Vi plejer altid lave lidt hyggeligt med Hannibal i weekenderne. Det kunne f.eks. være en tur på legepladsen, hen til bedsteforældrene, en tur ned i byen eller hvad vi nu finder på... Det har vi indtil videre holdt fast i, selvom Jonathan er kommet til verden og stadig er helt ny (2 uger i dag).
I dag gik (regnvejrs)turen til Toys'r'us. Det er egentlig ikke fordi vi er vilde med det sted, eller at det skal betegnes som en 'forlystelse' for Hannibal, men planen var at køre en tur i bus. Hannibal ELSKER at køre med bus, så det var egentlig bare for at have en destination at tage hen til. Oveni hatten regnede det jo og havde gjort det hele natten, så der var STORE vandpytter at hoppe i.. dobbelt bonus :)
I sådan et stort legeland er der maaaange ting at kigge på.. (både for Pappi og Pølle)
Ja, sikke mange seje biler og traktorer og flyvemaskiner mm.. Uha uha...
Men af alle de ting, så er en kost nu altså sjovest... åbenbart... så den kom med hjem
Vil lige dele disse 3 skønne billeder med efterår og drengene i mit liv
Taget af mig fra Pappis iPhone..
Så er min barsel med baby for alvor skudt igang. Som jeg skrev i det tidligere indlæg, så har det været en lidt hård start. Egentlig meget som forventet, men stadig hård.
Hannibal har taget rigtig godt imod lillebror Jonathan. Han er meget opmærksom på ham, kysser ham og aer ham konstant. Somme tider så ofte, at man er nødt til at holde lidt igen, så Jonathan kan få sovet en lang lur. Når Jonathan græder, er Hannibal der straks til at ae og berolige ham. Utrolig kært!
Hannibal har dog også reageret på en lidt anden og meget forventelig måde. Han er mere pylret, vil ikke afleveres i dagpleje og har den sidste uge, sovet meget uroligt om natten og har vågnet og kaldt på sin far. Desuden er energiniveauet unormalt højt, når han er hjemme. Især i denne weekend havde han så meget energi i kroppen, at det var helt voldsomt. Men han er dog stadig sit glade jeg og det varmer.
Jonathan har indtil videre opført sig, som mange spædbørn gør i starten. Spiser KONSTANT, sover, vræler og har haft nogle hårde nætter. De første par dage, sov jeg vel sammenlagt 2 timer pr. nat. De sidste 4 nætter har Jonathan og jeg dog sovet godt. Kun vågnet 1-2 gange for at amme. Sådan må det gerne fortsætte ;)
....
Men det er jo netop det, der er det hårde.. Man ved ikke om det fortsætter. Den uforudsigelighed med spædbørn/babyer synes jeg er det hårdeste ved at blive forældre. Hvis man nu vidste, at HVER nat vågner Jonathan 4 gange kl. det, det, det og det, så kunne man ligesom tage den derfra. Alting er utrolig nyt og uforudsigeligt og når man oveni hatten har en anden lille pølle, så kan det virke helt uoverskueligt!
Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at mine hormoner tordner rundt i kroppen og giver mig diverse humørsvingninger. Det ene øjeblik er jeg taknemmlig over livet, min familie og bare det at der kommer mad på bordet hver dag. Det andet øjeblik er alting surrealistisk og jeg kan slet ikke overskue at skulle igennem denne barsel. Det er dog blevet en del bedre allerede.
Nu fylder en masse nye spørgsmål så; bliver Jonathan en let dreng? Kan han sove ligeså godt som Hannibal? Hvis ikke, hvad gør vi så? Tænk hvis han fik kolik! Hvad gør vi så? Osv osv osv...
Med det sagt, så er Jonathan en dejlig baby, der har spist så meget at han på blot 9 dage er gået fra at veje 2990g. til 3400g! Godt gået min dreng :) Jeg kan ikke lade være med at kysse ham og nusse ham og når Hannibal kommer hjem får han også en ordentlig kyssetur og nussetur. Jeg er stolt over mine drenge. Alle 3! Jeg synes faktisk vi klarer det rigtig godt, indtil videre, at være en familie på 4. Vi får ordnet alt praktisk, får frisk sund mad på bordet hver dag (tak Pappi Daniel), fik gjort hovedrent i går og kører egentlig den normale rutine så vidt det er muligt! Hvilket jeg kan mærke, er enormt beroligende for Hannibal. Så må vi bare se om Jonathan en dag kan tilpasse sig den rytme :)
Jonathan et par dage gammel... Beklager de sorte rander under mine øjne!
Tænk at vi d. 29. september 2012 blev en lille familie på 4! Det er intet mindre end fantastisk, overvældende, turbulent, hyggeligt og en del hårdt! Især en hård opstart. Det vil jeg komme tilbage til i et andet indlæg.
Nu til det lidt sjovere. Nemlig en fødselsberetning, der er en del anderledes end min sidste :)
Jeg skulle jo som bekendt sættes igang om fredagen d. 28. sept. Det kan I jo læse om i de tidligere indlæg, men kort og godt handler det om, at man kommer ind og får kørt en 'strimmel' hjerterytme på babyen, bliver undersøgt indvendigt og får så en pille man skal sluge, som skulle sætte skub i tingene.
Jeg endte med at skulle derind 3 gange og fik i alt indtaget 4 piller. Den sidste dosis var nemlig dobbelt. Og jeg skal love for at den virkede. Kl. 10 tog jeg pillerne og kl. 12.30 (ca.) begynder veerne at bide godt til. Kl. ca. 14-15 stykker er der så godt gang i dem, at der kommer rigeligt med både lyd og tårer ud af mig ;) Men jeg synes dog ikke vi skal tage afsted endnu, da jeg NÆGTER at blive sendt hjem igen.. Så jeg prøver at 'holde ud lidt endnu'. Da kl. er ca. 15.50 befinder jeg mig i soveværelset, bøjet hen over sengen, hovedet i en pude med knæene på gulvet og min far kommer op, og synes vi skal tage afsted nu.. Han synes nok at kunne høre på mig, at det var op over. Men jeg holder lidt igen... Da han er på vej ud af døren, får jeg dog en kæmpe ve, og bliver derfor enig med (alle) andre om, at det nok var på tide at komme afsted.
Kl. 16.28 ankommer vi på Skejby Sygehus og bliver taget godt imod af en jordemoder og en jordemoderstuderende. Vi får os en lille snak og jeg er utrolig meget 'til stede' trods store veer, hvilket jeg er hele vejen igennem. Jeg undrer mig over, hvorfor jeg er 'lam' i ene arm og halvdelen af ansigtet... Virkelig mærkeligt! Men jeg har åbenbart fået for meget ilt i mine veer, så armen og ansigtet 'sover'. Derfor skal jeg trække vejret i en lille klud eller pose, for at det forsvinder.
De undersøger mig kl. 16.45 - 4 cm. åben (ganske fint tænkte jeg)
Jeg kommer i hospitalstøjet og får sat mig på en gummibold, mens veerne tager til. På et tidspunkt kommer der en ENORM kraftig ve og jeg får fumlet mig frem til, at jeg gerne vil have den epiduralblokade nu!! Men både jordemoder og kæreste synes liiiige jeg skal prøve badekarret først! Jeg synes virkelig det er en dum idé (selvom det oprindeligt var mig egen), men okay, jeg går med til det. Og det er faktisk ret rart at ligge der i badet... Liiiige indtil en KÆMPE ve kommer og jeg råber 'Jeg vil have den epidural nuuuuu!!!'.
Okay, siger jordemoder og gør klar til at jeg skal op. Da jeg kommer op af badet og jordemoderstuderende lægger håndklæde om mig, får jeg endnu en stor ve, men denne gang råber jeg noget andet, mens jeg holder fast i jordemoderstuderende; 'Han kommer nuuuuu!!' Jeg følte simpelthen han var på vej ud. Jeg får hurtigt tørret mig, lagt mig hen på briksen. Jeg bliver undersøgt indvendigt og jordemoderstuderende og jordemoder smiler og kigger på mig og siger; 'Du kan desværre ikke nå epidural - du er 10 cm. åben (kl. 18.10)'. Jeg bliver faktisk enormt lykkelig og smiler og siger; 'Jaaa.. men så vil jeg gerne føde i badet'.. Men lige da jeg siger det, kommer der ve og jordemoder siger med et smil; 'Jeg tror ikke baby vil fødes i badekar, for han kommer nu'... Kl. 18.28 efter kort tids pressen, kommer lille Jonathan op på brystet dejlig varm, skrigende og lille.
2990g. og 50cm.
Min lille dreng!
