Man gør sig en stor portion tanker, når man får børn. Ikke kun bekymringer om søvnløse nætter, udvikling og andet, men også en hel del om opdragelse. Især når børnene bliver større.
Jeg har altid haft en idé om, at jeg vil opdrage mine børn meget ligesom mine forældre opdragede mig. Selvfølgelig er der en del ting jeg vil gøre anderledes, men mange grundlæggende ting, vil jeg gøre som mine forældre også gjorde. Jeg har haft en ganske god barndom og det ønsker jeg mine børn skal have også.
Heldigvis er Daniel og jeg ret enige om mange ting mht. opdragelse. Vi har ikke haft store diskussioner eller uenigheder. Når der har været punkter, hvor vi er uenige, har vi som regel fundet en god løsning på det. Det er godt at have ens synspunkter, men det er sørme også godt at man er forskellige som mor og far. Især hvis man kan lære af hinanden.
Man kan have mange idéer til opdragelse. De fleste er vi selv herre over, men andre ting ser vi ikke.
Jeg kom pludselig til at tænke på, idag, hvordan mange forældre pådutter sine børn forskellige ting. Jeg omformulerer mig. Jeg tror ALLE forældre pådutter sine børn store eller små ting. Mest ubevidst og selvfølgelig med gode hensigter. Vi gør jo det, vi synes er det bedste.
Men jeg tænker på f.eks. når man køber legetøj til dem, putter musik på, læser bøger osv. Det er jo OS som forældre der vælger hvad barnet skal præsenteres for. Hvad VI synes er bedst. Og det er jo godt. Men hvad med den dag, hvor Hannibal kommer hjem og vil se 'Barbie' på computeren (ja, det sker ofte) og vil lege med dukker eller andet? Hvad med den dag, hvor han siger til far, at han ikke vil spille fodbold, men danse ballet?? Hvad med den dag, hvor han vil stemme til højre for midten (Gud forbyde det ;) ) Eller hvad med den dag han KUN vil gå i meget dyrt mærketøj? Osv... Hvor forstående, accepterende og anerkendende er man så?
Jeg vil jo gerne se mig selv, som ret tålmodig og forstående som mor overfor mine drenge. Jeg regner med, at ville støtte dem i alt... i hvert fald det meste. Hvor går min grænse? Jeg ved det ikke...
På et tidspunkt skrev nogle søde blogmødre om deres mindre gode forhold til 'Hallo Kitty'. Deres døtre var nemlig helt optaget af Hallo Kitty med alt hvad det indebærer af 'udstyr' og tøj. Det var de mindre tilfredse med. Og det kunne jeg da sagtens sætte mig ind i. Sådan ville jeg sikkert også have det. Jeg køber trælegetøj, genbrugsrangler, 70'er klodser mm. Men for Hannibal var det sjoveste legetøj 'larme-legetøjet' med de frygtelige skrigende farver. Men det var fedt for ham. Når det ikke lige passer ind i 'vores stil' eller forestilling om hvad godt legetøj og tøj er, så er man (læs; jeg og sikkert en masse andre) tilbøjelige til at rakke det ned.
Jeg synes selv, at jeg burde være bedre til at acceptere, når mine unger måske er til noget andet end jeg. Jeg vil helst ikke være 'hende moderen' der siger "Det får du simpelthen bare ikke!!", hvis barnet vælger Lamaze-sommerfuglen fremfor træranglen. Det burde alle blive bedre til.
Jeg husker tydeligt alt det legetøj Hannibal havde, da han lige havde lært at kravle. Men det sjoveste for ham, var en shampoo flaske (!??). Hvem er jeg hvis jeg så vil pådutte ham noget andet? Prøve at få ham til at lege med andet legetøj, fordi det er mere moderne?? Hvem er jeg, hvis jeg nægter Hannibal at få en bluse på med Disney-tryk fremfor de hjemmesyede smækbukser, fordi det ikke lige passer ind i min stil? Jeg synes i hvert fald ikke, at jeg er en specielt accepterende og anerkendende mor hvis det var tilfældet.
En anden ting jeg har tænkt over mht. opdragelse er den der form for selvopfyldende profeti. Det vi siger til børnene, er det de tager til sig.
'Du driller', 'du spiser ingenting', 'du er sød' osv. Min kloge mor siger, at børn gør ikke som man siger. De gør som man gør! Det er jo så sandt. Men de 'gør' også det man siger de 'er'! Mine forældre sagde altid; 'Du er rigtig fars pige' eller 'du er så hidsig altid' osv. Det er først i mine voksne år, og faktisk først rigtigt efter jeg mødte Daniel og har fået børn, at det er gået op for mig, at det ikke nødvendigvis er lov, det man har fået fyldt ørerne med som barn.. og egentlig stadig får at vide. Men man lever ubevidst op til de forventninger. Både som barn og voksen.
Det er lettere sagt end gjort, at undgå at sige hvordan ens børn er, til dem selv. Men jeg tænker ofte over det og jeg vil helst undgå at pådutte dem hvordan de er, hvorefter de dermed lever op til denne selvopfyldende profeti. De 'gør' som man siger de 'er'.
At sætte ord på deres følelser er helt noget andet. Det gør vi meget herhjemme og Hannibal sætter ofte ord på følelser. 'Mor er sur', 'Hannibal er glad' osv. Men det bare en del af udviklingen. At pådutte dem hvordan de ER, synes jeg er noget andet.
Med det sagt, vil jeg sige, at jeg ikke er perfekt som mor!! Ingen er perfekte og heldigvis! Jeg gør sikkert dagligt samtlige af de ting, jeg helst vil undgå. Men jeg gør mig tanker om det og prøver at se indad og lave om på den måde, jeg aller helst vil undgå at være overfor mine børn. Jeg synes det er SÅ spændende og interessant at opdrage. Jeg ser det som en lærerig og fantastisk del af mit liv, at kunne være med til at opdrage. At kunne give kærlighed og viden videre. På godt og ondt.
Hvilke udfordringer kommer der om et år? Om 10 år?
Uanset hvad, så tror jeg at mine forældre gjorde hvad de synes var det rigtige, ligesom jeg vil gøre hvad jeg synes er rigtigt. Og hvis man gør det bedste man kan, kan ingen forlange mere.
Hvad synes I? Hvad har I tænkt meget over mht. opdragelse? Hvad er jeres svage sider? Hvad er I trætte af i den kollektive opdragelse i samfundet? Hvad er 'normen'? Og er det egentlig normalt?
Jeg vil slutte af med at sige, at jeg ikke er 'efter nogen'. Jeg synes ikke jer skønne mødre i blogland skal 'skamme jer' over de ting I nu skriver om mht. børn ;) Overhovedet ikke. Jeg er som sagt ikke bedre selv. Det er bare tanker jeg har lyst til at dele og gerne vil høre jeres mening om.
Håber I vil tage godt imod det :)
Viser opslag med etiketten Etik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Etik. Vis alle opslag
torsdag den 21. marts 2013
torsdag den 21. februar 2013
Om ikke at føle sig tilstrækkelig og ikke må sige det..
Jeg må advare om et hudløst ærligt og langt fra lyserødt indlæg.
Jeg har nu gået på barsel MED baby i snart 5 mdr. og allerede nu ser jeg frem til, at barslen er overstået. Jeg må lige hurtigt indskyde, at jeg ELSKER begge mine børn meget højt!
Nå, men jeg har altså været på barsel i snart 5 mdr. og jeg må ærligt indrømme, at jeg stadig har dage, hvor jeg synes at den rolle som mor, er det hårdeste i verden. Eller måske er det en kombination af ingen søvn, og en dreng i tigerspring (eller hvad det nu end måtte være)? Det sidste lange stykke tid, har ellers været god og Jonathan er en dejlig baby, der spiser og sover stort set som han skal. Men der er altså de dage, hvor alting ikke spiller.. De sidste to dage har været sådan nogle slags!
Jonathan er jo begyndt på skemad og synes det er en dejlig ting, men det er ligesom om han ikke kan finde ro i sin barnevogn... dvs. han sover 30-40 min og så begynder han at blive urolig og sommetider kan han slet ikke sove igen og så må han op, hvilket betyder man tager en halvtræt og utilfreds baby op, som KONSTANT vil hænge på armen. Ligeså snart han ligger på legetæppet og ikke kan se mig, bryder han ud i gråd. Det betyder, at jeg ikke kan vaske op, lave mad, blogge eller andet, uden der ligger en grædende baby. Og den gråd går lige i nervebanerne på mig. Jeg får nærmest indre stress... Samtidig bliver jeg frustreret over situationen og at man ikke engang kan gå en tur på toilet uden at skulle være til rådighed.. Det er jo et brud på menneskerettighederne!
Når jeg så bliver frustreret eller ked af det over situationen, kommer derefter den dårlige samvittighed. Dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være den overskudsagtige, altid smilende mor, når mine børn har brug for mig. Dårlig samvittighed overfor Jonathan, der kræver meget nærhed, dårlig samvittighed overfor Hannibal, der skal se mig græde eller blive frustreret, dårlig samvittighed overfor Daniel, som nogle dage må komme hjem fra job, lave mad, være far og tilmed ligge skulder/øre til mine frustrationer. Derefter begynder jeg, at føle mig som dårlig mor og utilstrækkelig... Det er bare en utrolig ond cirkel! Jeg skal lige hurtigt sige, at det er langt fra de fleste dage jeg har det sådan, men det sker altså. Når det så sker, tænker jeg samtidig...
Hvorfor må man ikke italesætte de dårlige dage som mor?? Gør det så een til en dårlig mor, eller er det i virkeligheden omvendt?? Er det godt at fortælle hvordan man i VIRKELIGHEDEN har det? For andre må have følt det samme.. Det er fandens hårdt at blive mor og far! Jeg ved bare, at hvis jeg skal gå og holde inde på mine frustrationer og bekymringer, bliver det til en lille klump af altædende dårligdom, der langsomt bliver større og større, indtil den en dag springer og bliver til en perlerække af sure opstød! Kom lad os sammen være ærlige overfor hinanden også om de gode dage! For dem er der mange af, heldigvis! Men hvorfor er der en tildens til, at man skal være overskuds-mor med speltboller i ovnen og løbetøjet på??? Jeg synes personligt, at det er sejt og 'overskudsagtigt' at kunne fortælle om de hårde dage og de uoverskuelige dage, så andre kan opleve at de ikke er alene i verden med de følelser, og at det nok skal gå. For det skal det og det gør det. Især hvis man er ærlig overfor sig selv og sine følelser!
Jeg prøver at være ærlig og jeg prøver at finde ud af, hvilke følelser jeg har og hvorfor jeg får dem.
Hmmm... er det i virkeligheden en evig stræben efter at være den perfekte forælder? For det må, ved Gud, slet ikke findes..?? Man gør jo sit bedste og det har ens forældre også gjort, men ingen er perfekte og gudskelov for det! Det er ligesom om at samfundet dikterer, at man skal være den, i virkeligheden uopnåelige, forælder/person med den rigtige karriere der spiser de rigtige ting, går i det korrekte tøj, har de 'rigtige' børn og desuden oceaner af tid til at være 'DEN RIGTIGE/PERFEKTE FORÆLDER'.. Det gør måske, at man føler sig syg/malplaceret når så de sorte og hårde følelser viser sit grimme ansigt!? Har man så en fødselsdepression?? En efterfødselsreaktion? Er man uegnet som forælder? Hvilken kasse skal man i?? Er det derfor man ikke vil snakke om de dårlige dage? Fordi man er bange for at få en slags 'diagnose' og komme i 'taber-kassen'?? For ærligt talt, vi er jo bare mennesker!
Hvis man desuden har levet et meget socialt liv, som jeg har, hvor man hver eneste dag (det er ikke en overdrivelse), sås med veninderne, hang ud på stamstedet, som samtidig var ens arbejdsplads og kendte alle dem der trådte ind ad døren, så skal man virkelig vende sig til, at man nu ikke er 'fri' på samme måde. At sidde hjemme og vugge en barnevogn eller have baby på armen, lave mad, vaske tøj, spise og gå i seng fylder nu de fleste dage på ugen. At være social med en eller flere veninder, kræver planlægning og pasning.. Jeg savner virkelig spontanitet og det kan hænge mig langt ud af halsen, at have en så sat rutine. Jeg er ikke specielt rutinemenneske, så det har også været en udfordring for mig. Det er vel også en tilvænningssag? Jeg skal nok lære at værdsætte rutinerne en dag, det ved jeg!
Jeg tror jeg vil holde fast i, at jeg kommer stærkere ud 'på den anden side' og forhåbentlig helskindet og at det først og fremmest er NORMALT. Især som kærester kommer vi stærkt igennem det her, hvis vi kan holde sammen og være ærlige overfor hinanden. Som Hella Joof siger, så skal man lave den regel om, at man ikke går fra hinanden de første 2 år af sit barns liv.. for så har det ikke så meget at gøre med ens parforhold ;)
Jeg har nu gået på barsel MED baby i snart 5 mdr. og allerede nu ser jeg frem til, at barslen er overstået. Jeg må lige hurtigt indskyde, at jeg ELSKER begge mine børn meget højt!
Nå, men jeg har altså været på barsel i snart 5 mdr. og jeg må ærligt indrømme, at jeg stadig har dage, hvor jeg synes at den rolle som mor, er det hårdeste i verden. Eller måske er det en kombination af ingen søvn, og en dreng i tigerspring (eller hvad det nu end måtte være)? Det sidste lange stykke tid, har ellers været god og Jonathan er en dejlig baby, der spiser og sover stort set som han skal. Men der er altså de dage, hvor alting ikke spiller.. De sidste to dage har været sådan nogle slags!
Jonathan er jo begyndt på skemad og synes det er en dejlig ting, men det er ligesom om han ikke kan finde ro i sin barnevogn... dvs. han sover 30-40 min og så begynder han at blive urolig og sommetider kan han slet ikke sove igen og så må han op, hvilket betyder man tager en halvtræt og utilfreds baby op, som KONSTANT vil hænge på armen. Ligeså snart han ligger på legetæppet og ikke kan se mig, bryder han ud i gråd. Det betyder, at jeg ikke kan vaske op, lave mad, blogge eller andet, uden der ligger en grædende baby. Og den gråd går lige i nervebanerne på mig. Jeg får nærmest indre stress... Samtidig bliver jeg frustreret over situationen og at man ikke engang kan gå en tur på toilet uden at skulle være til rådighed.. Det er jo et brud på menneskerettighederne!
Når jeg så bliver frustreret eller ked af det over situationen, kommer derefter den dårlige samvittighed. Dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være den overskudsagtige, altid smilende mor, når mine børn har brug for mig. Dårlig samvittighed overfor Jonathan, der kræver meget nærhed, dårlig samvittighed overfor Hannibal, der skal se mig græde eller blive frustreret, dårlig samvittighed overfor Daniel, som nogle dage må komme hjem fra job, lave mad, være far og tilmed ligge skulder/øre til mine frustrationer. Derefter begynder jeg, at føle mig som dårlig mor og utilstrækkelig... Det er bare en utrolig ond cirkel! Jeg skal lige hurtigt sige, at det er langt fra de fleste dage jeg har det sådan, men det sker altså. Når det så sker, tænker jeg samtidig...
Hvorfor må man ikke italesætte de dårlige dage som mor?? Gør det så een til en dårlig mor, eller er det i virkeligheden omvendt?? Er det godt at fortælle hvordan man i VIRKELIGHEDEN har det? For andre må have følt det samme.. Det er fandens hårdt at blive mor og far! Jeg ved bare, at hvis jeg skal gå og holde inde på mine frustrationer og bekymringer, bliver det til en lille klump af altædende dårligdom, der langsomt bliver større og større, indtil den en dag springer og bliver til en perlerække af sure opstød! Kom lad os sammen være ærlige overfor hinanden også om de gode dage! For dem er der mange af, heldigvis! Men hvorfor er der en tildens til, at man skal være overskuds-mor med speltboller i ovnen og løbetøjet på??? Jeg synes personligt, at det er sejt og 'overskudsagtigt' at kunne fortælle om de hårde dage og de uoverskuelige dage, så andre kan opleve at de ikke er alene i verden med de følelser, og at det nok skal gå. For det skal det og det gør det. Især hvis man er ærlig overfor sig selv og sine følelser!
Jeg prøver at være ærlig og jeg prøver at finde ud af, hvilke følelser jeg har og hvorfor jeg får dem.
Hmmm... er det i virkeligheden en evig stræben efter at være den perfekte forælder? For det må, ved Gud, slet ikke findes..?? Man gør jo sit bedste og det har ens forældre også gjort, men ingen er perfekte og gudskelov for det! Det er ligesom om at samfundet dikterer, at man skal være den, i virkeligheden uopnåelige, forælder/person med den rigtige karriere der spiser de rigtige ting, går i det korrekte tøj, har de 'rigtige' børn og desuden oceaner af tid til at være 'DEN RIGTIGE/PERFEKTE FORÆLDER'.. Det gør måske, at man føler sig syg/malplaceret når så de sorte og hårde følelser viser sit grimme ansigt!? Har man så en fødselsdepression?? En efterfødselsreaktion? Er man uegnet som forælder? Hvilken kasse skal man i?? Er det derfor man ikke vil snakke om de dårlige dage? Fordi man er bange for at få en slags 'diagnose' og komme i 'taber-kassen'?? For ærligt talt, vi er jo bare mennesker!
Hvis man desuden har levet et meget socialt liv, som jeg har, hvor man hver eneste dag (det er ikke en overdrivelse), sås med veninderne, hang ud på stamstedet, som samtidig var ens arbejdsplads og kendte alle dem der trådte ind ad døren, så skal man virkelig vende sig til, at man nu ikke er 'fri' på samme måde. At sidde hjemme og vugge en barnevogn eller have baby på armen, lave mad, vaske tøj, spise og gå i seng fylder nu de fleste dage på ugen. At være social med en eller flere veninder, kræver planlægning og pasning.. Jeg savner virkelig spontanitet og det kan hænge mig langt ud af halsen, at have en så sat rutine. Jeg er ikke specielt rutinemenneske, så det har også været en udfordring for mig. Det er vel også en tilvænningssag? Jeg skal nok lære at værdsætte rutinerne en dag, det ved jeg!
Jeg tror jeg vil holde fast i, at jeg kommer stærkere ud 'på den anden side' og forhåbentlig helskindet og at det først og fremmest er NORMALT. Især som kærester kommer vi stærkt igennem det her, hvis vi kan holde sammen og være ærlige overfor hinanden. Som Hella Joof siger, så skal man lave den regel om, at man ikke går fra hinanden de første 2 år af sit barns liv.. for så har det ikke så meget at gøre med ens parforhold ;)
fredag den 20. april 2012
Ikke for enhver pris..
Som mange af jer trofaste læsere ved, så er min store drøm, at blive optaget på jordemoderstudiet i Ålborg. Det er det stadig. Sommerfuglene i maven er der især ikke blevet færre af, siden ansøgningen er sendt!
Til gengæld har det også sat en masse tanker igang om fremtiden og 2 børn kombineret med studie i Ålborg.
Vi har absolut ingen intentioner om at flytte til Ålborg, nu hvor Daniel har et fast job her og vores netværk er her i Århus. Det betyder jo, at jeg skal pendle hver dag frem og tilbage fra Århus til Ålborg, hvilket også betyder, at Daniel sandsynligvis både skal bringe og hente børn, samt lave aftensmad de fleste dage. Han har været hudløs ærlig overfor mig, og sagt at han tror det bliver enormt hårdt for os begge, og han frygter at han skal rammes af stres (som han, før vi blev kærester, har prøvet). Samtidig støtter han mig i min beslutning og synes jeg skal gøre det, jeg brænder mest for.
Det synes jeg også... men det skal ikke være for enhver pris.
Hvis det, at jeg starter på studie i Ålborg, betyder at Daniel går ned med stres, børnene bliver kede af det og jeg selv måske ikke kan overskue situationen, er det ikke det værd! Det synes jeg ikke.. Det er en drøm, men drømmen skal realiseres uden alt for store omkostninger og hvis det ikke kan lade sig gøre, må jeg finde noget andet eller læse det senere. Jeg er klar over at der kommer hårde perioder i studietiden, men det skal der være plads til, uden at det tager ALT pladsen.
Det er 'kun' 3,5 år af mit liv, men hvis det er 3,5 år der vender op og ned på alt og laver om i fremtiden, så er det ikke den vej jeg skal. Det har jeg indset. Og det tror jeg er sundt at indse.
Jeg har pludselig ikke mig selv at tænke på mere, men en familie, der betyder alt og den er (trods alt) det vigtigste i mit liv :)
Til gengæld har det også sat en masse tanker igang om fremtiden og 2 børn kombineret med studie i Ålborg.
Vi har absolut ingen intentioner om at flytte til Ålborg, nu hvor Daniel har et fast job her og vores netværk er her i Århus. Det betyder jo, at jeg skal pendle hver dag frem og tilbage fra Århus til Ålborg, hvilket også betyder, at Daniel sandsynligvis både skal bringe og hente børn, samt lave aftensmad de fleste dage. Han har været hudløs ærlig overfor mig, og sagt at han tror det bliver enormt hårdt for os begge, og han frygter at han skal rammes af stres (som han, før vi blev kærester, har prøvet). Samtidig støtter han mig i min beslutning og synes jeg skal gøre det, jeg brænder mest for.
Det synes jeg også... men det skal ikke være for enhver pris.
Hvis det, at jeg starter på studie i Ålborg, betyder at Daniel går ned med stres, børnene bliver kede af det og jeg selv måske ikke kan overskue situationen, er det ikke det værd! Det synes jeg ikke.. Det er en drøm, men drømmen skal realiseres uden alt for store omkostninger og hvis det ikke kan lade sig gøre, må jeg finde noget andet eller læse det senere. Jeg er klar over at der kommer hårde perioder i studietiden, men det skal der være plads til, uden at det tager ALT pladsen.
Det er 'kun' 3,5 år af mit liv, men hvis det er 3,5 år der vender op og ned på alt og laver om i fremtiden, så er det ikke den vej jeg skal. Det har jeg indset. Og det tror jeg er sundt at indse.
Jeg har pludselig ikke mig selv at tænke på mere, men en familie, der betyder alt og den er (trods alt) det vigtigste i mit liv :)
torsdag den 8. marts 2012
Gør en forskel for en masse børn!
Det her projekt fanger mig virkelig! Det er både uden for rækkevidde og inden for rækkevidde.
Det handler i store træk om børn i Afrika der bliver kidnappet til at være soldater. Drengene bliver fra helt små trænet til at slå ihjel og endda slå deres egne forældre ihjel, samt gøre værre ting end jeg lige vil nævne her. Pigerne bliver kidnappet og bliver til sex-slaver.
Hvad er meningen med denne galskab må man tænke? Hvad er det for en krig der skal kæmpes af børnesoldater? INGEN! Det er det der er det værste!!
Og hvem manden bag dette galskab??
Joseph Kony
Han gør udelukkende kun dette for at bevare sig på 'toppen', for få magt, for at man skal frygte ham. Der er ingen der kæmper imod ham.. Kun ham der fører krig mod andre.
Det er vanvittigt!
Men det kan stoppes. Tjek denne video
I kan også se den HER!
Støt projektet hvor du rent faktisk kan gøre en STOR forskel! Tænk på dine børn. Tænk på andre børn.
Det handler i store træk om børn i Afrika der bliver kidnappet til at være soldater. Drengene bliver fra helt små trænet til at slå ihjel og endda slå deres egne forældre ihjel, samt gøre værre ting end jeg lige vil nævne her. Pigerne bliver kidnappet og bliver til sex-slaver.
Hvad er meningen med denne galskab må man tænke? Hvad er det for en krig der skal kæmpes af børnesoldater? INGEN! Det er det der er det værste!!
Og hvem manden bag dette galskab??
Joseph Kony
Han gør udelukkende kun dette for at bevare sig på 'toppen', for få magt, for at man skal frygte ham. Der er ingen der kæmper imod ham.. Kun ham der fører krig mod andre.
Det er vanvittigt!
Men det kan stoppes. Tjek denne video
Støt projektet hvor du rent faktisk kan gøre en STOR forskel! Tænk på dine børn. Tænk på andre børn.
torsdag den 23. februar 2012
Vaccination - MFR - valget!
Kan I huske indlægget HER? Jeg gik i et etisk dilemma, om Hannibal skulle have sin 15 mrd. MFR vaccination. En masse forskellige ting talte for og imod.
Jeg aftalte en tid med lægen i denne forbindelse, da jeg simpelthen var i syv sind.
Det var en rigtig god samtale jeg havde med lægen. Hun var meget objektiv og forstående for mine tanker og tvivl, og syntes det var fornuftigt at forholde sig kritisk til sådanne ting.
Efter denne samtale og en masse tanker frem og tilbage og en anden faktor, som jeg vil komme tilbage til i en andet indlæg (stay tuned ;) ), kom vi frem til den beslutning at Hannibal skulle vaccineres. Og det blev han så i dag :)
Det var faktisk en lettelse at få det overstået. Bare det, endelig at tage en beslutning nedsatte stres-niveuet en del.
Nu er det gjort og jeg er ret sikker på, at det var den rigtige beslutning.
Jeg aftalte en tid med lægen i denne forbindelse, da jeg simpelthen var i syv sind.
Det var en rigtig god samtale jeg havde med lægen. Hun var meget objektiv og forstående for mine tanker og tvivl, og syntes det var fornuftigt at forholde sig kritisk til sådanne ting.
Efter denne samtale og en masse tanker frem og tilbage og en anden faktor, som jeg vil komme tilbage til i en andet indlæg (stay tuned ;) ), kom vi frem til den beslutning at Hannibal skulle vaccineres. Og det blev han så i dag :)
Det var faktisk en lettelse at få det overstået. Bare det, endelig at tage en beslutning nedsatte stres-niveuet en del.
Nu er det gjort og jeg er ret sikker på, at det var den rigtige beslutning.
mandag den 23. januar 2012
Vaccination -MFR- do or dont?
Hannibal skal have sin 15- måneders vaccination her på mandag. Eller skal han??
Jeg er i et etisk dilemma, som jeg har svært ved at løse på egen hånd. Jeg har med andre ord, brug for hjælp og vejledning.
Den vaccine Hannibal skal have hedder MFR (Mæslinger, Fåresyge og Røde hunde) også kaldet paraply-vaccinationen. Jeg har indtil for nylig ikke tænkt videre over det, men bare bestilt en tid hos lægen til vaccinationen.
Efter en snak med min mor er jeg kommet godt og grundigt i tvivl, om han skal have den her vaccination nu.
I 90'erne fandt havde en læge en teori om at der var en kobling mellem autisme og denne MFR vaccination (til småbørn). Der har været flere eksempler på småbørn der har fået denne vaccination, hvor man senere har fundet ud af, at de er autistiske, men man har aldrig lavet en videnskabelig sammenkobling mellem MFR og autisme. Dermed IKKE sagt der IKKE er en kobling... Man har bare ikke fundet den endnu.
Hverken mine søskende eller jeg selv, fik vaccinationen som små. Det var først senere vi fik den. Det var fordi min mor havde en holdning til, at det simpelthen var for risikabelt at få den. Sådan har hun det endnu.. og det smitter af på mig.
Jeg har prøvet at finde ting og sager på nettet om MFR og har fundet denne side interessant. Og prøv lige at tjekke de her linjer ud:
Tjek liiiige det sidste punkt ud.. Selvom det ikke er bevist der er en sammenhæng, er det alligevel ikke afskrevet helt!
Der er ingen af os søskende, der har 'lidt' under ikke at have fået den. Det er jo ganske naturligt at få disse sygdomme uden vaccination. Men lever vi i en verden hvor vi ikke har 'tid' til at passe vores børn?? Er det derfor det er 'smartest' at få dem vaccineret som helt små? Er der ikke en mening med at vi fysisk og psykisk skal igennem forskellige mindre sygdomsforløb? Er det så FORBUDT ikke at få sit barn vaccineret? ER det ikke mere naturligt og sundt IKKE at få alt muligt vaccination, d-dråber, jern mm. ?
Jeg er i tvivl...
..Hjælp...
Jeg er i et etisk dilemma, som jeg har svært ved at løse på egen hånd. Jeg har med andre ord, brug for hjælp og vejledning.
Den vaccine Hannibal skal have hedder MFR (Mæslinger, Fåresyge og Røde hunde) også kaldet paraply-vaccinationen. Jeg har indtil for nylig ikke tænkt videre over det, men bare bestilt en tid hos lægen til vaccinationen.
Efter en snak med min mor er jeg kommet godt og grundigt i tvivl, om han skal have den her vaccination nu.
I 90'erne fandt havde en læge en teori om at der var en kobling mellem autisme og denne MFR vaccination (til småbørn). Der har været flere eksempler på småbørn der har fået denne vaccination, hvor man senere har fundet ud af, at de er autistiske, men man har aldrig lavet en videnskabelig sammenkobling mellem MFR og autisme. Dermed IKKE sagt der IKKE er en kobling... Man har bare ikke fundet den endnu.
Hverken mine søskende eller jeg selv, fik vaccinationen som små. Det var først senere vi fik den. Det var fordi min mor havde en holdning til, at det simpelthen var for risikabelt at få den. Sådan har hun det endnu.. og det smitter af på mig.
Jeg har prøvet at finde ting og sager på nettet om MFR og har fundet denne side interessant. Og prøv lige at tjekke de her linjer ud:
Status november 2002:
- MFR forårsager ikke Aspergers syndrom, højtfungerende autisme og infantil autisme generelt
- MFR er ikke hovedårsag til væksten på autisme spektret
- MFR kan måske i sjældne tilfælde, hvor en uheldig udgave af vaccinen bruges, give komplikationer, der leder til en særlig form for autisme.
Tjek liiiige det sidste punkt ud.. Selvom det ikke er bevist der er en sammenhæng, er det alligevel ikke afskrevet helt!
Der er ingen af os søskende, der har 'lidt' under ikke at have fået den. Det er jo ganske naturligt at få disse sygdomme uden vaccination. Men lever vi i en verden hvor vi ikke har 'tid' til at passe vores børn?? Er det derfor det er 'smartest' at få dem vaccineret som helt små? Er der ikke en mening med at vi fysisk og psykisk skal igennem forskellige mindre sygdomsforløb? Er det så FORBUDT ikke at få sit barn vaccineret? ER det ikke mere naturligt og sundt IKKE at få alt muligt vaccination, d-dråber, jern mm. ?
Jeg er i tvivl...
..Hjælp...
mandag den 16. januar 2012
Tanker jeg ikke kan slippe og ikke kan beskrive
Jeg læser mange skønne indlæg i blogland hver dag.
I dag har jeg læst et indlæg, der har rørt mig.. Rørt mig dybt og der farer stadig tanker rundt i mit hoved, som jeg ikke kan lade være. Jeg har tænkt på hende hele dagen. På mig selv. På min familie. På alt muligt.
Det handler om hende her (jeg håber det er ok at linke til dig?) som har fået konstateret kræft. Heldigvis en kræft der kan behandles og alt tyder på, at hun nok skal komme igennem det og leve mange flere år med sine tre børn og sin mand.
Det er min værste frygt.. at nogen man kender, eller en selv, skal igennem sådan et sygeforløb hvor man nærmest holder vejret hele tiden. At skulle være svækket og have svært ved at være der for sine børn/barn.. Det må æde en op indefra.. og samtidig gøre en stærkere.
Jeg tror man får et andet, mere sundt, syn på livet, når man i så hård grad, bliver konfronteret med det. Det er vel det eneste der kan trøste en.
Jeg ved det ikke. Jeg er fuld af tanker, men tom for ord. Jeg tænker meget på hende, og hendes familie, men bliver pludselig egoistisk. Tænk hvis det skete for mig.. For os! Tænk hvis man skulle sætte sit liv på stand by, i en lang periode? Tænk hvis man blev hårdt ramt og skulle forlade sine kære? Hvordan kan folk leve videre? For der kan de jo! Det gør de jo!
Heldigvis..
Jeg kommer helt sikkert til at tænke mange flere gode og dårlige tanker det næste lange stykke tid... Så mange at jeg ikke kan få dem ud af munden. Men hvor skal jeg gøre af dem??
Jeg tror jeg vil bruge mit energi, mine tanker og mit gode karma og sende det i hendes retning! Alle dem der tænker på hende, må da give lidt god karma i den rigtige retning!
Jeg tænker...
I dag har jeg læst et indlæg, der har rørt mig.. Rørt mig dybt og der farer stadig tanker rundt i mit hoved, som jeg ikke kan lade være. Jeg har tænkt på hende hele dagen. På mig selv. På min familie. På alt muligt.
Det handler om hende her (jeg håber det er ok at linke til dig?) som har fået konstateret kræft. Heldigvis en kræft der kan behandles og alt tyder på, at hun nok skal komme igennem det og leve mange flere år med sine tre børn og sin mand.
Det er min værste frygt.. at nogen man kender, eller en selv, skal igennem sådan et sygeforløb hvor man nærmest holder vejret hele tiden. At skulle være svækket og have svært ved at være der for sine børn/barn.. Det må æde en op indefra.. og samtidig gøre en stærkere.
Jeg tror man får et andet, mere sundt, syn på livet, når man i så hård grad, bliver konfronteret med det. Det er vel det eneste der kan trøste en.
Jeg ved det ikke. Jeg er fuld af tanker, men tom for ord. Jeg tænker meget på hende, og hendes familie, men bliver pludselig egoistisk. Tænk hvis det skete for mig.. For os! Tænk hvis man skulle sætte sit liv på stand by, i en lang periode? Tænk hvis man blev hårdt ramt og skulle forlade sine kære? Hvordan kan folk leve videre? For der kan de jo! Det gør de jo!
Heldigvis..
Jeg kommer helt sikkert til at tænke mange flere gode og dårlige tanker det næste lange stykke tid... Så mange at jeg ikke kan få dem ud af munden. Men hvor skal jeg gøre af dem??
Jeg tror jeg vil bruge mit energi, mine tanker og mit gode karma og sende det i hendes retning! Alle dem der tænker på hende, må da give lidt god karma i den rigtige retning!
Jeg tænker...
onsdag den 30. november 2011
Jeg lever stadig..
Kære skønne læsere.. jeg er her endnu :) Undskyld stilheden på bloggen! Jeg har faktisk en masse dejlige og rare indlæg i ærmet, men stress-niveauet er stort og overskuddet småt i det lille hjem pt.
Jeg vil ikke lave et langt deprimerende indlæg, men jeg kan da liiige ridse hurtigt op hvad der har 'plaget' hjemmet disse dage... hmm.. hvor skal jeg starte..?
Først havde jeg ufrivilligt tyndskid i en uge, da en pige fortalte mig, at den laveste karakter på kvote 2 sidste år var 9,3 på jordemoderstudiet (hvilket jeg SLET IKKE kan nå til sokkeholderne). Hun havde selvfølgelig ikke ret, da det var gennemsnitskarakteren på kvote 2 og ikke den laveste karakter der var det hun havde set. Jeg skyndte mig at skrive en mail til studievejlederen på jordemoderstudiet, for at høre HVOR meget karakteren betyder noget på kvote 2. Heldigvis er det ikke det bærende, så det er rart... men det gav mig alligevel lige en uge med dårlig mave.. thanks!
Så fik Hannibal da lige en ordentlig omgang rød numse og mærkelige knopper i ansigtet. Det gav mig også lige et nervøst sammenbrud, da jeg pludselig var overbevist om, at dagplejemoderen ikke skifter ham ofte nok. Den røde numse, viste sig at være 3 nye tænder der kom (til dem der ikke har børn, kan jeg fortælle at rød numse og nye tænder har en sammenhæng.. Mærkeligt men sandt.. slå det evt. op på google). De mærkelige bumse-agtige knopper i ansigtet er der dog stadig.. og nå ja, så har han også rødt udslæt rundt om munden.
Oveni det, banker julen på.. Julen er hyggelig, men det gør ondt i pengepungen og vi svømmer ikke ligefrem i penge herhjemme disse tider. Det har givet anledning til diskussioner og bekymring.
Nå ja.. Så har jeg da lige haft tandpine i går og ringede til tandlægen i dag. Jeg er ikke ligefrem glad for at gå til tandlæge, og må nok erkende at det faktisk er et mindre problem for mig, at ligge i den stol. Jeg bliver bleg og får hjertebanken bare ved tanken om et besøg, så det fylder også ret meget i hovedet nu. Desuden er det jo ikke billigt at gå til tandlægen.. især ikke i december!!!
Ud over det er der lidt 'små ting' der fylder og nager, men dem vil jeg skåne jer for..
Hov, så blev det alligevel et halv deprimeret indlæg, men så betegner det nok meget godt mit humør lige nu.. Og når der er store ting der fylder i hovedet, kan små ting lige pludseligt virke overvældende. Bare det at komme til at træde ned i en vandpyt eller knække en negl kan tage pusten fra mig disse dage.. SUK!!
Men tilbage til de hyggelige indlæg... For heldigvis har vi hinanden herhjemme og heldigvis har jeg en masse dejlige mennesker omkring mig, som gør at jeg kan slappe af og tage en dag ad gangen. Derfor kommer der snart en masse hyggelige indlæg om det :)
Jeg ville bare lige give en lyd herfra... og hvilken klagesang det blev! Håber I kunne tage det ;)
Til sidst vil jeg lige dele mit yndlingscitat med jer. Det er skønt, og jeg bliver altid positiv og glad når jeg læser det.. det er godt at huske på!!
Jeg vil ikke lave et langt deprimerende indlæg, men jeg kan da liiige ridse hurtigt op hvad der har 'plaget' hjemmet disse dage... hmm.. hvor skal jeg starte..?
Først havde jeg ufrivilligt tyndskid i en uge, da en pige fortalte mig, at den laveste karakter på kvote 2 sidste år var 9,3 på jordemoderstudiet (hvilket jeg SLET IKKE kan nå til sokkeholderne). Hun havde selvfølgelig ikke ret, da det var gennemsnitskarakteren på kvote 2 og ikke den laveste karakter der var det hun havde set. Jeg skyndte mig at skrive en mail til studievejlederen på jordemoderstudiet, for at høre HVOR meget karakteren betyder noget på kvote 2. Heldigvis er det ikke det bærende, så det er rart... men det gav mig alligevel lige en uge med dårlig mave.. thanks!
Så fik Hannibal da lige en ordentlig omgang rød numse og mærkelige knopper i ansigtet. Det gav mig også lige et nervøst sammenbrud, da jeg pludselig var overbevist om, at dagplejemoderen ikke skifter ham ofte nok. Den røde numse, viste sig at være 3 nye tænder der kom (til dem der ikke har børn, kan jeg fortælle at rød numse og nye tænder har en sammenhæng.. Mærkeligt men sandt.. slå det evt. op på google). De mærkelige bumse-agtige knopper i ansigtet er der dog stadig.. og nå ja, så har han også rødt udslæt rundt om munden.
Oveni det, banker julen på.. Julen er hyggelig, men det gør ondt i pengepungen og vi svømmer ikke ligefrem i penge herhjemme disse tider. Det har givet anledning til diskussioner og bekymring.
Nå ja.. Så har jeg da lige haft tandpine i går og ringede til tandlægen i dag. Jeg er ikke ligefrem glad for at gå til tandlæge, og må nok erkende at det faktisk er et mindre problem for mig, at ligge i den stol. Jeg bliver bleg og får hjertebanken bare ved tanken om et besøg, så det fylder også ret meget i hovedet nu. Desuden er det jo ikke billigt at gå til tandlægen.. især ikke i december!!!
Ud over det er der lidt 'små ting' der fylder og nager, men dem vil jeg skåne jer for..
Hov, så blev det alligevel et halv deprimeret indlæg, men så betegner det nok meget godt mit humør lige nu.. Og når der er store ting der fylder i hovedet, kan små ting lige pludseligt virke overvældende. Bare det at komme til at træde ned i en vandpyt eller knække en negl kan tage pusten fra mig disse dage.. SUK!!
Men tilbage til de hyggelige indlæg... For heldigvis har vi hinanden herhjemme og heldigvis har jeg en masse dejlige mennesker omkring mig, som gør at jeg kan slappe af og tage en dag ad gangen. Derfor kommer der snart en masse hyggelige indlæg om det :)
Jeg ville bare lige give en lyd herfra... og hvilken klagesang det blev! Håber I kunne tage det ;)
Til sidst vil jeg lige dele mit yndlingscitat med jer. Det er skønt, og jeg bliver altid positiv og glad når jeg læser det.. det er godt at huske på!!
torsdag den 10. november 2011
Jeg ønsker mig.. #9
Selvom jeg lige har haft fødselsdag og egentlig er ret mættet af gaver og ønsker der går i opfyldelse, kom jeg lige til at kigge på denne side, som min veninde, med denne blog, linkede til i et ønskeindlæg.
Der fandt jeg selvfølgelig lige et par ting jeg vil flashe her på bloggen.
Åh ja, så kom der lige lidt flere ønsker.
Jeg må lige for en god ordens skyld sige, at jeg ikke forventer at få alle mine ønsker opfyldt og er meget taknemmelig og ydmyg når det sker. Jeg bruger mest af alt disse ønske-indlæg som en slags ønske-liste eller til inspiration.
Derfor må man gerne gå lidt amok i ønsker, når det nu 'kun' er ønsker ;)
Hvad ønsker I jer derude i blogland???
Der fandt jeg selvfølgelig lige et par ting jeg vil flashe her på bloggen.
 |
| En super fed avis-/bladholder i retro orange. Se den HER |
 |
| Rigtig fin skjorte med kirsebær og en masse andet frugt på på. Se den HER |
 |
| En smuk børnetallerken som Hannibal IKKE må få endnu.. da han højest sandsynligt ville smide den på gulvet efter afsluttet måltid. Men smuk er den!! Se den HER |
 |
| Smuk gul Holmegaard glaskugle. Se den HER |
 |
| Hvis man nu havde en lille pige, eller hvis man nu en dag fik sig en lille pige, kunne denne kjole hurtigt blive aktuel en varm sommerdag ved stranden. Jeg får nok ikke Hannibal i den... Se den HER |
 |
| Sjovt retro termometer. Jeg synes det er helt fantastisk! Se det HER |
 |
| Smuk (meget dyr) salatskål fra Torben Ørskov. Se den HER |
 |
| Retro køkkenur med æggeur i rød. Se det HER |
 |
| Smukt grønt retro sengesæt i 2 dele. Ville pryde soveværelset. Det det HER |
 |
| Herlig rød kagedåse. Ville være perfekt til transportering af muffins.. Og så ville det pynte smukt i køkkenet! Se den HER |
 |
| Denne skønne drengejakke kunne jeg til gengæld godt få Hannibal i. Den er endda den rigtige størrelse til efteråret. Ihhh.. kan lige se ham for mig med den på! Se den HER |
Åh ja, så kom der lige lidt flere ønsker.
Jeg må lige for en god ordens skyld sige, at jeg ikke forventer at få alle mine ønsker opfyldt og er meget taknemmelig og ydmyg når det sker. Jeg bruger mest af alt disse ønske-indlæg som en slags ønske-liste eller til inspiration.
Derfor må man gerne gå lidt amok i ønsker, når det nu 'kun' er ønsker ;)
Hvad ønsker I jer derude i blogland???
lørdag den 29. oktober 2011
At blive sentimental alene hjemme lørdag aften...
Efter en veloverstået lørdag, sidder jeg nu, som græsenke, for i aften med ingenting i TV (jo, lige Kill Bill vol. 1, men den har jeg set et par gange efterhånden) og en sovende feberramt søn.
Pludselig går det op for mig, at Hannibal er blevet et år.. at det er et år siden, han kom til verden og at vi alle tre for et år siden, stadig var indlagt på Skejby Sygehus nu..
Jeg får en mærkelig og ubeskrivelig følelse i maven af glæde blandet med sørgmodighed.
Den der første tid, med sit første barn... den får man ikke igen. Den der nybagte baby, de store pludselige følelser, skrøbeligheden, glæden, skrækken.. alle mulige overvældende følelser, man skal tage sig af, i starten.. dem får man ikke igen på samme måde... Det er da lidt sørgmodigt. ik'?
Når jeg ser billeder og videor af den fødslen og de første dage som 'ny familie', bliver jeg også overvældet af den her glæde og kærlighed til mit lille barn. Kærligheden er så stor, at det næsten er ubærligt.. tænk at man vitterligt kan elske nogen så højt, at man vil ofre sit liv for dem (hvis det var det der skulle til ;) ) Jeg elsker mit lille barn. Min lille Hannibal.
Som barn eller ung, har jeg aldrig haft den der lille pige - drøm om far, mor og børn og kæmpe bryllup! Det har vitterligt ikke interesseret mig. Da jeg blev gravid med Hannibal, blev jeg så optaget af graviditeten og fødslen, at jeg nærmest glemte delen efter fødslen.. Nååe ja, der var jo lige den her baby der skulle med hjem ;)
Heldigvis var vi så velsignede med en dreng der var/er lige efter bogen... Og bøger, det brugte jeg meget. Ligeså snart jeg ikke kunne læse ham.. så måtte jeg læse mig 'til ham' i bøgerne. Og det gør jeg egentlig stadig.. men der går en del længere tid imellem ;)
Når jeg nu husker tilbage på hvad der er sket det sidste år, med mig, med Hannibal og med Daniel, så er det jo egentlig en kæmpe mental rejse, vi alle har været på... Hold da op, hvor der sker meget på kort tid. Når ens venner tror at man er blevet kedelig og ting står stille, når man får børn, er det i virkeligheden fordi det modsatte sker.. Nemlig at der sker så overvældende meget, at man somme tider kan have svært ved at magte mange andre ting. Og jeg synes godt om det.
Jeg synes godt om mit liv og vores liv på godt og ondt! For der er dårlige dage og heldigvis gode dage. Dage hvor man synes alt er helt forkert og selvom solen skinner, så træder man i en vandpyt. Dage hvor man smiler til alle på sin vej, og bliver glad, selvom de ikke smiler tilbage.
I dag er en god dag.. i dag er en dag, hvor jeg tænker meget over mange ting. I dag er jeg ikke i byen. Jeg er ikke på rejse. Jeg er ikke sammen med mine venner. Jeg er ikke helt alene. Jeg er bare her.. Og det er rart lige i dag :)
Pludselig går det op for mig, at Hannibal er blevet et år.. at det er et år siden, han kom til verden og at vi alle tre for et år siden, stadig var indlagt på Skejby Sygehus nu..
Jeg får en mærkelig og ubeskrivelig følelse i maven af glæde blandet med sørgmodighed.
Den der første tid, med sit første barn... den får man ikke igen. Den der nybagte baby, de store pludselige følelser, skrøbeligheden, glæden, skrækken.. alle mulige overvældende følelser, man skal tage sig af, i starten.. dem får man ikke igen på samme måde... Det er da lidt sørgmodigt. ik'?
Når jeg ser billeder og videor af den fødslen og de første dage som 'ny familie', bliver jeg også overvældet af den her glæde og kærlighed til mit lille barn. Kærligheden er så stor, at det næsten er ubærligt.. tænk at man vitterligt kan elske nogen så højt, at man vil ofre sit liv for dem (hvis det var det der skulle til ;) ) Jeg elsker mit lille barn. Min lille Hannibal.
Som barn eller ung, har jeg aldrig haft den der lille pige - drøm om far, mor og børn og kæmpe bryllup! Det har vitterligt ikke interesseret mig. Da jeg blev gravid med Hannibal, blev jeg så optaget af graviditeten og fødslen, at jeg nærmest glemte delen efter fødslen.. Nååe ja, der var jo lige den her baby der skulle med hjem ;)
Heldigvis var vi så velsignede med en dreng der var/er lige efter bogen... Og bøger, det brugte jeg meget. Ligeså snart jeg ikke kunne læse ham.. så måtte jeg læse mig 'til ham' i bøgerne. Og det gør jeg egentlig stadig.. men der går en del længere tid imellem ;)
Når jeg nu husker tilbage på hvad der er sket det sidste år, med mig, med Hannibal og med Daniel, så er det jo egentlig en kæmpe mental rejse, vi alle har været på... Hold da op, hvor der sker meget på kort tid. Når ens venner tror at man er blevet kedelig og ting står stille, når man får børn, er det i virkeligheden fordi det modsatte sker.. Nemlig at der sker så overvældende meget, at man somme tider kan have svært ved at magte mange andre ting. Og jeg synes godt om det.
Jeg synes godt om mit liv og vores liv på godt og ondt! For der er dårlige dage og heldigvis gode dage. Dage hvor man synes alt er helt forkert og selvom solen skinner, så træder man i en vandpyt. Dage hvor man smiler til alle på sin vej, og bliver glad, selvom de ikke smiler tilbage.
I dag er en god dag.. i dag er en dag, hvor jeg tænker meget over mange ting. I dag er jeg ikke i byen. Jeg er ikke på rejse. Jeg er ikke sammen med mine venner. Jeg er ikke helt alene. Jeg er bare her.. Og det er rart lige i dag :)
lørdag den 17. september 2011
IKEA = IKke Egnet til Almindelige mennesker
Ja, som overskriften lyder, så vi var vi en tur i IKEA i dag. Det store frygtindgydende discout-helvede. Der skulle jo nærmest være en kæmpe advarsels-label bag på bygningen, hvor der står
'Ikke egnet til folk med hjerteproblemer eller humørsvingninger.. især ikke til ikke-multitaskende mænd med børn'
Pyyyyh, hvor kan det ødelægge ens gode lørdagshumør. Kun Hannibal i bæreselen grinede og smilte, mens vi løbe rundt, som jagede mus, for finde de ting vi skulle bruge, så vi hurtigst muligt kunne komme derfra igen...
IKEA er godt, når man mangler et par småting til huset. Det er bare forbandet, at der skal være så mange vanvittige mennesker det sted! Den ene tonser frem med indkøbsvognen og de larmende unger, der vil have 'HOTDOGS NUU!!', den anden slentrer på midtergangen og gør det umuligt at komme forbi.. Jesus! Jeg forstår ikke de folk, der synes det er hyggeligt..? Hyggeligt..?? Discount helvede, hyggeligt?? Det satte da gang i gode gamle små-skændes fanden hos både Daniel og mig. Godt vi er gode til at blive i godt humør, ligeså snart man kører derfra og IKEA er ude af syne igen!
Nå, så kom det sure maveopstød ;) Og med det sagt, så har dagen ellers været rigtig god og hyggelig! Og nu er stearinlysende tændt og filmen smidt på... aaahhhhhhh....
Kan I mærke hyggen og varmen??
torsdag den 15. september 2011
En dag som jordemoderstuderende!
Jeg var så heldig, at jeg i dag, var studerende på Ålborg university college! Ja, jeg fik simpelthen lov til (sammen med en anden håbende kvinde) at overvære timerne på et hold på jordemoderstudiet i dag og tilmed få en snak med studievejlederen efterfølgende!!
Dagen startede kl. 05.20 hvor ikke engang solen er stået op.. pyhhh! Men lidt vand i hovedet og en god omgang havregryn kan gøre underværker ;) Afsted kom jeg så kl. 06.15 i bil! Kun 1 time og 18 minutter tog det!
Kl. 07.33 ankom jeg så til VIA University College Jordemoderuddannelsen i Ålborg.. Jeg sad lidt i bilen, og var nærmest nødt til at tage mig sammen til at gå ind.. Jeg havde simpelthen så mange sommerfugle i maven, og nærmest ærefrygt over at se den store bygning hvor der, på glasdørerne stod (bla.) 'Jordemoderuddannelsen'.. WOW! Stort at være der!
Kender I det, hvor man vil noget SÅ meget, at man næsten ikke kan bære, hvis det ikke skal være sådan?? Sådan havde jeg det i dag... Det var den BEDSTE oplevelse at 'deltage' i timerne! Jeg var helt opslugt af alt den spændende information. Stemningen var oveni rar, civiliseret og varm. Jeg følte mig i ro.. ja, nærmest hjemme! Jeg er godt klar over, at én enkelt time ikke omfatter hele uddannelsen.. men når man bare har en rigtig god følelse, så er man jo ikke helt galt på den?
Nå, men en rigtig god dag er nu afsluttet og jeg er endnu mere (hvis man kan blive det) sikker på, at jordemoder er det jeg skal være!
Ahhh... en god dag er afsluttet, og nu ligger jeg med benene oppe og ser valg.. eller dvs. jeg holder mig nærmest både for ører og øjne og tør ikke kigge før de har talt alle stemmerne op! Kan det virkelig passe, at vi endelig får en ny regering?! Uhhh!!
God valg-aften folks!
Dagen startede kl. 05.20 hvor ikke engang solen er stået op.. pyhhh! Men lidt vand i hovedet og en god omgang havregryn kan gøre underværker ;) Afsted kom jeg så kl. 06.15 i bil! Kun 1 time og 18 minutter tog det!
Kl. 07.33 ankom jeg så til VIA University College Jordemoderuddannelsen i Ålborg.. Jeg sad lidt i bilen, og var nærmest nødt til at tage mig sammen til at gå ind.. Jeg havde simpelthen så mange sommerfugle i maven, og nærmest ærefrygt over at se den store bygning hvor der, på glasdørerne stod (bla.) 'Jordemoderuddannelsen'.. WOW! Stort at være der!
Kender I det, hvor man vil noget SÅ meget, at man næsten ikke kan bære, hvis det ikke skal være sådan?? Sådan havde jeg det i dag... Det var den BEDSTE oplevelse at 'deltage' i timerne! Jeg var helt opslugt af alt den spændende information. Stemningen var oveni rar, civiliseret og varm. Jeg følte mig i ro.. ja, nærmest hjemme! Jeg er godt klar over, at én enkelt time ikke omfatter hele uddannelsen.. men når man bare har en rigtig god følelse, så er man jo ikke helt galt på den?
Nå, men en rigtig god dag er nu afsluttet og jeg er endnu mere (hvis man kan blive det) sikker på, at jordemoder er det jeg skal være!
Ahhh... en god dag er afsluttet, og nu ligger jeg med benene oppe og ser valg.. eller dvs. jeg holder mig nærmest både for ører og øjne og tør ikke kigge før de har talt alle stemmerne op! Kan det virkelig passe, at vi endelig får en ny regering?! Uhhh!!
God valg-aften folks!
tirsdag den 9. august 2011
To eat meat, or not to eat meat..?
Jeg sidder lige nu og stener lidt Oprah... Ja, er ikke stolt, men det er det eneste der er værd at se lige nu.. og TV vil jeg se!
Anyway.. programmet handler om kød, veganere og hvordan kvæg mm. bliver slagtet. Man får bl.a. et indblik i hvordan dagen på en slagterfabrik foregår, og hvis man ikke i forvejen spiser lidt kød, vil det her da få enhver til at overveje livet som vegetar eller veganer.
Jeg har det dobbelt med det!
Her hjemme spiser vi SJÆLDENT kød. Det skyldes at Daniel ikke er vild med svinekød eller fisk. Oksekød er jeg ikke stor fan af, og kylling ses sjældent på aftensmads-bordet. En gang imellem laver vi en ret bestående af victoriabars (en fisk, der smager så lidt af fisk, at Daniel kan spise den) og hvis vi virkelig flotter os, bliver det til en grydestegt kylling en gang imellem. Så det er bestemt ikke fordi vi er afhængig af kød. På den anden side, så nyder jeg ALT for meget den lækre lammesteg vi ofte får hos mine forældre, til at kunne afskrive kød helt. Det smager jo godt!! Men hvis jeg spiser for meget kød, kan min mave kort og godt ikke magte det. Det medfører kvalme, træthed og et par ture på WC. Så hvis jeg ville, tror jeg sagtens jeg kunne undvære kød HELT.
Jeg ser ikke noget umoralsk i at spise kød! Det er en del af vores fødekæde at spise køer, høns, lam, svin mm. Overdrevet kødforbrug synes jeg til gengæld er umoralsk. Vi danskere har det med at spise kæmpe mængder kød og i de fleste danske hjem serveres der kød stort set hver dag. Det kræver altså enorme mængder slagtninger på en dag: 'I 2009/10 slagtede Danish Crown ca. 16,3 mio. svin og søer i Danmark Dertil kommer ca. 3,1 mio. slagtninger i udlandet – i datterselskaber i henholdsvis England, Sverige og Polen.' Tjek denne side. Det synes jeg er overdrevet meget!
Hvorfor er et måltid ikke fuldendt hvis der ikke kommer kød på bordet??
For ikke lang tid siden spurgte jeg min sundhedsplejerske om Hannibal mon fik nok kød??? Jeg havde jo læst i de fleste (danske) bøger at det er VIGTIGT at de små også spiser kød min. en gang om ugen. Men hvorfor give ham kød, når vi ikke selv spiser det? Jeg fik helt dårlig samvittighed over ikke at give ham kød. Min søde sundhedsplejerske sagde så, at det slet ikke er så vigtigt igen og at det (som skrevet før) er et dansk fænomen at spise så meget kød. Han får rigeligt med protein i mælk og andre ting. Vi kan bare give ham kød, når vi selv spiser det. Godt så!
Jeg er umådelig glad for, at Daniel ikke er den store kødspiser, for det betyder at maden vi får her hjemme er rig på en masse andre ting, som grøntsager, frugt, brød osv. Og Daniel er genial til at lave det! Stort set alt er hjemmelavet.
Jeg har aldrig savnet at spise mere kød, men jeg nyder godt kød så meget til, at jeg ikke tør tage springet og afskrive kød fuldstændigt!
Hvad synes I?? Hvad spiser I?
Anyway.. programmet handler om kød, veganere og hvordan kvæg mm. bliver slagtet. Man får bl.a. et indblik i hvordan dagen på en slagterfabrik foregår, og hvis man ikke i forvejen spiser lidt kød, vil det her da få enhver til at overveje livet som vegetar eller veganer.
Jeg har det dobbelt med det!
Her hjemme spiser vi SJÆLDENT kød. Det skyldes at Daniel ikke er vild med svinekød eller fisk. Oksekød er jeg ikke stor fan af, og kylling ses sjældent på aftensmads-bordet. En gang imellem laver vi en ret bestående af victoriabars (en fisk, der smager så lidt af fisk, at Daniel kan spise den) og hvis vi virkelig flotter os, bliver det til en grydestegt kylling en gang imellem. Så det er bestemt ikke fordi vi er afhængig af kød. På den anden side, så nyder jeg ALT for meget den lækre lammesteg vi ofte får hos mine forældre, til at kunne afskrive kød helt. Det smager jo godt!! Men hvis jeg spiser for meget kød, kan min mave kort og godt ikke magte det. Det medfører kvalme, træthed og et par ture på WC. Så hvis jeg ville, tror jeg sagtens jeg kunne undvære kød HELT.
Jeg ser ikke noget umoralsk i at spise kød! Det er en del af vores fødekæde at spise køer, høns, lam, svin mm. Overdrevet kødforbrug synes jeg til gengæld er umoralsk. Vi danskere har det med at spise kæmpe mængder kød og i de fleste danske hjem serveres der kød stort set hver dag. Det kræver altså enorme mængder slagtninger på en dag: 'I 2009/10 slagtede Danish Crown ca. 16,3 mio. svin og søer i Danmark Dertil kommer ca. 3,1 mio. slagtninger i udlandet – i datterselskaber i henholdsvis England, Sverige og Polen.' Tjek denne side. Det synes jeg er overdrevet meget!
Hvorfor er et måltid ikke fuldendt hvis der ikke kommer kød på bordet??
For ikke lang tid siden spurgte jeg min sundhedsplejerske om Hannibal mon fik nok kød??? Jeg havde jo læst i de fleste (danske) bøger at det er VIGTIGT at de små også spiser kød min. en gang om ugen. Men hvorfor give ham kød, når vi ikke selv spiser det? Jeg fik helt dårlig samvittighed over ikke at give ham kød. Min søde sundhedsplejerske sagde så, at det slet ikke er så vigtigt igen og at det (som skrevet før) er et dansk fænomen at spise så meget kød. Han får rigeligt med protein i mælk og andre ting. Vi kan bare give ham kød, når vi selv spiser det. Godt så!
Jeg er umådelig glad for, at Daniel ikke er den store kødspiser, for det betyder at maden vi får her hjemme er rig på en masse andre ting, som grøntsager, frugt, brød osv. Og Daniel er genial til at lave det! Stort set alt er hjemmelavet.
Jeg har aldrig savnet at spise mere kød, men jeg nyder godt kød så meget til, at jeg ikke tør tage springet og afskrive kød fuldstændigt!
Hvad synes I?? Hvad spiser I?
Abonner på:
Kommentarer (Atom)