torsdag den 21. februar 2013

Om ikke at føle sig tilstrækkelig og ikke må sige det..

Jeg må advare om et hudløst ærligt og langt fra lyserødt indlæg. 

Jeg har nu gået på barsel MED baby i snart 5 mdr. og allerede nu ser jeg frem til, at barslen er overstået. Jeg må lige hurtigt indskyde, at jeg ELSKER begge mine børn meget højt! 
Nå, men jeg har altså været på barsel i snart 5 mdr. og jeg må ærligt indrømme, at jeg stadig har dage, hvor jeg synes at den rolle som mor, er det hårdeste i verden. Eller måske er det en kombination af ingen søvn, og en dreng i tigerspring (eller hvad det nu end måtte være)? Det sidste lange stykke tid, har ellers været god og Jonathan er en dejlig baby, der spiser og sover stort set som han skal. Men der er altså de dage, hvor alting ikke spiller.. De sidste to dage har været sådan nogle slags!

Jonathan er jo begyndt på skemad og synes det er en dejlig ting, men det er ligesom om han ikke kan finde ro i sin barnevogn... dvs. han sover 30-40 min og så begynder han at blive urolig og sommetider kan han slet ikke sove igen og så må han op, hvilket betyder man tager en halvtræt og utilfreds baby op, som KONSTANT vil hænge på armen. Ligeså snart han ligger på legetæppet og ikke kan se mig, bryder han ud i gråd. Det betyder, at jeg ikke kan vaske op, lave mad, blogge eller andet, uden der ligger en grædende baby. Og den gråd går lige i nervebanerne på mig. Jeg får nærmest indre stress... Samtidig bliver jeg frustreret over situationen og at man ikke engang kan gå en tur på toilet uden at skulle være til rådighed.. Det er jo et brud på menneskerettighederne! 

Når jeg så bliver frustreret eller ked af det over situationen, kommer derefter den dårlige samvittighed. Dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være den overskudsagtige, altid smilende mor, når mine børn har brug for mig. Dårlig samvittighed overfor Jonathan, der kræver meget nærhed, dårlig samvittighed overfor Hannibal, der skal se mig græde eller blive frustreret, dårlig samvittighed overfor Daniel, som nogle dage må komme hjem fra job, lave mad, være far og tilmed ligge skulder/øre til mine frustrationer. Derefter begynder jeg, at føle mig som dårlig mor og utilstrækkelig... Det er bare en utrolig ond cirkel! Jeg skal lige hurtigt sige, at det er langt fra de fleste dage jeg har det sådan, men det sker altså. Når det så sker, tænker jeg samtidig...
Hvorfor må man ikke italesætte de dårlige dage som mor?? Gør det så een til en dårlig mor, eller er det i virkeligheden omvendt?? Er det godt at fortælle hvordan man i VIRKELIGHEDEN har det? For andre må have følt det samme.. Det er fandens hårdt at blive mor og far! Jeg ved bare, at hvis jeg skal gå og holde inde på mine frustrationer og bekymringer, bliver det til en lille klump af altædende dårligdom, der langsomt bliver større og større, indtil den en dag springer og bliver til en perlerække af sure opstød! Kom lad os sammen være ærlige overfor hinanden også om de gode dage! For dem er der mange af, heldigvis! Men hvorfor er der en tildens til, at man skal være overskuds-mor med speltboller i ovnen og løbetøjet på??? Jeg synes personligt, at det er sejt og 'overskudsagtigt' at kunne fortælle om de hårde dage og de uoverskuelige dage, så andre kan opleve at de ikke er alene i verden med de følelser, og at det nok skal gå. For det skal det og det gør det. Især hvis man er ærlig overfor sig selv og sine følelser! 
Jeg prøver at være ærlig og jeg prøver at finde ud af, hvilke følelser jeg har og hvorfor jeg får dem. 

Hmmm... er det i virkeligheden en evig stræben efter at være den perfekte forælder? For det må, ved Gud, slet ikke findes..?? Man gør jo sit bedste og det har ens forældre også gjort, men ingen er perfekte og gudskelov for det! Det er ligesom om at samfundet dikterer, at man skal være den, i virkeligheden uopnåelige, forælder/person med den rigtige karriere der spiser de rigtige ting, går i det korrekte tøj, har de 'rigtige' børn og desuden oceaner af tid til at være 'DEN RIGTIGE/PERFEKTE FORÆLDER'.. Det gør måske, at man føler sig syg/malplaceret når så de sorte og hårde følelser viser sit grimme ansigt!? Har man så en fødselsdepression?? En efterfødselsreaktion? Er man uegnet som forælder? Hvilken kasse skal man i?? Er det derfor man ikke vil snakke om de dårlige dage? Fordi man er bange for at få en slags 'diagnose' og komme i 'taber-kassen'?? For ærligt talt, vi er jo bare mennesker!

Hvis man desuden har levet et meget socialt liv, som jeg har, hvor man hver eneste dag (det er ikke en overdrivelse), sås med veninderne, hang ud på stamstedet, som samtidig var ens arbejdsplads og kendte alle dem der trådte ind ad døren, så skal man virkelig vende sig til, at man nu ikke er 'fri' på samme måde. At sidde hjemme og vugge en barnevogn eller have baby på armen, lave mad, vaske tøj, spise og gå i seng fylder nu de fleste dage på ugen. At være social med en eller flere veninder, kræver planlægning og pasning.. Jeg savner virkelig spontanitet og det kan hænge mig langt ud af halsen, at have en så sat rutine. Jeg er ikke specielt rutinemenneske, så det har også været en udfordring for mig. Det er vel også en tilvænningssag? Jeg skal nok lære at værdsætte rutinerne en dag, det ved jeg!

Jeg tror jeg vil holde fast i, at jeg kommer stærkere ud 'på den anden side' og forhåbentlig helskindet og at det først og fremmest er NORMALT. Især som kærester kommer vi stærkt igennem det her, hvis vi kan holde sammen og være ærlige overfor hinanden. Som Hella Joof siger, så skal man lave den regel om, at man ikke går fra hinanden de første 2 år af sit barns liv.. for så har det ikke så meget at gøre med ens parforhold ;) 






13 kommentarer:

Line sagde ...

Ih, Kia. Jeg tror, vi alle har haft det sådan med jævne mellemrum og en stor del af tiden. Nogle taler kun om de gode ting. Andre er mere åbne om alle sider. Jeg personligt har været meget åben grænsende til det negative, for jeg syntes virkelig ikke, at det første år med barn var særlig sjovt. Man glæder sig over, at de skider, vokser, sover og løfter hovedet, men så er der heller ikke meget andet at glæde sig over. Jeg syntes bare, det var hårdt. Det samme synes min kæreste - vi er bare ikke 'baby-forældre'. Kunne vi springe over det første år næste gang, gjorde vi det hellere end gerne ;) Og så kommer klichéen over dem alle: Husk for guds skyld, at alt, der sker det første år, er en fase - noget der kun står på en kort periode og så er det slut (og et nyt problem dukker op ;) ) men pointen er, at når man sidder i det, virker det som evigheder. Når man ser tilbage var der måske tale om en uge eller to med et eller andet baby-bøvl.
Og du skal nok klare det :)
Kh og kram
Line

Anna sagde ...

Kære Kia

Jeg kan SAGTENS følge dig. Jeg havde det på den samme måde, da jeg var på barsel første gang. Og jeg undrer mig også over, at det at være på barsel og være mor i medierne/samfundet skal gøres til noget lyserødt, noget som er helt naturligt og dejligt hele vejen igennem. Jeg husker et indlæg i Politiken, hvor en mor skrev om, at hun synes, det var hårdt arbejde 90% af tiden, men at de 10%, hvor det så levede op til "glansbilledet", var det hele værd. Hun var hudløs ærlig - og blev haglet ned af folk, som så hende som en dårlig mor, der skulle tage sig sammen. Jamen, hvad får vi ud af at proppe en masse følelser, vi mener vi BURDE have, ned over os selv og samtidig negligere de virkelige følelser, som vi har? Nogle synes livet på barsel er en vidunderlig tid - andre synes det er hårdt og ubarmhjertigt. Der er mest plads til den første følelse i vores samfund - desværre.
Jeg er spændt på, hvordan det bliver for mig her anden gang, når barnet kommer lige om lidt. Jeg frygter, at det kan blive som sidst. Men jeg vil forsøge at give mig selv lov til at have det sådan, UDEN at jeg skal have dårlig samvittighed over det og føle mig som en dårlig mor. Vi gør alle vores bedste, og følelser, som man har, kan man altså ikke bare lukke ned for. Det får man i hvert fald intet godt ud af.
Tak for et dejligt indlæg.

Kh
Anna

Anna sagde ...

Og her er linket til det debatindlæg, som jeg taler om:
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE1836105/90-procent-af-tiden-er-det-bare-ikke-fedt-at-vaere-mor/

Læs den - det giver lidt trøst, synes jeg.

Kh
Anna

Anna sagde ...

Dejligste Kia
Man SKAL snakke om de dårlige, dumme, trælse følelser....det skal ud og når det så er ude, er det som om det hjælper lidt. Jeg kan godt forstå du synes det er hårdt....det ER pisse hamrende hårdt og inden, der ikke har prøvet det kan sætte sig ind i det. Især tror jeg også, det er hårdt for dig, fordi Hannibal var så forholdsvis nem, ift. hvad du beskriver om Jonathan - så kommer det lidt som et chok....som det gjorde for os med Clara, der bestemt ikke var nem. Men nu er hun den skønneste pige, som er 'nem', fordi vi er godt til at beslutte at nu gør vi sådan og sådan (hvis der er noget vi gerne vil ændre), og så holde fast i det og signalere, at nu er det sådan vi gør, og vi har styr på det, og derfor kan du trygt være tryg ved det - det synes jeg hjalp. Det at beslutte sig for, ikke at være i tvivl....det er møg svært, men øvelse gør mester :-). Savner dig og ville ønske jeg var lige rundt om hjørnet, så jeg kunne agere skulder og ører. Kæmpe knus og tanker til dig!

Kia sagde ...

Tusind tak for jeres kloge ord og støtte!!

Line: Ja, du har ret! Selvom det måske kun handler om 2 dage/en uge det trælse står på, kan man virkelig ingen ende se og føler det har varet i 100 år!! Tror godt jeg efterhånden kan melde mig på samme vogn mht. ikke baby-forældre! Suk!

Anna Svenning: Ja, jeg husker tydeligt den artikels omtale, selvom jeg aldrig læste den (det må jeg hellere få gjort), men jeg kan huske at jeg syntes det var virkelig urimeligt hvordan folk dømte hende! Sikke et samfund vi lever i og vi kalder os selv accepterende og anerkendende! Tsk!
Jeg tror også det har været hårdt for mig denne gang, fordi Hannibal var så let... Så troede ikke det kunne være SÅ hårdt, men måske bliver man positivt overrasket hvis man har prøvet det før? I så fald så håber jeg det kommer til at gå dig godt både med fødsel og den spæde start :)

Anna: Jeg glæder mig til at Jonathan bliver ældre så vi også kan 'nyde' det lidt mere. Og ja, tror du har ret i det med Hannibal.. det kom jo helt bag på os :) Gid du var her så vi rigtig kunne snakke om det! Savner dig jo!

Anna sagde ...

I know...savner også dig - sad faktisk lige og sagde til Nicholas, at så snart vi kan, skal vi tilbage til Jylland...for jeg savner!

et delerum sagde ...

Jeg kender SÅ meget den følelse, og synes, at det er fint, at du kommer ud med det. Jeg tror, at mange har det på den måde, men holder det for dem selv, og det tror jeg ikke er sundt. Du er sej!
/tina

Kia sagde ...

Tina: Tak for 'sej'-komplimentet! Det er rart at høre jeg heller ikke er den eneste

Betina: Ja, man kan trøste sig med tingene bliver letter og sikkert også fordi man får noget erfaring med hen ad vejen. Man bliver mere afslappet med nogle ting.

Hverdags Jam sagde ...

Du er på ingen måde den eneste. Hvis du var en del af glansbilledet, ville u være den eneste. Hverken rige mennesker, kønne mennesker eller kloge mennesker kan se sig fri fra de følelser/dage/perioder du beskriver. Og ja, hvis folk synes, det er en depression, så har alle mødre en depression på et eller andet tidspunkt i deres barsel.

Man må og skal åbne munden, når det ikke glider som på skinner, ellers er det svært for alle andre at hjælpe.

Kram og tanker
C

Kia sagde ...

Nemlig C!
Det er også det jeg tænker.. Nogle gange tror man jo at man er ved at blive sindssyg eller noget, men når man så lufter tankerne og folk siger; Det er HELT normalt, så kan jeg ligesom falde lidt til ro igen :)

Anna sagde ...

Vil lige dele en blog med dig, jeg lige har opdaget (det kan jo være du allerede kender den). http://lortemor.com/ - det er det modsatte af glansbilledet og pisse sjov læsning - især hendes kærestes fødselsberetning - enjoy! Og kæmpe kram

Tine Enghof sagde ...

Hvis man kunne: "synes godt om" her, havde jeg gjort det :-D

Knus Tine

Kia sagde ...

Ja, Tine, man mangler simpelthen en 'like' knap på blogs! Og tak :)