lørdag den 29. oktober 2011

At blive sentimental alene hjemme lørdag aften...

Efter en veloverstået lørdag, sidder jeg nu, som græsenke, for i aften med ingenting i TV (jo, lige Kill Bill vol. 1, men den har jeg set et par gange efterhånden) og en sovende feberramt søn.


Pludselig går det op for mig, at Hannibal er blevet et år.. at det er et år siden, han kom til verden og at vi alle tre for et år siden, stadig var indlagt på Skejby Sygehus nu.. 
Jeg får en mærkelig og ubeskrivelig følelse i maven af glæde blandet med sørgmodighed. 


Den der første tid, med sit første barn... den får man ikke igen. Den der nybagte baby, de store pludselige følelser, skrøbeligheden, glæden, skrækken.. alle mulige overvældende følelser, man skal tage sig af, i starten.. dem får man ikke igen på samme måde... Det er da lidt sørgmodigt. ik'? 


Når jeg ser billeder og videor af den fødslen og de første dage som 'ny familie', bliver jeg også overvældet af den her glæde og kærlighed til mit lille barn. Kærligheden er så stor, at det næsten er ubærligt.. tænk at man vitterligt kan elske nogen så højt, at man vil ofre sit liv for dem (hvis det var det der skulle til ;) ) Jeg elsker mit lille barn. Min lille Hannibal. 


Som barn eller ung, har jeg aldrig haft den der lille pige - drøm om far, mor og børn og kæmpe bryllup! Det har vitterligt ikke interesseret mig. Da jeg blev gravid med Hannibal, blev jeg så optaget af graviditeten og fødslen, at jeg nærmest glemte delen efter fødslen.. Nååe ja, der var jo lige den her baby der skulle med hjem ;)
Heldigvis var vi så velsignede med en dreng der var/er lige efter bogen... Og bøger, det brugte jeg meget. Ligeså snart jeg ikke kunne læse ham.. så måtte jeg læse mig 'til ham' i bøgerne. Og det gør jeg egentlig stadig.. men der går en del længere tid imellem ;)


Når jeg nu husker tilbage på hvad der er sket det sidste år, med mig, med Hannibal og med Daniel, så er det jo egentlig en kæmpe mental rejse, vi alle har været på... Hold da op, hvor der sker meget på kort tid. Når ens venner tror at man er blevet kedelig og ting står stille, når man får børn, er det i virkeligheden fordi det modsatte sker.. Nemlig at der sker så overvældende meget, at man somme tider kan have svært ved at magte mange andre ting. Og jeg synes godt om det. 


Jeg synes godt om mit liv og vores liv på godt og ondt! For der er dårlige dage og heldigvis gode dage. Dage hvor man synes alt er helt forkert og selvom solen skinner, så træder man i en vandpyt. Dage hvor man smiler til alle på sin vej, og bliver glad, selvom de ikke smiler tilbage. 


I dag er en god dag.. i dag er en dag, hvor jeg tænker meget over mange ting. I dag er jeg ikke i byen. Jeg er ikke på rejse. Jeg er ikke sammen med mine venner. Jeg er ikke helt alene. Jeg er bare her.. Og det er rart lige i dag :)


video






4 kommentarer:

Xo Ein Ding sagde ...

Dejligt indlæg :) Og både tillykke og god bedring med Hannibal. Vi er heldigvis sluppet for feberen herhjemme, men trunten er stadig helt stoppet til og har det rigtig elendigt. Jeg synes virkelig, at alle bloglands unger er syge for tiden.. Stakler altså..

Kh Line

Kia sagde ...

Hej Line!
Tak for din kommentar og rart at vide, at der er en der synes godt om mit sentimentale indlæg :)
Ja, de unger er bare udsatte lige nu! Hannibal vågnede i morges med 39,9 i feber og ligger bare helt afkræftet i dynerne.. Så turen går til lægevagten igen igen :(
God bedring til lille Freja!

Mvh Kia

Anna Svenning sagde ...

Hej Kia

Ja, det er præcis sådan, jeg også har det! Det er en kæmpe mental rejse - nok den vildeste man tager, mon ikke? Dejligt indlæg!

KH
Anna

Kia sagde ...

Hej Anna!
Tak :) Ja, mon ikke de fleste førstegangs-familier kommer igennem sådan en rejse og først efter noget tid, opdager hvor meget man har udviklet sig..? Fantastisk er det i hvert fald!

Mvh Kia