Vinteren og dens luner...

Nu træder vi snart for alvor ind i vintermånederne og det kan mærkes i huset.

Jeg er egentlig ret vild med denne tid på året med røde kinder, frisk luft og smukke glinsende sorte morgener… MEN… hver ting har en pris. Prisen for denne tid er alle dens forbandede sygdomme. 
Lige i skrivende stund ligger drengene og hoster om kap i sengene, mens 11-tallene ingen ende synes at tage. Lige som jeg troede vi fik et break fra 3 ugers on/off roskildesyge, så kom influenza-symptomerne langsomt snigende… Og nu synes jeg faktisk det gerne må fise af… alt det der sygdom…

Tænk sig, at det næsten kommer bag på mig hver vinter. Altså hvor meget sygdom der egentlig er i luften. Det bliver især forstærket med børn og ISÆR med flere børn, der ynder at mysse hinandens snotmunde til stor væmmelse (og også lidt glæde) hos forældrene. De bliver bare VED med at smitte hinanden. Som en skrue uden ende. Det er godt jeg er SÅ glad for mit studie, ellers ved jeg ikke om jeg ville holde til at stå op hver morgen 4.35 efter sammenlagt 4 timers søvn, pendle i 3 timer, have 6 timers undervisning, pendle 3 timer hjem igen, spise aftensmad, tørre snotnæser, putte unger og gå kold. Sådan ca. ser min hverdag ud. Kæreste? Jo, han eksisterer herhjemme… lidt endnu i hvert fald… Krydser fingre for han har lyst til at blive… 

Studiestart!

Beklager stilheden på bloggen, først og fremmest!

I kan jo nok godt regne ud hvorfor. Jeg er nemlig startet på et nyt kapitel i mit liv. På min drømmeuddannelse, jordemoderstudiet! 
Det har været en sjov, men hård start. Heldigvis mest sjovt og hyggeligt at lære nye søde piger at kende. Vi har haft rustur og intro mm., men er også gået lige på og hårdt med anatomi/fysiologi. Det er hårdt. Der er meget at læse... Rigtig meget! Og det er udenadslære, hvilket jeg ikke er en ørn til, men det må jeg simpelthen lære, for jeg føler virkelig jeg er kommet på rette hylde i mit liv. Jeg skal være jordemoder.. det skal jeg bare!!

En anden rigtig hård ting ved at være startet er, at jeg ikke ser så forfærdeligt meget til mine børn. Studiet ligger i Ålborg, så jeg pendler hver dag fra Århus, hvilket betyder, at det er Daniel der afleverer og henter unger, samt laver aftensmad. Nogle dage, når jeg har fri kl. 16, når jeg næsten ikke at se dem, da jeg først er hjemme ved en 19 tiden og det er der Hannibal bliver puttet... Suk!

Men med det sagt, så er jeg SÅ glad for studiet allerede. Jeg føler mig så heldig over at være kommet ind! Jeg glæder mig hver dag til at komme i skole og lære noget nyt inden for jordemoderfeltet..
Vi skal i observationspraktik her i weekenden og jeg skal (forhåbentligt) overvære min allerførste fødsel (foruden min egen... men det er jo slet ikke det samme)! Det er helt vildt og jeg glæder mig og er nervøs på samme tid. 

Her hjemme bliver der læst en del hver dag, foruden i toget. Især onsdag, når vi har studiedag, bliver det meste af dagen brugt på lektier mm. Jeg er som regel helt ør i hovedet efter sådan en dag, og samtidig kan jeg ikke lægge det fra mig. Drømmer sågar somme tider om latinske betegnelser for celler, nerver mm... Zzz... mitocondrier... cerebellum... sinus saggitalis...zzz... ;)

Lorteliiiiv!!

Jeg sidder nu i en zombie ligende tilstand og tasfgde .. tasker... taster forkert igen og igen, mens det indre stressniveau er rødglødende.. kan man overhovedet sige det?? 

Anyway.. 

Vi har mildest talt haft nogle hårde nætter med Jonathan i snart en hel uge. Han vågner om natten og græder og græder on INTET kan få ham til at falde til ro. Endelig efter lang tids trøsten, sut-i-mund, aen, op mellem mor og far, amning osv. falder han til ro. I nat brugte vi en hel time på at få ham til ro og jeg hørte mig selv hviske/råbe (I ved, når man hvisker virkelig højt, så man bliver helt hæs) LORTELIV!! 

Ja, det var altså lige sådan jeg havde det i går. Magen til lorteliv skal man lede længe efter. 

I dag har Jonathan så lige 'spiced' trætheden op med lange grædeture, velcro-baby der vil sidde på arm og korte middagslure.. Åh ja, det er vist sikkert at sige at jeg er en meget MEGET træt mor disse dage. Især mentalt. Det samme med Daniel. Hannibal.. Ja, han er evigglad som altid. Vi er heldigvis også gode til at lave hyggelige ting med ham, så han ikke skal føle hele dagen bliver til en 'mor og far er trætte og skændes og baby græder konstant' - dag. 

Nu er Hannibal og Jonathan lagt. Jeg kigger konstant på babyalarmen og mærker at mit indre stressniveau tager stor skade... 

Åh Gud, hvem var det lige der sagde det var fedt at have børn?? 

Bare rolig! Jeg elsker jo mine børn, men nogle dage skal man jo lige ud med lidt... og det skulle jeg lige i dag!

KOM NU! GIV MIG BARE ET PAR TIMERS SØVN I NAT!!!! I STREG, TAK!

At pådutte og den selvopfyldende profeti!

Man gør sig en stor portion tanker, når man får børn. Ikke kun bekymringer om søvnløse nætter, udvikling og andet, men også en hel del om opdragelse. Især når børnene bliver større. 
Jeg har altid haft en idé om, at jeg vil opdrage mine børn meget ligesom mine forældre opdragede mig. Selvfølgelig er der en del ting jeg vil gøre anderledes, men mange grundlæggende ting, vil jeg gøre som mine forældre også gjorde. Jeg har haft en ganske god barndom og det ønsker jeg mine børn skal have også. 
Heldigvis er Daniel og jeg ret enige om mange ting mht. opdragelse. Vi har ikke haft store diskussioner eller uenigheder. Når der har været punkter, hvor vi er uenige, har vi som regel fundet en god løsning på det. Det er godt at have ens synspunkter, men det er sørme også godt at man er forskellige som mor og far. Især hvis man kan lære af hinanden. 

Man kan have mange idéer til opdragelse. De fleste er vi selv herre over, men andre ting ser vi ikke. 
Jeg kom pludselig til at tænke på, idag, hvordan mange forældre pådutter sine børn forskellige ting. Jeg omformulerer mig. Jeg tror ALLE forældre pådutter sine børn store eller små ting. Mest ubevidst og selvfølgelig med gode hensigter. Vi gør jo det, vi synes er det bedste.
Men jeg tænker på f.eks. når man køber legetøj til dem, putter musik på, læser bøger osv. Det er jo OS som forældre der vælger hvad barnet skal præsenteres for. Hvad VI synes er bedst. Og det er jo godt. Men hvad med den dag, hvor Hannibal kommer hjem og vil se 'Barbie' på computeren (ja, det sker ofte) og vil lege med dukker eller andet? Hvad med den dag, hvor han siger til far, at han ikke vil spille fodbold, men danse ballet?? Hvad med den dag, hvor han vil stemme til højre for midten (Gud forbyde det ;) ) Eller hvad med den dag han KUN vil gå i meget dyrt mærketøj? Osv... Hvor forstående, accepterende og anerkendende er man så? 
Jeg vil jo gerne se mig selv, som ret tålmodig og forstående som mor overfor mine drenge. Jeg regner med, at ville støtte dem i alt... i hvert fald det meste. Hvor går min grænse? Jeg ved det ikke... 
På et tidspunkt skrev nogle søde blogmødre om deres mindre gode forhold til 'Hallo Kitty'. Deres døtre var nemlig helt optaget af Hallo Kitty med alt hvad det indebærer af 'udstyr' og tøj. Det var de mindre tilfredse med. Og det kunne jeg da sagtens sætte mig ind i. Sådan ville jeg sikkert også have det. Jeg køber trælegetøj, genbrugsrangler, 70'er klodser mm. Men for Hannibal var det sjoveste legetøj 'larme-legetøjet' med de frygtelige skrigende farver. Men det var fedt for ham. Når det ikke lige passer ind i 'vores stil' eller forestilling om hvad godt legetøj og tøj er, så er man (læs; jeg og sikkert en masse andre) tilbøjelige til at rakke det ned. 
Jeg synes selv, at jeg burde være bedre til at acceptere, når mine unger måske er til noget andet end jeg. Jeg vil helst ikke være 'hende moderen' der siger "Det får du simpelthen bare ikke!!", hvis barnet vælger Lamaze-sommerfuglen fremfor træranglen. Det burde alle blive bedre til.
Jeg husker tydeligt alt det legetøj Hannibal havde, da han lige havde lært at kravle. Men det sjoveste for ham, var en shampoo flaske (!??). Hvem er jeg hvis jeg så vil pådutte ham noget andet? Prøve at få ham til at lege med andet legetøj, fordi det er mere moderne?? Hvem er jeg, hvis jeg nægter Hannibal at få en bluse på med Disney-tryk fremfor de hjemmesyede smækbukser, fordi det ikke lige passer ind i min stil? Jeg synes i hvert fald ikke, at jeg er en specielt accepterende og anerkendende mor hvis det var tilfældet. 

En anden ting jeg har tænkt over mht. opdragelse er den der form for selvopfyldende profeti. Det vi siger til børnene, er det de tager til sig. 
'Du driller', 'du spiser ingenting', 'du er sød' osv. Min kloge mor siger, at børn gør ikke som man siger. De gør som man gør! Det er jo så sandt. Men de 'gør' også det man siger de 'er'! Mine forældre sagde altid; 'Du er rigtig fars pige' eller 'du er så hidsig altid' osv. Det er først i mine voksne år, og faktisk først rigtigt efter jeg mødte Daniel og har fået børn, at det er gået op for mig, at det ikke nødvendigvis er lov, det man har fået fyldt ørerne med som barn.. og egentlig stadig får at vide. Men man lever ubevidst op til de forventninger. Både som barn og voksen. 
Det er lettere sagt end gjort, at undgå at sige hvordan ens børn er, til dem selv. Men jeg tænker ofte over det og jeg vil helst undgå at pådutte dem hvordan de er, hvorefter de dermed lever op til denne selvopfyldende profeti. De 'gør' som man siger de 'er'. 
At sætte ord på deres følelser er helt noget andet. Det gør vi meget herhjemme og Hannibal sætter ofte ord på følelser. 'Mor er sur', 'Hannibal er glad' osv. Men det bare en del af udviklingen. At pådutte dem hvordan de ER, synes jeg er noget andet. 

Med det sagt, vil jeg sige, at jeg ikke er perfekt som mor!! Ingen er perfekte og heldigvis! Jeg gør sikkert dagligt samtlige af de ting, jeg helst vil undgå. Men jeg gør mig tanker om det og prøver at se indad og lave om på den måde, jeg aller helst vil undgå at være overfor mine børn. Jeg synes det er SÅ spændende og interessant at opdrage. Jeg ser det som en lærerig og fantastisk del af mit liv, at kunne være med til at opdrage. At kunne give kærlighed og viden videre. På godt og ondt. 
Hvilke udfordringer kommer der om et år? Om 10 år? 

Uanset hvad, så tror jeg at mine forældre gjorde hvad de synes var det rigtige, ligesom jeg vil gøre hvad jeg synes er rigtigt. Og hvis man gør det bedste man kan, kan ingen forlange mere. 

Hvad synes I? Hvad har I tænkt meget over mht. opdragelse? Hvad er jeres svage sider? Hvad er I trætte af i den kollektive opdragelse i samfundet? Hvad er 'normen'? Og er det egentlig normalt?

Jeg vil slutte af med at sige, at jeg ikke er 'efter nogen'. Jeg synes ikke jer skønne mødre i blogland skal 'skamme jer' over de ting I nu skriver om mht. børn ;) Overhovedet ikke. Jeg er som sagt ikke bedre selv. Det er bare tanker jeg har lyst til at dele og gerne vil høre jeres mening om.  

Håber I vil tage godt imod det :)

Kærligheden vokser..

Det med at elske sine børn betingelsesløst, det er ikke noget jeg gør fra det sekund de kommer ud af maven. Det er noget, der for mig, skal blomstre lige så langsomt, ellers synes jeg, at det bliver for påtaget. At det kommer til at ske, er jeg heldigvis sikker på. Men det tager den tid, det nu tager. 
Selvfølgelig vil jeg, lige fra helt start, passe på dem, give dem kærlighed og mest af alt beskytte dem mod hele verden (kan man egentlig det??) jeg er jo MOR. Men den der 'forelskelse' man har overfor sit barn, den kommer altså først lidt tid efter fødslen for mig. 

Kærligheden og forelskelsen mellem Jonathan og mig er virkelig begyndt at blomstre. I takt med at hormonerne er på retur og Jonathan er blevet en del af vores hverdag, kan jeg mærke den her forelskelse spire med lynets hast. Bare i weekenderne, når jeg ikke har ham ved mig hele tiden, men Pappi tager en del over, savner jeg ham... SAVNER HAM...???? For bare en måned siden ville jeg ønske jeg havde MEGET MERE alenetid. Men den lille purk er vokset på mig. Og måske endda vokset fast på min arm.. 

Derfor bliver jeg aldrig en 'hausfrau'..

Nummer 1: Fordi jeg ikke er opfindsom nok til at lægge planer for hvad jeg vil lave hver dag og ikke er kreativ nok til at sy/strikke bukser, bluser eller andet til ungerne. Desuden gør jeg ikke rent, laver mad, vasker tøj hver dag.. Hvilket fører mig videre til..

Nummer 2: Fordi jeg er det største rode-hoved!! Jeg kan godt finde ud af, at rydde op, men jeg gør det med jææævne mellemrum.. Host host... 

Nummer 3: Jeg har aldrig været god til at lave mad. Engang skulle jeg bage boller (ikke nogle fancy boller, bare boller.. ikke så ophidsende) til min daværende kæreste. Alt var planlagt sådan, at når han trådte ind af døren til min lejlighed ville der være en overvældende duft af boller i ovnen, så man rigtig kunne glæde sig. So far so good, men da vi lige skulle kigge til vidunderne i ovnen bliver vi begge (og især mig) svært skuffede.. I stedet for store flotte brune boller, lå der små flade blege dej-klatter. Har formået at dræbe gær-cellerne i alt for varmt vand eller noget.. Allerede der gik det op for mig, hvilken skuffelse jeg ville have været i en tid, hvor alle kvinder skulle på husholdningsskole og tjene deres mænd, når de kom hjem fra hårdt arbejde. Jeg ville da aldrig blive gift..
Jeg har lært det med at lave mad nu og kan sagtens følge opskrifter. Men kok, det bliver jeg ALDRIG!

Nummer 4: Jeg er ikke god til at være i hjemmet i længere tid ad gangen. Ikke at skulle på job eller studie eller andet, kan give mig helt klaustrofobi. Bare det at være på barsel og have dage, hvor jeg er så smadret at jeg ikke kan overskue at bevæge mig ud, undtagen når Hannibal skal hentes, giver mig knopper! Jeg er et enormt socialt menneske og at være på barsel i baby-boblen eller passe hus er bare ikke mig! Jeg gider desuden ikke klæde mig pænt på, rede mit hår eller tage deo på, når jeg bare skal være derhjemme. Og det går jo ikke, hvis det skulle ske hver dag, eller næsten hver dag.. Stakkels Daniel! 

Nummer 5: Jeg har ikke grønne fingre!! De er nok mere sorte og dødbringende, for hver gang jeg får fingrene i planter eller blomster, formår jeg at dræbe dem. Da vi flyttede ind i vores lille hus, var haven SMUK og fyldt med både roser og andre ting (ja, ved da ikke hvad de hedder), men jeg tvivler på, om der overhovedet vil komme vintergækker i haven i år.. Det eneste der gror på livet løs er græsset.. Og nå ja, så har jeg to kaktusser i vindueskarmen.. de er ikke døde... endnu..

Respekt til jer der formår den opgave at være hausfrau. Jeg egner mig ikke, men det har jeg heldigvis accepteret. Hmmm... hvis jeg nu blev gift med en rigmand, kunne jeg jo bare ansætte folk til at passe børn, rydde op, lave mad og passe haven, men jeg drikker kaffe laffe (latte) og spiser kage med alle mine piger.. Så er det måske en anden sag... 

Om ikke at føle sig tilstrækkelig og ikke må sige det..

Jeg må advare om et hudløst ærligt og langt fra lyserødt indlæg. 

Jeg har nu gået på barsel MED baby i snart 5 mdr. og allerede nu ser jeg frem til, at barslen er overstået. Jeg må lige hurtigt indskyde, at jeg ELSKER begge mine børn meget højt! 
Nå, men jeg har altså været på barsel i snart 5 mdr. og jeg må ærligt indrømme, at jeg stadig har dage, hvor jeg synes at den rolle som mor, er det hårdeste i verden. Eller måske er det en kombination af ingen søvn, og en dreng i tigerspring (eller hvad det nu end måtte være)? Det sidste lange stykke tid, har ellers været god og Jonathan er en dejlig baby, der spiser og sover stort set som han skal. Men der er altså de dage, hvor alting ikke spiller.. De sidste to dage har været sådan nogle slags!

Jonathan er jo begyndt på skemad og synes det er en dejlig ting, men det er ligesom om han ikke kan finde ro i sin barnevogn... dvs. han sover 30-40 min og så begynder han at blive urolig og sommetider kan han slet ikke sove igen og så må han op, hvilket betyder man tager en halvtræt og utilfreds baby op, som KONSTANT vil hænge på armen. Ligeså snart han ligger på legetæppet og ikke kan se mig, bryder han ud i gråd. Det betyder, at jeg ikke kan vaske op, lave mad, blogge eller andet, uden der ligger en grædende baby. Og den gråd går lige i nervebanerne på mig. Jeg får nærmest indre stress... Samtidig bliver jeg frustreret over situationen og at man ikke engang kan gå en tur på toilet uden at skulle være til rådighed.. Det er jo et brud på menneskerettighederne! 

Når jeg så bliver frustreret eller ked af det over situationen, kommer derefter den dårlige samvittighed. Dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være den overskudsagtige, altid smilende mor, når mine børn har brug for mig. Dårlig samvittighed overfor Jonathan, der kræver meget nærhed, dårlig samvittighed overfor Hannibal, der skal se mig græde eller blive frustreret, dårlig samvittighed overfor Daniel, som nogle dage må komme hjem fra job, lave mad, være far og tilmed ligge skulder/øre til mine frustrationer. Derefter begynder jeg, at føle mig som dårlig mor og utilstrækkelig... Det er bare en utrolig ond cirkel! Jeg skal lige hurtigt sige, at det er langt fra de fleste dage jeg har det sådan, men det sker altså. Når det så sker, tænker jeg samtidig...
Hvorfor må man ikke italesætte de dårlige dage som mor?? Gør det så een til en dårlig mor, eller er det i virkeligheden omvendt?? Er det godt at fortælle hvordan man i VIRKELIGHEDEN har det? For andre må have følt det samme.. Det er fandens hårdt at blive mor og far! Jeg ved bare, at hvis jeg skal gå og holde inde på mine frustrationer og bekymringer, bliver det til en lille klump af altædende dårligdom, der langsomt bliver større og større, indtil den en dag springer og bliver til en perlerække af sure opstød! Kom lad os sammen være ærlige overfor hinanden også om de gode dage! For dem er der mange af, heldigvis! Men hvorfor er der en tildens til, at man skal være overskuds-mor med speltboller i ovnen og løbetøjet på??? Jeg synes personligt, at det er sejt og 'overskudsagtigt' at kunne fortælle om de hårde dage og de uoverskuelige dage, så andre kan opleve at de ikke er alene i verden med de følelser, og at det nok skal gå. For det skal det og det gør det. Især hvis man er ærlig overfor sig selv og sine følelser! 
Jeg prøver at være ærlig og jeg prøver at finde ud af, hvilke følelser jeg har og hvorfor jeg får dem. 

Hmmm... er det i virkeligheden en evig stræben efter at være den perfekte forælder? For det må, ved Gud, slet ikke findes..?? Man gør jo sit bedste og det har ens forældre også gjort, men ingen er perfekte og gudskelov for det! Det er ligesom om at samfundet dikterer, at man skal være den, i virkeligheden uopnåelige, forælder/person med den rigtige karriere der spiser de rigtige ting, går i det korrekte tøj, har de 'rigtige' børn og desuden oceaner af tid til at være 'DEN RIGTIGE/PERFEKTE FORÆLDER'.. Det gør måske, at man føler sig syg/malplaceret når så de sorte og hårde følelser viser sit grimme ansigt!? Har man så en fødselsdepression?? En efterfødselsreaktion? Er man uegnet som forælder? Hvilken kasse skal man i?? Er det derfor man ikke vil snakke om de dårlige dage? Fordi man er bange for at få en slags 'diagnose' og komme i 'taber-kassen'?? For ærligt talt, vi er jo bare mennesker!

Hvis man desuden har levet et meget socialt liv, som jeg har, hvor man hver eneste dag (det er ikke en overdrivelse), sås med veninderne, hang ud på stamstedet, som samtidig var ens arbejdsplads og kendte alle dem der trådte ind ad døren, så skal man virkelig vende sig til, at man nu ikke er 'fri' på samme måde. At sidde hjemme og vugge en barnevogn eller have baby på armen, lave mad, vaske tøj, spise og gå i seng fylder nu de fleste dage på ugen. At være social med en eller flere veninder, kræver planlægning og pasning.. Jeg savner virkelig spontanitet og det kan hænge mig langt ud af halsen, at have en så sat rutine. Jeg er ikke specielt rutinemenneske, så det har også været en udfordring for mig. Det er vel også en tilvænningssag? Jeg skal nok lære at værdsætte rutinerne en dag, det ved jeg!

Jeg tror jeg vil holde fast i, at jeg kommer stærkere ud 'på den anden side' og forhåbentlig helskindet og at det først og fremmest er NORMALT. Især som kærester kommer vi stærkt igennem det her, hvis vi kan holde sammen og være ærlige overfor hinanden. Som Hella Joof siger, så skal man lave den regel om, at man ikke går fra hinanden de første 2 år af sit barns liv.. for så har det ikke så meget at gøre med ens parforhold ;) 

Status efter 4 mdr. uden graviditet

Nu er der gået lidt over 4 mdr. siden den store mave forsvandt og den lille baby kom. Når man har været gravid forandrer kroppen sig. Formerne bliver anderledes og kiloene er måske lidt sværere at tabe (medmindre man er en af dem der taber sig af amning.. det er jeg ikke). Men det går bedre med vægttabet denne gang, end sidste gang. 
Når det nu bliver forår, eller bare når sneen forsvinder helt, skal Pappi, ungerne og jeg på løbetur.. Ja, ungerne skal ikke løbe, men skal med i croozeren, mens vi løber. Jeg glæææder mig og håber inderligt at tabe mig så min krop bliver mere som den var før. 

Indtil videre er status efter 4 mdr. således:

Jeg ved ikke hvad jeg vejer fordi jeg ikke ejer en vægt... måske burde jeg anskaffe mig en, men er bange for jeg hurtigt kunne blive alt for optaget af de få kilo/gram jeg nu kunne tage på eller tabe mig for hver dag.. Måske kunne det gå hen og blive et problem med en vægt.. Men indtil videre går det den rigtige retning kan jeg se og mærke. 

Nogle gange...

.. har man bare lyst til at skrige!

(Jeg vil starte med at advare mod et noget negativt og hudløst ærligt indlæg om min situation lige pt)

Vi er alle herhjemme forkølet på stribe. Hannibal har "11'taller" konstant, hoster og er noget så træt, når han kommer hjem fra dagpleje. Jonathan er totalt stoppet i næsen, hvilket resulterer i dårlig søvn, både dag og nat. Daniel går også rundt og snøfter og min hals opbevarer knive lige for tiden. 
Alt dette kan jeg sagtens leve med, for sygdom kommer man nok ikke udenom på denne tid af året. Jeg må dog indrømme, at jeg er ved at gå op i limningen, når yngstesønnen ikke kan falde til ro i sin lift indenfor... Han sover udemærket i barnevognen, men pga. den tilstoppede næse, vil jeg helst ligge ham inde disse dage. Men drengen vil ikke sove andre steder end hos mor! Og det er jeg mildest talt ved at blive en smule tosset af.. Jeg frygter sådan, at han ALDRIG vil kunne finde ro i liften! Jeg har konstant ondt i ryggen, fordi jeg (og Daniel) hver aften går rundt med ham i armene, for at han kan falde til ro inden vi lægger ham i sengen. Ja, han vejer altså ikke 2990g. mere skulle jeg hilse at sige. En sjælden gang imellem, sover han i liften... i 15 min. ad gangen... Ja, for så kan han jo pludselig mærke, at vi ikke er hos ham og vågner.. eller noget! 
Når han så, om dagen, heller ikke vil sove andre steder, bliver jeg frustreret, ked af det og helt vildt vred!! På situationen... Og har lyst til at råbe af livet! Når man så samtidig er svækket på kræfterne af sygdom, gør det ikke sove-situationen meget bedre. 

Jeg er træt! Træt af for lidt søvn, træt af en hverdag der kun omhandler baby, træt af sygdom, træt af at ligne lort.. træt, træt, træt.. 

Er det så forbudt at være hudløs ærlig?? Må man ikke synes det er træls at være på barsel?? Skal alting være lyserødt og fantastisk? 
Jeg elsker jo mine børn og jeg elsker at være mor med det store ansvar det bringer med.. Men jeg er nødt til, sommetider, at være ærlig overfor mig selv, og erkende når tingene ikke lige går efter mit hoved og jeg er TRÆT! 
For sådan er det lige nu og jeg ville ønske jeg havde lavet en dagbog, dengang jeg havde barsel med Hannibal, for tror egentlig jeg havde det på samme måde helt i starten... det har jeg bare glemt nu. 
For heldigvis vokser de stærkt og den hårde tid, bliver lettere og lettere.. man skal jo huske at NYYYYYDE det mens de er spæde....

Nu vil jeg gå ud og prøve at få mindste-pøllen til ro igen, igen og NYYYYDE imens ;)

Barsel #1 - den svære start

Så er min barsel med baby for alvor skudt igang. Som jeg skrev i det tidligere indlæg, så har det været en lidt hård start. Egentlig meget som forventet, men stadig hård. 

Hannibal har taget rigtig godt imod lillebror Jonathan. Han er meget opmærksom på ham, kysser ham og aer ham konstant. Somme tider så ofte, at man er nødt til at holde lidt igen, så Jonathan kan få sovet en lang lur. Når Jonathan græder, er Hannibal der straks til at ae og berolige ham. Utrolig kært!
Hannibal har dog også reageret på en lidt anden og meget forventelig måde. Han er mere pylret, vil ikke afleveres i dagpleje og har den sidste uge, sovet meget uroligt om natten og har vågnet og kaldt på sin far. Desuden er energiniveauet unormalt højt, når han er hjemme. Især i denne weekend havde han så meget energi i kroppen, at det var helt voldsomt. Men han er dog stadig sit glade jeg og det varmer. 

Jonathan har indtil videre opført sig, som mange spædbørn gør i starten. Spiser KONSTANT, sover, vræler og har haft nogle hårde nætter. De første par dage, sov jeg vel sammenlagt 2 timer pr. nat. De sidste 4 nætter har Jonathan og jeg dog sovet godt. Kun vågnet 1-2 gange for at amme. Sådan må det gerne fortsætte ;)
....
Men det er jo netop det, der er det hårde.. Man ved ikke om det fortsætter. Den uforudsigelighed med spædbørn/babyer synes jeg er det hårdeste ved at blive forældre. Hvis man nu vidste, at HVER nat vågner Jonathan 4 gange kl. det, det, det og det, så kunne man ligesom tage den derfra. Alting er utrolig nyt og uforudsigeligt og når man oveni hatten har en anden lille pølle, så kan det virke helt uoverskueligt!

Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at mine hormoner tordner rundt i kroppen og giver mig diverse humørsvingninger. Det ene øjeblik er jeg taknemmlig over livet, min familie og bare det at der kommer mad på bordet hver dag. Det andet øjeblik er alting surrealistisk og jeg kan slet ikke overskue at skulle igennem denne barsel. Det er dog blevet en del bedre allerede. 

Nu fylder en masse nye spørgsmål så; bliver Jonathan en let dreng? Kan han sove ligeså godt som Hannibal? Hvis ikke, hvad gør vi så? Tænk hvis han fik kolik! Hvad gør vi så? Osv osv osv... 

Med det sagt, så er Jonathan en dejlig baby, der har spist så meget at han på blot 9 dage er gået fra at veje 2990g. til 3400g! Godt gået min dreng :) Jeg kan ikke lade være med at kysse ham og nusse ham og når Hannibal kommer hjem får han også en ordentlig kyssetur og nussetur. Jeg er stolt over mine drenge. Alle 3! Jeg synes faktisk vi klarer det rigtig godt, indtil videre, at være en familie på 4. Vi får ordnet alt praktisk, får frisk sund mad på bordet hver dag (tak Pappi Daniel), fik gjort hovedrent i går og kører egentlig den normale rutine så vidt det er muligt! Hvilket jeg kan mærke, er enormt beroligende for Hannibal. Så må vi bare se om Jonathan en dag kan tilpasse sig den rytme :)

Jonathan et par dage gammel... Beklager de sorte rander under mine øjne! 

En stor dreng :)

Nu er der kun en månedstid til at Hannibal bliver 2 år! Hold da op tiden går stærkt, men sådan er det nok for småbørnsforældre.. Eller forældre i det hele taget ;) Man kan næsten ikke følge med!

Jeg synes virkelig der er sket meget i Hannibals udvikling siden han var 1,5 og så til nu. Han er gået fra en genert, stille og MEGET forsigtig dreng, til en snakkende, fræk og sprælsk lille fyr! Og meget bestemt! Han er kommet i 'MIN!!'-alderen. Dvs. at ALT han har fingerne i er hans.. 'MIN!!'. Da vi var ude ved bedsteforældrene i weekenden, havde ham og min mor en ret sjov 'diskussion' om hvem der var 'MIN MOR!!'. Min mor skulle bare sige '...min mor...' og så løb Hannibal hen til mig og råbte tilbage 'MIN MOR!!!!'.. Hahaha.. Så kært! 
Jeg skal slet ikke få nok af Pølle disse dage. Jeg smiler konstant når jeg tænker på ham, nyder hans selskab og føler mig utrolig heldig over, at have så skøn en lille (og fræk) dreng!

Her kommer lidt billedspam med ældstesønnen (ikke kronologisk rækkefølge):

Sand mellem hænderne og i bukserne. 'Den permanente', Århus, juli 2012

Legeplads i regnvejr. Hasle, juni 2012

Pappi und Pølle på tur. Hasle bakker, august 2012

Ude og fange balloner til Stella Polaris. Botanisk Have i Århus, august 2012

Pagne og houre dourves a la Bolle inden kl 12. Århus, juli 2012

Hygge på tæppet til Stella Polaris. Botanisk Have i Århus, august 2012

Hoppe, hoppe på Børnenes Jord. Århus, april 2012

Kongen af Hasle. Hasle, august 2012

Fortæller om biler mm. ved morgenbordet. Hasle, juli 2012

Passer på lillebror. Hasle, juli 2012

Gået kold i bussen med bolle i hånden. Århus, maj 2012

Frisk dreng på vej i Netto. Hasle, juli 2012

Kaster bolden i blomsterbedet. Hasle, maj 2012

Han er så skøn! Tænk at man kan elske nogen så højt, som man elsker sine børn. Tænk at man kan besidde den slags overvældende kærlighed. Det er dejligt og ubegribeligt på samme tid. 

Ode til Hannibal :)

Tænk at jeg havde overset det!!! #ligegyldigtredebyggeri#

Jeg advarer mod et redebygger-indlæg, som for de fleste vil virke ret ligegyldigt! Det er måske igen fordi jeg sidder her søndag aften kl. 22.21 og ikke kan sove.. Og kæresten gik i seng for en time siden (egentlig fint nok, for så kunne jeg se 'Top Model' i fred)... Så kommer her et 'jeg-kan-ikke-sove-så-hør-lige-hvad-jeg-gjorde-i-dag' indlæg!

Jeg troede jo jeg havde ordnet alt, hvad der kunne ordnes i huset. Men jeg tog fejl! 
Daniel og jeg havde egentlig en aftale om, at hvis jeg nu gjorde køleskabet rent, så ville han tage ovnen (shit, det lød mor/far/familien DK agtigt). 
Jeg har gjort køleskabet rent... for en måned siden. Daniel havde ikke rigtig nået sin tjans.. Bevares, han har jo et job fra 8-16 hver dag og i weekenderne har Hannibal og jeg erobret hans tid. Men i morges fik han lov til at sove længe og sove tømmermændene ud af sig. Og så slog det mig!! Ovnen! Hvis den ikke bliver ordnet, kan jeg ikke føde 'i fred'! Ja, sådan har jeg det med hængepartier lige pt! Så den kastede jeg mig altså over i dag! 
Og GUD hvor blev den skinnende! Så smuk har jeg aldrig set en ovn ;)

Nu skal det ikke lyde som om, det er det mest ophidsende der er sket i dag.. Så kedelig er jeg heller ikke. Vi har skam været aktive og ude og nyde det blå! Loppemarked, æblekage mm. har dagen budt på. Jo jo.. vi har hygget..

Men altså... Den ovn! Gud hvor er jeg stolt og rolig nu. Så NU må lillebror komme...

39+0 - Graviditetsstatus - Jordemoderbesøg og regnvejrshygge

Så nåede jeg 39 fulde uger og er i 40. uge. Kun en uge tilbage.. Eller dvs. jeg bliver nok sat i gang i næste uge! 

Jeg er just hjemvendt fra sidste jordemoderkonsultation. Alt var fint og lillebror vejer nu ca. 3400 g. Og jeg har taget 2 kilo på siden sidst. Jeg har I ALT siden start taget 5,5 kilo. Er ret tilfreds :)

Nu må han gerne komme 

Mavebilleder fra i dag:

 Som jeg snakkede om i tidligere indlæg, så har rastløsheden jo ramt mig. Dvs. jeg kan heller ikke falde i søvn om natten.. Hvilket SÅ vil sige at jeg er mega træt om dagen. Det er en rigtig ond cirkel.. For selvom jeg er træt i dagstimerne, så har jeg stadig svært ved at falde i søvn om natten.. Suk! 

Desuden er der ikke så meget mere redebyggeri jeg kan gå og lave. Kun småting. Så jeg har virkelig følelsen af, at der ikke er så meget at stå op til disse dage. Kun ventetid. 

Jeg prøver at nyde stilheden og min alenetid (som jeg faktisk værdsætter utrolig højt), så i dette regnfulde vejr, bliver jeg inde med film i sofaen, te i koppen og måske årets sidste roser i vinduet!

Jeg håber I får en dejlig weekend derude, trods efterårsvejret!

Rastløshed...

... Det er nu den begynder at komme... den der rastløshed, som jeg er sikker på de fleste der har været gravide, kender til. Det er ved at være noget tid siden man har startet sin barsel. Tasken er pakket. Tingene er på plads. Man begynder at være 'mærket' af graviditeten. Man savner sin krop. Man kunne i princippet godt føde nu.

... Og så begynder det... 

Der er ikke så meget mere man 'kan gøre'. Ikke ud over at vente. Søvnløse nætter. Murren i maven. Tanker om fødslen.. Osv... Det er det, der fylder mit hoved disse dage og nu sidder jeg her, onsdag aften kl. 22.43 og kan ikke sove. Resten af huset sover, men ikke jeg... Tror endda lillebror i maven sover... 

Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at jeg skal nyde de sidste dage her, inden det for alvor går løs med de søvnløse nætter og umådelig stor træthed! Men man bliver f***** så utålmodig alligevel! 

Kom nu lillebror! Vi vil så gerne møde dig! 

Nu går jeg i seng... Og så må vi se om jeg kan få noget søvn!

Godnat derude

37+0 - Graviditetsstatus - Tanker om fødsel!

Så er jeg fulde 37 uger henne, hvilket betyder at hvis fødslen skulle gå i gang nu, så føder jeg ikke for tidligt! Kun 3 uger til termin :) 

De sure opstød og søvnløse nætter fylder stadig en del for mig, men jeg tror også at de søvnløse nætter skyldes noget andet end 4-5 tisseture og ubehag i bækkenet... Nu skal jeg jo snart føde...

Jeg kan næsten ikke overskue at skulle igennem en fødsel igen (men det er jeg jo nødt til). Jeg må nok erkende, at jeg er en smule mindre kæphøj denne gang, end jeg var sidst. Af gode grunde vidste jeg jo heller ikke sidst, hvad det EGENTLIG var jeg gik ind til. Det ved jeg nu... Pyha, hvor jeg ved det! 

Det var jo en rigtig god fødsel sidst, selvom den varede 20 timer og Hannibal blev taget med kop. Men jeg havde en rigtig god oplevelse og var hverken nervøs eller bange på noget tidspunkt! Det tror jeg heller ikke jeg bliver denne gang, men bare tanken om alle de timer med veer, kan tage pusten fra mig lige nu. Det skal sådan set bare overståes, hvis du spørger mig... 

Jeg er ikke rædselsslagen for fødslen! Jeg ved bare godt hvad jeg går ind til denne gang ;)

Her er lige de obligatoriske mavebilleder og jeg undskylder 'søndags outfittet', men lige sådan et humør er jeg i, idag! Desuden tror jeg maven er sunket lidt, hvilket jo er meget godt, for så ligger han nemlig ikke og trykker så meget på lungerne mere. Til gengæld tisser jeg non-stop!

Livmoderen er nu så stor:

Billedet findes HER

Sådan føler jeg mig pt...

Jeg har egentlig følt mig meget 'let' og ret mobil i hele min graviditet. Men nu lakker det mod enden i 3. trimester...
Daniel sagde i går, da jeg rejste mig fra sofaen efter at have ligget i en stilling, der gjorde mit bækken ømt; "Hvorfor går du sådan? Det ser tungt ud.." Oh, yes... så ved man, at man er ved at nå vralte-stadiet.. Desuden føler jeg, at jeg ser sådan her ud, når jeg spiser:

Min opmærksomhed omkring min vægt i denne graviditet, er ved at stige mig til hovedet. 

Det er nu, at min mave begynder at blive rigtig stor, og det har jeg lidt svært ved acceptere.. Jeg ved jo godt, det er en dejlig lille baby der ligger derinde og vokser, men det eneste jeg ser udadtil er jo bare mig, der bliver større og større... Og jeg VED jo hvor svært det er at komme af med de kilo igen. 
Jeg undskylder hvis jeg træder nogen over tæerne med dette indlæg, og forstå mig nu ret... Jeg er jo i glædelige omstændigheder, men graviditet er ikke altid lyserødt i mit univers! Nogle gange har man brug for at fortælle, hvordan man har det aller inderst og nogle gange har man brug for at brokke sig over ting, man i virkeligheden slet ikke burde brokke sig over.. 

Jeg har det godt! Jeg er glad!

Men jeg glæder mig også til, at denne graviditet er slut og jeg kan begynde at få min krop langsomt igen. For jeg savner den. Det har jeg gjort siden jeg fødte Hannibal og opdagede at 'hey, kroppen bliver ikke sig selv, 3 dage efter fødsel'!? 
Før jeg blev gravid her anden gang, har jeg nogle gange kigget mig i spejlet og tænkt.. Denne krop er jo bare til låns... lige om lidt får jeg min gode gamle str. 38 igen! 

Forstår I?

Puslespil

Det er sjovt at se hvor hurtigt Hannibal udvikler sig lige for tiden, både mentalt og fysisk. Men især mentalt. 
Han lærer at sige flere ting, han øver sig i at forstå hvad de forskellige ting har af konsekvenser (f.eks. hvad sker der når jeg slår mor - agtigt) og det virker i det hele taget som om, hans horisont er blevet lidt større. 


Desuden er han begyndt at få interesse for nye sjove ting. F.eks. puslespil. For bare en måned siden interesserede han sig overhovedet ikke for puslespil, kun at brikkerne måske så lidt sjove ud. Nu er han begyndt at forstå pointen med puslespil.. hvordan man skal lege med det. Putte det i de rigtige 'huller' osv. Det er altså lidt fedt at se den udvikling.. det giver mig en lille forståelse for, hvordan hans horisont er blevet udvidet og hvordan det med finmotorikken er spændende lige nu. 

Her sidder han, optaget af brikkerne og hullerne. Jeg er faktisk ret stolt over, at han kan putte de store brikker ned i de rigtige huller uden hjælp! Min store dreng! 

Hysteriske anfald..

Jeg ved ikke om det er fordi Hannibal har skifet dagpleje (for snart en måned siden), eller om det er alderen, men hysteriske anfald har været hverdagskost herhjemme de sidste to dage. Jeg ved godt to dage ikke er længe, men jeg har på fornemmelsen, at det ikke lige slutter nu. 


Mandag morgen startedet det ud med, at jeg vækkede Hannibal som jeg plejer. Han vågnede, stillede sig op i tremmesengen og fik fat i babyalarmen, der står på natbordet. Jeg sagde lige så stille og roligt, at han skulle stille den igen, så vi kunne komme ned og skifte ble. Normalt gør han det bare, men ikke den dag... Han ville under ingen omstændigheder give slip og blev hidsig hver gang, jeg prøvede at tage den. Til sidst var jeg bare nødt til at hive den ud af hans hænder.. det virkede som en principsag for ham.


Det var så hvad det var, men da han skulle til at spise morgenmad (som ellers er yndlingsmåltidet på dagen), endte det i et fuldstændigt voldsomt hysteri med gråd og kasten sig frem og tilbage i stolen, fedte rundt i havregrøden og hverken ville det ene eller det andet. Daniel og jeg så bare måbende til, mens Hannibal var fuldstændig ustyrlig. Så prøvede vi at tage ham op, så blev det værre, så prøvede vi at gå, så blev det værre.. osv osv. Vi har ALDRIG oplevet nogen ligende. Efter ca. 15 min. (måske mindre, men det føltes som et år) gråd og hidsighed, bryder jeg fuldstændig ud i gråd, mens Daniel ringer desperat efter vagtlægen. Jeg får imens en idé. Jeg sætter 'Barney' på computeren foran ham, for at aflede hans opmærksomhed... Det hjælper. Han stopper med at græde, stener lidt til computeren og begynder langsomt at spise. Efter det var der intet. 


Da jeg så hentede ham i går, spurgte jeg i dagplejen om han havde haft en god dag. Han er som han plejer, sagde de. Glad og sprudlende. 
Dejligt, så er det sikkert en engangsforestilling, tænkte jeg.... HA! Et par timer efter vi er kommet hjem, tager jeg en riskiks fra skabet, hvorefter Hannibal kommer hen for at smage. Jeg brækker et par stykker af til ham (som jeg plejer), men pludselig var det HELT forkert. Han bryder med det samme ud i gråd, mens han desperat prøver at presse stykkerne sammen igen, hvorefter han overhovedet ikke vil have den kiks alligevel. Hysteriet varer lidt, og Daniel og jeg kan bare se på en lille dreng, der vrider sig på gulvet af arrigskab.... Daniel prøver at sætte sig hen til ham, men han bliver bare endnu mere hidsig. Det stopper af sig selv efter noget tid.. heldigvis.


I aftes, et par timer efter han var blevet puttet, kan vi høre han vågner (som han også plejer at gøre engang imellem). Normalt skal han bare have lidt vand og sutten. Men ikke i går. Han ville igen, hverken have det ene eller det andet. Ville ikke op eller ned. Ville ikke være vågen eller sove. 
Daniel tog ham op, gik lidt rundt med ham, mens han klappede ham blidt på ryggen, så han faldt til ro. Til sidst opgav H, og pegede på sengen, hvorefter Daniel lagde ham igen. 
Pyyyhhh... Hvor føler man sig magtesløs som forældre. Der var intet vi kunne gøre, følte vi. Jeg søgte på nettet efter gode råd, og hvad det egentlig er, der sker med H.

Anfaldene er MEGET voldsomme og han kaster sig rundt og skriger og græder (kun nogle gange med tårer), han er helt umulig at trøste og umulig at bære, da han virkelig vrider 

sig og kaster sig rundt.

Jeg fandt en rigtig god side på nettet, med præcis de samme hysteriske anfald som H har! 

Vi er meget i tvivl om, hvordan vi skal takle det - vi prøver at tage det i opløbet, men det er sjældent muligt. Hvis han bare skriger og bliver ved, og vi ikke kan trøste ham, så lægger vi ham på tæppet, og siger at nu må han ligge der, indtil han er færdig med at være sur

En mor med tvillinger, har prøvet det samme med sin ene dreng, der er omkring samme alder som H. 

En sundhedsplejerske kommer med gode råd:

Det er rigtig svært at være barn på 1½-2 år og det er også rigtig svært at være forældre til børn i denne alder. Jeres drenge brager lige nu igennem selvstændighedsfasen, det der tidligere hed trodsalder (1-3 år) og det er en alder, som kræver utrolig stor omsorg, forståelse og støtte.

Tænk at trodsaldereren, eller selvstændighedsfasen (kan bedre lide det navn), allerede kan starte nu.

Det forklarer en del synes jeg.

Det vil i vores øjne ofte være små ting, bagateller, men for barnet får den lille ting hele verden til at bryde sammen. Det kan være pakken med havregryn der er tom, det kan være æblet der er skrællet og det skulle have været skåret i både, det kan være skoene der driller ...

Det passer uhyggeligt godt... og hvad kan man så gøre??

 Han skal mærke at I forstår ham og at det er okay at han har det som han har det... 

Derfor er det vigtigt at I sætter ord på "såå skat, du bliver bare så ked af det lige nu, sååå", så han på den måde hører at I ser ham og forstår ham - og at det er okay, at han har det som han har det. I kan godt rumme ham og I kan godt bevare roen, selvom han selv har svært ved det.

Daniel og jeg snakkede om rådet fra sundhedsplejersken, og besluttede at prøve det, hvis det samme skulle ske i dag ved morgenmaden... hvilket det gjorde.

Hannibal ville hverken det ene eller det andet. Men denne gang anderkendte jeg hans følelser og sagde; 'Ja, du er ked af det, det er bare så træls..' Han stoppede hysteriet og kiggede dybt i mine øjne. Nærmest som om han var forundret over, at jeg forstod ham. Det hjalp en hel del og efter udskiftning af ske (ja, han ville åbenbart også have en anden ske at spise med..) spiste han og var glad. Han nåede slet ikke op i det røde felt, og jeg følte det var en sejr! 

Tænk at der ikke skal mere til, end forståelse. Han er jo bare igennem en udvikling (en af de hårde) og det skal han ikke skældes ud for. Han skal støttes. 

Jeg er spændt på hvordan de kommende dage bliver.