Vinteren og dens luner...

Nu træder vi snart for alvor ind i vintermånederne og det kan mærkes i huset.

Jeg er egentlig ret vild med denne tid på året med røde kinder, frisk luft og smukke glinsende sorte morgener… MEN… hver ting har en pris. Prisen for denne tid er alle dens forbandede sygdomme. 
Lige i skrivende stund ligger drengene og hoster om kap i sengene, mens 11-tallene ingen ende synes at tage. Lige som jeg troede vi fik et break fra 3 ugers on/off roskildesyge, så kom influenza-symptomerne langsomt snigende… Og nu synes jeg faktisk det gerne må fise af… alt det der sygdom…

Tænk sig, at det næsten kommer bag på mig hver vinter. Altså hvor meget sygdom der egentlig er i luften. Det bliver især forstærket med børn og ISÆR med flere børn, der ynder at mysse hinandens snotmunde til stor væmmelse (og også lidt glæde) hos forældrene. De bliver bare VED med at smitte hinanden. Som en skrue uden ende. Det er godt jeg er SÅ glad for mit studie, ellers ved jeg ikke om jeg ville holde til at stå op hver morgen 4.35 efter sammenlagt 4 timers søvn, pendle i 3 timer, have 6 timers undervisning, pendle 3 timer hjem igen, spise aftensmad, tørre snotnæser, putte unger og gå kold. Sådan ca. ser min hverdag ud. Kæreste? Jo, han eksisterer herhjemme… lidt endnu i hvert fald… Krydser fingre for han har lyst til at blive… 

Når man starter i vuggestue..

... så rammes man ofte af en masse nye og spændende bakterier der giver 39.4 i feber og sløvhed i kroppen. Det skete en del for Hannibal og i dag, ca. en uge efter vuggestuestart, skete det så for Jonathan. Jeg er endda bange for at det er starten på et langt halvt år med en masse bakterier, som hans immunforsvar skal nedbryde for at blive resistent og stærk.. Er det ikke nogenlunde sådan det hænger sammen?? Her er lidt billeder af J's første sygedag...

Kold klud på hovedet og klods op og ned af enten mor eller far... det er noget der dur...

Hannibal kom, som den gode storebror han er, med en klodser til en ramt J. Nåååeeee...

Her til aften ligger han ved min side i sofaen brænd varm og gået helt kold. Hvordan mon natten bliver? 

Når uheldet er ude...

Hannibal har i dag været udsat for et uheld. Han er okay, men chokket har givet genlyd herhjemme hos os alle (måske pånær Jonathan). 

Dagen starter dumt. Jeg vågner kl. 6.40 og ser at Daniel stadig sover i sengen ved siden af mig og jeg får ham straks vækket. En time for sent har han sovet. Så han starter dagen ud i et mindre stress-niveau. Jeg bliver liggende i sengen med Jonathan, mens Daniel gør Hannibal klar til dagpleje. Uh, inden jeg lige fortsætter, skal jeg lige fortælle en sidehistorie (som er ret vigtig i fortællingen). 
Jeg har lånt mine forældres bil siden i går, da vi var til 'Sculpture by the Sea' og havde planer om at aflevere den i dag. Så den stod i garagen. Når Daniel afleverer Hannibal om morgenen, er det i croozeren (cykelanhængeren) som også står (inderst) i garagen. Da Daniel skal afsted her til morgen, kan han ikke komme forbi bilen med croozeren, da den er for bred og garagen for smal. Og det er så her uheldet 'begynder'.

Daniel vil flytte bilen mere til siden i garagen så han kan komme forbi med croozeren, så han sætter sig ind, tænder og bakker. Da han vil køre frem igen, var Hannibal gået hen til cyklen og croozeren. I kombination af forskrækkelsen over at H var kommet ud og stressen stikker Daniel hovedet ud for at sige til H, at han nok skal gå et andet sted hen, men han får fjernet foden fra koblingen uden bilen var sat i frigear, hvilket betyder den laver et langt 'hop' fremad lige ind i croozeren og garagen. Croozeren bliver bøjet, så den og cyklen står som et V, mens den ligger halvt under bilen. Hannibal stod nu mellem cykel og croozer i 'V'et. Altså blev han klemt mellem cykel og croozer. 
Daniel løber ud, får på en eller anden umenneskelig måde, løftet croozeren ud fra bilen med den ene hånd, mens han hiver Hannibal fri med den anden. 

I mellemtiden ligger Jonathan og jeg stadig i sengen og putter i vågen tilstand, da jeg hører det her kæmpe 'bump/skrald' ude i garagen og tænker, at det måske er naboen der er kommet til at køre ind i bilen, så jeg rejser mig med det samme, men når kun hen til døren af soveværelset da jeg hører Daniel komme råbende ind med Hannibal grædende på armen. 
Hannibal har kun en sko på, har kastet op og skidt i bleen, men ellers er der intet at se. Jeg bliver chokeret og alt imens Daniel forklarer hvad der er sket, løber jeg ud og ser bilen med snuden i garagen og cyklen og croozeren bøjet. 

Daniel er tydeligt chokeret og forskrækket. Hannibal græder meget og vil hverken gå eller side og har ondt i maven. Vi beslutter at Daniel skal ringe 112. Vi er bange for indre blødninger. 
Imens tager jeg J op, skifter ham og giver ham tøj på. Jeg pakker pusletasken med bleer til H. Jeg får til sidst selv tøj på og ambulancen kommer. Pludselig står der over 5 mennesker i stuen. Både ambulancen, lægeambulancen og politiet er ankommet. De er rolige og tror ikke det er alvorligt med H, men fordi han er 2,5 år og har ondt i maven vil de køre 'traume'. Dvs. fuld udrykning med et helt hold læger og sygeplejersker klar til at modtage ham. De får ham på en båre og Daniel kører med. 

Jeg står tilbage og snakker med politiet om episoden og mens de tager billeder, pakker jeg en lille madpakke til J. Daniel har taget pusletaske med, hvor både mine nøgler og pung ligger i, men heldigvis har jeg bilnøglerne. Så afsted jeg kører til skadestuen.

På skadestuen har H fået stukket nåle i (adskellige gange fordi de ikke kunne finde blodåren), scannet hele kroppen, blevet røntgenfotograferet mm. for at udelukke indre blødninger. HELDIGVIS er han sluppet med overfladiske skrammer, men vi blev på børneafdelingen indtil han var frisk og kunne gå igen.
Han fik også indtaget rigeligt af chokolade, is, boller og mælk i de 7 timer vi var der ;) Mormor nåede også forbi med en lille gave. Så det blev pludseligt lidt hyggeligere at ligge på hospitalet. 

Heldigvis endte den her historie godt, men den har påvirket os meget. Især Daniel som jo så det hele og har bebrejdet sig selv MEGET i dag. Jeg bliver ved med at overbevise ham om, at det jo var et UHELD og at det kunne ske for alle i en stresset situation. Vi lavede samtidig aftalen om, at hvis han en anden gang sover over sig, må han vække mig, så jeg kan aflevere H. 

Nu er vi hjemme igen. Hannibal er sit glade lille jeg igen. Han har badet, spist og bliver nu puttet af Daniel. 
Men sikke en dag. Og godt der ikke skete noget farligt! 

Lige da han ankom på skadestuen, fik han en isbjørne-bamse med en flot medalje på, fordi han var SÅ dygtig! Her sidder han med den hjemme igen i trygge omgivelser.

Croozeren og cyklen i 'V'et. Croozeren knækkede af cyklen, fik bøjet hjulet og siden af det ene sæde.

Baghjulet på min cykel fik også en tur.

Her ses hvordan det ene sæde er blevet mast.

Garagen (OG klapvognen) fik også en tur af bilens 'snude'

Lille Hannibal hjemme igen med bamsen og gaven fra mormor. Selvfølgelig en ambulance fuldstændig magen til den han kørte i :)

'Armbåndet' og plastret hvor droppet sad

Vi sidder nu og snakker og snakker og snakker om forløbet. Det er den eneste måde vi kan 'bearbejde' det på. 
"Tænk nu hvis.. Godt han ikke stod tættere på... Han var SÅ sej... Åha, hvor vi elsker ham.. osv". 
Det kommer nok til at kræve en del dages 'snakken om uheldet', men Hannibal har taget det hele i stiv arm, snakker også om det og er mindre chokeret end vi er. Nu i hvert fald.

For pokker hvor opdager man, at livet er skrøbeligt og at man som forældre vil give sin højre arm, for at ens unger skal have det godt! 

Godt du er hjemme igen Hannibal og godt at du sover trygt i din seng igen!

Pyha...

Weekenden er skudt igang..

.. med en gang opkast...

Stakkels Hannibal...

(please ikke smit' os andre)

Ps. sprit er min bedste ven...

Lørdag i hjemmet

Da vi nu alle på hver vores vis hoster eller snotter mm. så blev det meste af denne lørdag tilbragt bag hjemmets fire vægge. Meget roligt. Meget hyggeligt!

Status er, at efter en dag med kagebagning, hulebygning og hygge i sofaen, har Jonathan stadig 38 i feber, jeg snøfter og hoster endnu og Hannibal er ved at være på toppen igen. Daniel... han bliver aldrig syg.. påstår han ;)

Snothas 1 og 2

Nu er Hannibal efterhånden ved at komme ovenpå igen, men det betyder jo ikke, at vi andre ikke kan lægge os. Så det gør vi så..

Jonathan med 39,2 i feber og hoste! Jeg med hovedpine og snot! Og Pappi med halsbetændelse! 

iPhone-blik #feberramt Hannibal

Nu er vinteren for alvor ved at sætte sine spor. Det mærkedes især i dag, da Hannibal blev ramt af feber i stor stil. 
Da Daniel tog ham op ved en 7 tiden i morges, var han brændvarm og siden da, er det bare gået op ad bakke. 
Om formiddagen kl. 11 sagde han 'ud, sove'.. Og når drengen selv foreslår at blive lagt, så ved man at han absolut ikke er frisk... Så han sov fra 11-14.45. Dejligt for ham, men desværre var han stadig (og er det endnu) meget feberramt og har tilbragt det meste af dagen i sofaen, indtil han her kl. 19.30 selv sagde 'op, sove'. 

Her med lillebror ved sin side

Her med sut og bøger (han bruger ellers KUN sut når han skal sove).. og mærkelige øjne, men det er vidst blitzens skyld

Her igen med sangbog... og mærkelige øjne...

Selvom vi efterhånden er blevet vant til det med en feberramt dreng (sidste år havde Hannibal feber nærmest hver 14. dag i vinterhalvåret), så gør det altid så ondt i hjertet at se sin lille søn ligge helt afkræftet. Så kan man ikke give for meget opmærksomhed i alle mulige former. Han har fået det han vil have at spise i dag, set det han ville på computeren og fået læst højt af en masse bøger. Alt for at han kan slappe af og komme sig over sygdommen. Nu ligger han trygt i sin seng, men vågner regelmæssigt af hoste og ubehag i kroppen :( 

I bedring!

Jubiiii! Det ser ud til, at antibiotikaen og klorhxidienen virker, som den skal! Hannibal er i hvert fald i bedring her til morgen og kan både stå, gå og sidde normalt igen! Det er skøøønt! Det gør stadig ondt når han tisser, men ikke lige så meget som i går :)

Et smertehelved...

... må det mildest talt have været for min lille pølle i dag :( 

Som nævnt i det tidligere indlæg (Fødselsdagsmorgen), så har Hannibal fået en infektion det aller helligste sted! Han kan hverken gå, eller sidde helt op uden at det gør ondt. Når han tisser, udbryder han i gråd og er helt utrøstelig... Jeg får nærmest fantomsmerter, når han tager sig dernede og får røde kinder af bare smerte! Stakkels dreng! 

Det er endnu sværere, når man så ikke kan forklare ham, at han skal drikke lidt børnepanodil, så det hjælper. Han nægter at drikke det, så vi er nødt til at kamuflere det i mælk eller andet! 

I dag har vi været ved lægen og har fået udskrevet noget antibiotika, som supplement til det klorhexidin vi allerede bruger. 

Jeg krydser fingre for at det hjælper X 

Jeg håber han har det MEGET bedre i morgen, for der er virkelig ikke noget værre, end at se sit kæreste have ondt :( 

Man begynder at kende tegnene...

Når man er førstegangsforældre, så er der mange ting man skal lære og mange ting man ikke kan undgå, såsom f.eks. sygdom i store mængder. Men der lærer man så også, en del om, at læse sit barn på et splitsekund. 


Både Daniel og jeg kan med det samme se på Hannibal, når der er optakt til feber. Nærmest inden feberen for alvor bryder ud. Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad det er, vi kan se, men hans øjne siger det hele. 
Det er sjældent de i dagplejen kan se, at der er optakt til noget, og når jeg henter ham, er meddelelsen som regel, at han har haft en fin dag. Men jeg kan bare se med det samme at der er noget. 
Sådan var det desværre også i dag. Stakkels lille H, med hængeøjne og hængemule.
Det er godt man kan komme hjem og se lidt 'Barney' på computer og slappe af med bamse (som nu hedder 'Milla'.. åbenbart).

Desuden tager vi ikke hans temperatur hvert andet minut, da vi efterhånden kan gætte os til den, bare ved at se på ham og se om hans pung hænger. Det er nemlig et godt tegn. 


I starten tog vi jo konstant hans temperatur.. Hvorefter de læger man snakker med siger, at det ikke er så vigtigt, hvis han bare er 'til stede' og kan drikke vand. Nu tager vi efterhånden kun temperaturen, hvis han er helt sløv og sover konstant. 


Nu er han puttet og jeg tror allerede han er faldet i søvn. Nu er det store spørgsmål så; hvordan har han det i morgen? Det er nemlig en af de ting, der ikke er så forudsigelige. Det kan vitterligt gå den ene eller den anden vej. Enten er han helt frisk igen, eller også er han helt færdig. 
Det er det, der er det utrolige ved børn. Det går så stærkt! De svinger nærmest pr. minut mht. sygdom. Desuden skal man ikke undervurdere søvnens magt til at helbrede. 
Jeg krydser fingre for at han bliver rask til i morgen, hvor det er weekend og hvor vi endda får besøg!


Sov godt min dreng

Det famøse IKEA-køkken!

I dag drog min mor og jeg ud på en lille rejse til IKEA. Målet var IKEA-køkkenet til børn.


Daniel og jeg havde længe snakket om at købe køkkenet til Hannibal, da han har vist stor interesse for 'mad-lavning' hos andre børn med børne-køkkener. Så ovenpå stor influenza-sygdom (som han forresten ikke er helt ovre) synes vi det var på sin plads, at det var nu det køkken skulle købes. 

Mor knokler med at få samlet køkkenet

En stadig meget medtaget og pylrende Hannibal og en meget koncentreret mor 

Tid til en krammer under arbejdet

Meget kan man sige om IKEA, men de har nu mange gode ting og sager. Især dette køkken, som faktisk er mit foretrukne i forhold til mange andre børnekøkkener. Både stilen og størrelsen mm. er mest mig. Lad os håbe det også falder i Hannibals smag. Han viste ikke den største interesse i dag, men han kan heller ikke overskue noget som helst, når han er syg.. hvilket man jo godt kan forstå.


Det færdige resultat ser sådan her ud...

Yndigt, ikke?? Synes selv det er ret så hyggeligt at Hannibal nu kan lave 'mad' mens vi laver mad :) 


Nu til noget lidt andet.


Denne weekend har på en måde været lidt surrealistisk. Hannibal har været så syg, at han kun har sovet, drukket vand, sovet, spist lidt og sovet.. Vi har (jeg siden torsdag) gået rundt i en bobbel i huset og listet på æggeskaller og gået lange ture med barnevognen for at gøre ting så behageligt som muligt for lille syge Hannibal. 


Somregel plejer han ikke være så ramt i mere end 2 max 3 dage, men han har indtil videre været ramt i 5 dage og weekenden har været en af de hårdeste gennem lang tid. Han gik fra at sove KONSTANT til at være lidt vågen, men konstant grædende i stedet og har ikke kunnet finde ro på nogen måde. Så vil han op. Så vil han ned. Så vil han spise. Så vil han ikke. Så vil han drikke. Så vil han ikke... osv. 


Det er rigtig synd for ham og træls med det sygdom, men hold da op hvor det også sætter tålmodigheden på prøve i det lille hjem. Især far har været hårdt 'ramt' af en Hannibal der konstant ville have hans opmærksomhed. 
Her til aften da han blev lagt (efter lang tids vrælen og utilfredshed) kunne jeg se på Daniel at hans kræfter var brugt op.. Mine var nu heller ikke i top, men far var HELT udkørt. Jeg må sige, at jeg tager hatten af, for de mødre/fædre der er alene med børn. Hvis vi ikke havde hinanden til at blive aflastet, ville jeg da ikke kunne gå på mine ben af bare træthed efter sådan et sygdomsforløb. Pyhhhh... 


Jeg krydser fingre for at han er i markant bedring i morgen.. ellers går turen nok til lægen igen igen..SUK!

Ja, tænk at weekenden allerede er forbi.. Kunne godt lige klare et par dage eller 3 mere ;)


Håber I derude har nydt jeres mere end vi har!

1. forårsdag - fejres med mellemørebetændelse!

Så blev det sørme 1. marts! Den første forårsdag!! Og når jeg kigger ud, så kan jeg da også se solen skinne og fornemme den varme luft.. For det bliver vist kun ved 'fornemmelserne' i dag. 
I går tog vi Hannibal til vagtlægen (en meget upædagogisk og ubehøvlet en af slagsen :( ), som mente han var ramt af mellemørebetændelse i det ene øre. Beskeden lød på vand, søvn og panodil. Vi nåede ikke at give ham panodil, da han kom hjem, for han var SÅ træt at han faldt i søvn på puslebordet.. stakkels lille bum-basse! Til gengæld sov han hele natten og har sovet på sofaen siden 8.20 i morges.. og sover her endnu (12.00), så det er bare rigtig godt! Søvn er den bedste kur! 
Desuden tænker jeg, at der ingen grund til panodil er, når han nu sover så godt og ikke viser tegn på smerte. 

Ih, hvor jeg glæder mig til, at han kommer ovenpå igen, så vi kan gå en tur i det skønne forårsvejr :)

Opkast-syge.. øv :(

Jeg havde håbet at kunne slippe igennem vinteren uden denne hersens frygtelige omgangssyge, folk render og får lige for tiden. Men nej, i nat kastede jeg op med 2 timers mellemrum, indtil min mave ikke havde mere at gi' af. 
Jeg var til sidst nødt til at ligge mig ned i sofaen, da jeg både kan sidde mere op her, og ikke skulle rende op og ned ad trapperne til toilettet. 
Lige nu går det i en ok retning. Jeg har ikke kastet op siden kl. 4.30 i morges, men er langt fra ovenpå igen. Jeg har lige vovet mig hen i køkkenet for at spise en halv grovbolle, men kan mærke at maven stadig brokker sig, når der kommer 'fast føde' ned. 
Planen er, at jeg holder mig til A38 eller yoghurt i aften.. så må vi se hvad morgendagen bringer. 


Ikke nok med at jeg lå hele natten med opkast, så blev min kære Daniel også syg med hoste, feber, ondt i halsen og ondt i hovedet i nat, så han var nødt til at melde sig syg fra job (hvilket han ellers ALDRIG gør!). Det er et held at Hannibal ikke er ramt (endnu). Og et held for os også, for det betød at Daniel kunne aflevere ham i dagpleje i dag, så vi kunne få hvilet.
Men pyyyhh, sådanne dage er uoverskuelige! Jeg kan dog se lys for enden af tunnelen, da min kvalme er på retur og det 'kun' er mavesmerter jeg er præget af nu... men de må også meget gerne aftage, tak! Av av for katten!! 

Håber I derude undgår diverse former for vintersygdom!