En fødselsberetning

Tænk at vi d. 29. september 2012 blev en lille familie på 4! Det er intet mindre end fantastisk, overvældende, turbulent, hyggeligt og en del hårdt! Især en hård opstart. Det vil jeg komme tilbage til i et andet indlæg.
Nu til det lidt sjovere. Nemlig en fødselsberetning, der er en del anderledes end min sidste :)

Jeg skulle jo som bekendt sættes igang om fredagen d. 28. sept. Det kan I jo læse om i de tidligere indlæg, men kort og godt handler det om, at man kommer ind og får kørt en 'strimmel' hjerterytme på babyen, bliver undersøgt indvendigt og får så en pille man skal sluge, som skulle sætte skub i tingene. 

Jeg endte med at skulle derind 3 gange og fik i alt indtaget 4 piller. Den sidste dosis var nemlig dobbelt. Og jeg skal love for at den virkede. Kl. 10 tog jeg pillerne og kl. 12.30 (ca.) begynder veerne at bide godt til. Kl. ca. 14-15 stykker er der så godt gang i dem, at der kommer rigeligt med både lyd og tårer ud af mig ;) Men jeg synes dog ikke vi skal tage afsted endnu, da jeg NÆGTER at blive sendt hjem igen.. Så jeg prøver at 'holde ud lidt endnu'. Da kl. er ca. 15.50 befinder jeg mig i soveværelset, bøjet hen over sengen, hovedet i en pude med knæene på gulvet og min far kommer op, og synes vi skal tage afsted nu.. Han synes nok at kunne høre på mig, at det var op over. Men jeg holder lidt igen... Da han er på vej ud af døren, får jeg dog en kæmpe ve, og bliver derfor enig med (alle) andre om, at det nok var på tide at komme afsted. 

Kl. 16.28 ankommer vi på Skejby Sygehus og bliver taget godt imod af en jordemoder og en jordemoderstuderende. Vi får os en lille snak og jeg er utrolig meget 'til stede' trods store veer, hvilket jeg er hele vejen igennem. Jeg undrer mig over, hvorfor jeg er 'lam' i ene arm og halvdelen af ansigtet... Virkelig mærkeligt! Men jeg har åbenbart fået for meget ilt i mine veer, så armen og ansigtet 'sover'. Derfor skal jeg trække vejret i en lille klud eller pose, for at det forsvinder. 

De undersøger mig kl. 16.45 - 4 cm. åben (ganske fint tænkte jeg)
Jeg kommer i hospitalstøjet og får sat mig på en gummibold, mens veerne tager til. På et tidspunkt kommer der en ENORM kraftig ve og jeg får fumlet mig frem til, at jeg gerne vil have den epiduralblokade nu!! Men både jordemoder og kæreste synes liiiige jeg skal prøve badekarret først! Jeg synes virkelig det er en dum idé (selvom det oprindeligt var mig egen), men okay, jeg går med til det. Og det er faktisk ret rart at ligge der i badet... Liiiige indtil en KÆMPE ve kommer og jeg råber 'Jeg vil have den epidural nuuuuu!!!'.

Okay, siger jordemoder og gør klar til at jeg skal op. Da jeg kommer op af badet og jordemoderstuderende lægger håndklæde om mig, får jeg endnu en stor ve, men denne gang råber jeg noget andet, mens jeg holder fast i jordemoderstuderende; 'Han kommer nuuuuu!!' Jeg følte simpelthen han var på vej ud. Jeg får hurtigt tørret mig, lagt mig hen på briksen. Jeg bliver undersøgt indvendigt og jordemoderstuderende og jordemoder smiler og kigger på mig og siger; 'Du kan desværre ikke nå epidural - du er 10 cm. åben (kl. 18.10)'. Jeg bliver faktisk enormt lykkelig og smiler og siger; 'Jaaa.. men så vil jeg gerne føde i badet'.. Men lige da jeg siger det, kommer der ve og jordemoder siger med et smil; 'Jeg tror ikke baby vil fødes i badekar, for han kommer nu'... Kl. 18.28 efter kort tids pressen, kommer lille Jonathan op på brystet dejlig varm, skrigende og lille. 
2990g. og 50cm.
Min lille dreng!