandpine i går og ringede til tandlægen i dag. Jeg er ikke ligefrem glad for at gå til tandlæge, og må nok erkende at det faktisk er et mindre problem for mig, at ligge i den stol. Jeg bliver bleg og får hjertebanken bare ved tanken om et besøg, så det fylder også ret meget i hovedet nu. Desuden er det jo ikke billigt at gå til tandlægen.. især ikke i december!!!


Ud over det er der lidt 'små ting' der fylder og nager, men dem vil jeg skåne jer for..


Hov, så blev det alligevel et halv deprimeret indlæg, men så betegner det nok meget godt mit humør lige nu.. Og når der er store ting der fylder i hovedet, kan små ting lige pludseligt virke overvældende. Bare det at komme til at træde ned i en vandpyt eller knække en negl kan tage pusten fra mig disse dage.. SUK!!


Men tilbage til de hyggelige indlæg... For heldigvis har vi hinanden herhjemme og heldigvis har jeg en masse dejlige mennesker omkring mig, som gør at jeg kan slappe af og tage en dag ad gangen. Derfor kommer der snart en masse hyggelige indlæg om det :) 
Jeg ville bare lige give en lyd herfra... og hvilken klagesang det blev! Håber I kunne tage det ;)


Til sidst vil jeg lige dele mit yndlingscitat med jer. Det er skønt, og jeg bliver altid positiv og glad når jeg læser det.. det er godt at huske på!!

Lortedag - part 4 .. Nu med lort på igen :(

Selvom opturen i går, fyldte meget, så er der en træls ting, der fylder i dag! Noget meget mindre 'overfladisk'.. 


Hannibal har nemlig fået tilbagefald og er blevet syg igen. Jeg ringede til dagplejen, for at høre hvordan han har 'opført' sig i dag, fordi han græd i morges da jeg afleverede ham.. og det gør han ellers ALDRIG! 
Hun mente han hellere måtte komme til læge igen.. Han er ikke som han plejer, spiser ikke og græder hele tiden.. Åh, min moderhjerte græder også når hun fortæller sådan noget. Jeg føler mig med ét som en dårlig moder, når jeg afleverer en grædende søn, der åbenbart er utrøstelig. Han må jo ha' prøvet at fortælle mig noget, og så forlader jeg ham bare... 


Oven i det, så forestiller jeg mig alle mulige frygtelige ting han kan fejle og hvor synd det er for ham, at han har det skidt! Heldigvis har jeg fået en tid hos lægen (igen igen) og så må jeg åbenbart være en smule mere standhaftig, så de kan finde ud af, hvad det er der er galt med ham. Halvanden uge med feber, hoste, snot og utilfredshed og nu ingen appetit er da lang tid for sådan en lille purk! Jeg krydser hvad krydses kan, for at Hannibal ikke er alvorligt syg, og at lægen kan sige mig hvad der er galt med ham....


Vil I krydse med mig?

Lortedag - part 3 - Nu med meget mindre lort!

I dag er en stor dag...!!! 


Jeg har formået at klemme mig ned i, og hold nu fast, en str. 38! Thats right! Lige nu sidder jeg i en kjole str. 38! Og nej, det er ikke sådan en stor oversize kjole.. nej nej, min ven.. det er sørme en der sidder lidt stramt i livet! Og jeg har den på!! Muhahahaha.. jeg får da helt optur! Ja ja... den sidder ikke perfekt, men den sidder, og det ser ikke fjollet ud!

Ahhhh... Det går da den rigtige vej, for det skal lige siges, at for bare en måned siden kunne jeg ikke lyne den her sag :)


Happy days!

Lorte dag- part 2 - ikke så lortet længere!

Kan I huske mit tidligere indlæg om min 'lortedag', hvor alt bare var nedtur og trælst? Ja, som jeg skrev dengang, så har man jo nogle dage hvor man er totalt sort-seer... Denne dag er IKKE sådan en dag :-)
Da jeg står ude ved spejlet i morges og satte hår, opdagede jeg at min vigende hårgrænse ikke er så vigende mere!! Mit hår er ved at ligne sig selv igen og jeg taber heller ikke nær så meget af det mere. Det sidste jeg husker fra den gamle lejlighed, var et flytterod kombineret med mine lange lyse hår über alles! Sådan er det ikke her i huset... det sker faktisk sjældent at jeg finder et af mine hår! Halleluja... I havde alle ret.. det kom igen!! Og nu hvor jeg er holdt med at afblege det, så er det jo endnu bedre.. så er der selvfølgelig bare en stor udgroning, men så slemt synes jeg ikke den ser ud! Samtidig kan jeg mærke at det hår der vokser ud nu er SÅ blødt.. uummm... Glæder mig til det engang kommer HELT ud :)

Nu ikke så høj hårgrænse! Jaaaa..

Samtidig er graviditetsmaven stadig på retur.. det går langsomt, men det går den rigtige vej! 


Bum bum... har jeg mere at sige lige nu?? Ikke andet end at moralen nok er (som jeg også skrev i 'lortedag' indlægget) at når der er nedtur, kommer der også optur!
I dag er det min tur til optur :-)


Hav en dejlig dag!

Lortedag!!

Kender I det at man har nogle dage der er så dejlige, at man ikke vil have den ender og desuden tænker tilbage på den og smiler lidt..? Det her er IKKE sådan en dag!!! I dag er jeg den største sortseer... Alting er elendigt i dag! Min fremtid ser mere eller mindre halv usikker ud, Hannibal sover elendigt om natten og har desuden ikke skidt i over et døgn nu, vi bor i et uoverskueligt flytterod, jeg er stadig FED efter graviditeten samtidig med at have dårlig samvittighed over at have spist en daim i går, mit hår falder af i lange baner..

Høj hårgrænse... UF!

.. jeg har ingen penge, har lige spist de sidste riskiks og så skal vi fandme have frysepizza i aften... that does it!! Åha.. så kom jeg lige af med alt min frustration.. tak blog! 


Jeg kan sagtens skrive det her, for jeg ved at med modgang kommer også medgang, så det skal nok vende og normalt er jeg slet ikke en sortseer! Men nogle gange overskygger det elendige alt det gode.
'Okay Kia, dyb indånding! Nu ser vi på alle de positive ting':
Jeg har den bedste kæreste i verden, vi skal hygge med at pakke ned i weekenden, vejret bliver snart godt, så man kan løbe nogle gode lange ture, jeg har købt amme-vitaminer så håret gerne skulle blive bedre, vi skal lave lækker grydestegt kylling på lørdag og jeg har den dejligste sunde og raske søn, som faktisk i skrivende stund ligger og skider højlydt... tænk at man skulle blive SÅ glad for snart at skifte en lorteble :) Hmmm... måske er tingene allerede ved at vende sig?