Når uheldet er ude...

Hannibal har i dag været udsat for et uheld. Han er okay, men chokket har givet genlyd herhjemme hos os alle (måske pånær Jonathan). 

Dagen starter dumt. Jeg vågner kl. 6.40 og ser at Daniel stadig sover i sengen ved siden af mig og jeg får ham straks vækket. En time for sent har han sovet. Så han starter dagen ud i et mindre stress-niveau. Jeg bliver liggende i sengen med Jonathan, mens Daniel gør Hannibal klar til dagpleje. Uh, inden jeg lige fortsætter, skal jeg lige fortælle en sidehistorie (som er ret vigtig i fortællingen). 
Jeg har lånt mine forældres bil siden i går, da vi var til 'Sculpture by the Sea' og havde planer om at aflevere den i dag. Så den stod i garagen. Når Daniel afleverer Hannibal om morgenen, er det i croozeren (cykelanhængeren) som også står (inderst) i garagen. Da Daniel skal afsted her til morgen, kan han ikke komme forbi bilen med croozeren, da den er for bred og garagen for smal. Og det er så her uheldet 'begynder'.

Daniel vil flytte bilen mere til siden i garagen så han kan komme forbi med croozeren, så han sætter sig ind, tænder og bakker. Da han vil køre frem igen, var Hannibal gået hen til cyklen og croozeren. I kombination af forskrækkelsen over at H var kommet ud og stressen stikker Daniel hovedet ud for at sige til H, at han nok skal gå et andet sted hen, men han får fjernet foden fra koblingen uden bilen var sat i frigear, hvilket betyder den laver et langt 'hop' fremad lige ind i croozeren og garagen. Croozeren bliver bøjet, så den og cyklen står som et V, mens den ligger halvt under bilen. Hannibal stod nu mellem cykel og croozer i 'V'et. Altså blev han klemt mellem cykel og croozer. 
Daniel løber ud, får på en eller anden umenneskelig måde, løftet croozeren ud fra bilen med den ene hånd, mens han hiver Hannibal fri med den anden. 

I mellemtiden ligger Jonathan og jeg stadig i sengen og putter i vågen tilstand, da jeg hører det her kæmpe 'bump/skrald' ude i garagen og tænker, at det måske er naboen der er kommet til at køre ind i bilen, så jeg rejser mig med det samme, men når kun hen til døren af soveværelset da jeg hører Daniel komme råbende ind med Hannibal grædende på armen. 
Hannibal har kun en sko på, har kastet op og skidt i bleen, men ellers er der intet at se. Jeg bliver chokeret og alt imens Daniel forklarer hvad der er sket, løber jeg ud og ser bilen med snuden i garagen og cyklen og croozeren bøjet. 

Daniel er tydeligt chokeret og forskrækket. Hannibal græder meget og vil hverken gå eller side og har ondt i maven. Vi beslutter at Daniel skal ringe 112. Vi er bange for indre blødninger. 
Imens tager jeg J op, skifter ham og giver ham tøj på. Jeg pakker pusletasken med bleer til H. Jeg får til sidst selv tøj på og ambulancen kommer. Pludselig står der over 5 mennesker i stuen. Både ambulancen, lægeambulancen og politiet er ankommet. De er rolige og tror ikke det er alvorligt med H, men fordi han er 2,5 år og har ondt i maven vil de køre 'traume'. Dvs. fuld udrykning med et helt hold læger og sygeplejersker klar til at modtage ham. De får ham på en båre og Daniel kører med. 

Jeg står tilbage og snakker med politiet om episoden og mens de tager billeder, pakker jeg en lille madpakke til J. Daniel har taget pusletaske med, hvor både mine nøgler og pung ligger i, men heldigvis har jeg bilnøglerne. Så afsted jeg kører til skadestuen.

På skadestuen har H fået stukket nåle i (adskellige gange fordi de ikke kunne finde blodåren), scannet hele kroppen, blevet røntgenfotograferet mm. for at udelukke indre blødninger. HELDIGVIS er han sluppet med overfladiske skrammer, men vi blev på børneafdelingen indtil han var frisk og kunne gå igen.
Han fik også indtaget rigeligt af chokolade, is, boller og mælk i de 7 timer vi var der ;) Mormor nåede også forbi med en lille gave. Så det blev pludseligt lidt hyggeligere at ligge på hospitalet. 

Heldigvis endte den her historie godt, men den har påvirket os meget. Især Daniel som jo så det hele og har bebrejdet sig selv MEGET i dag. Jeg bliver ved med at overbevise ham om, at det jo var et UHELD og at det kunne ske for alle i en stresset situation. Vi lavede samtidig aftalen om, at hvis han en anden gang sover over sig, må han vække mig, så jeg kan aflevere H. 

Nu er vi hjemme igen. Hannibal er sit glade lille jeg igen. Han har badet, spist og bliver nu puttet af Daniel. 
Men sikke en dag. Og godt der ikke skete noget farligt! 

Lige da han ankom på skadestuen, fik han en isbjørne-bamse med en flot medalje på, fordi han var SÅ dygtig! Her sidder han med den hjemme igen i trygge omgivelser.

Croozeren og cyklen i 'V'et. Croozeren knækkede af cyklen, fik bøjet hjulet og siden af det ene sæde.

Baghjulet på min cykel fik også en tur.

Her ses hvordan det ene sæde er blevet mast.

Garagen (OG klapvognen) fik også en tur af bilens 'snude'

Lille Hannibal hjemme igen med bamsen og gaven fra mormor. Selvfølgelig en ambulance fuldstændig magen til den han kørte i :)

'Armbåndet' og plastret hvor droppet sad

Vi sidder nu og snakker og snakker og snakker om forløbet. Det er den eneste måde vi kan 'bearbejde' det på. 
"Tænk nu hvis.. Godt han ikke stod tættere på... Han var SÅ sej... Åha, hvor vi elsker ham.. osv". 
Det kommer nok til at kræve en del dages 'snakken om uheldet', men Hannibal har taget det hele i stiv arm, snakker også om det og er mindre chokeret end vi er. Nu i hvert fald.

For pokker hvor opdager man, at livet er skrøbeligt og at man som forældre vil give sin højre arm, for at ens unger skal have det godt! 

Godt du er hjemme igen Hannibal og godt at du sover trygt i din seng igen!

Pyha...