onsdag den 13. marts 2013

Kærligheden vokser..



Det med at elske sine børn betingelsesløst, det er ikke noget jeg gør fra det sekund de kommer ud af maven. Det er noget, der for mig, skal blomstre lige så langsomt, ellers synes jeg, at det bliver for påtaget. At det kommer til at ske, er jeg heldigvis sikker på. Men det tager den tid, det nu tager. 
Selvfølgelig vil jeg, lige fra helt start, passe på dem, give dem kærlighed og mest af alt beskytte dem mod hele verden (kan man egentlig det??) jeg er jo MOR. Men den der 'forelskelse' man har overfor sit barn, den kommer altså først lidt tid efter fødslen for mig. 

Kærligheden og forelskelsen mellem Jonathan og mig er virkelig begyndt at blomstre. I takt med at hormonerne er på retur og Jonathan er blevet en del af vores hverdag, kan jeg mærke den her forelskelse spire med lynets hast. Bare i weekenderne, når jeg ikke har ham ved mig hele tiden, men Pappi tager en del over, savner jeg ham... SAVNER HAM...???? For bare en måned siden ville jeg ønske jeg havde MEGET MERE alenetid. Men den lille purk er vokset på mig. Og måske endda vokset fast på min arm.. 


2 kommentarer:

En mors dagbog sagde ...

Jeg tænkte faktisk på noget lignende det samme i går, og jeg har netop lavet et indlæg om det... Min kærlighed til B vokser også for hver dag, og nu kan den snart ikke blive større, før jeg eksploderer - sådan føles det i hvert fald.

Jeg tror, man elsker sit barn med det samme, men det er måske mere en beskyttertræng. Og når man så lærer den lille og sig selv som mor at kende, blomstrer kærligheden, som du så fint selv skriver :)

Rigtig dejlig indlæg, det er skønt med ærlighed :)

Kia sagde ...

Ja, tror du har ret i det med, at man elsker sit barn på beskyttertræng-området. Der er jo mange måder at elske på. Det er bare den der slå-mig-med-en-hammer-i-hovedet forelskelse der pludselig rammer en. Som du selv siger, det er ligefør man eksploderer ;)

Tak for rosen :)