Veninder

Jeg vil lige bruge et indlæg i dag til at skrive et par tanker eller tre ned. Måske lige bruge bloggen som pusterum i dag..


Da jeg mødte Daniel og ikke lang tid efter, blev gravid med Hannibal boede vi i midtbyen og jeg arbejde på café Smagløs. Det har altid været vigtigt for mig at have folk omkring mig og ikke mindst, at ses med et par veninder på dagligt basis. Det har fyldt/fylder meget i mit liv og det betyder ret meget for mig at have mine veninder tæt på. Et af mine største frygt i livet er, at skulle blive ensom og ikke have folk omkring mig! Bare tanken kan æde mig op indefra... Pyh!


Mens jeg var gravid med Hannibal skete der en masse ting i min sociale omgangskreds. Det startede med, at en meget god og tæt veninde flyttede til KBH og en masse andre begyndte at sige op fra caféen grundede rejse, uddannelse eller andet. Smagløs-gruppen blev langsomt opløst, hvilket ikke i sig selv er tragisk, da man jo alle skal videre i livet en dag. Men det hele skete så pludseligt og hurtigt, at jeg næsten ikke kunne følge med. Og da min veninde så flyttede til KBH, kunne jeg pludselig mærke angsten for ensomheden og frygten for at miste en masse gode veninder. Jeg kunne af gode grunde ikke også bare flytte med... 


Siden da, er der sket en masse i mit liv. Daniel og jeg flyttede, jeg tog en stor beslutning om at skifte uddannelses-retning og jeg blev gravid igen. Det samme sker i mine veninders liv.. altså store beslutninger og forandringer... og det er jo klart! Man bliver uddannet, flytter, bliver single eller hvad der nu sker. Mange af mine veninder vælger en vej, der fører til KBH.. Og jeg kan godt forstå dem. Man skal ligesom videre og hele vores netværk er efterhånden flyttet til hovedstaden. Men jeg kan ikke... Især ikke lige nu! Og jeg kan mærke at hver gang en veninde flytter, banker angsten om ensomheden på igen. Jeg kan gå i nogle dage og blive helt trist over, at vide at de ikke bor lige om hjørnet som de gjorde engang. Vi kan ikke spontant mødes som engang. Man kan ikke bare valse ned på caféen og hyggesnakke med sine veninder.. 


Derfor er jeg samtidig umådlig glad for dem 'jeg har tilbage' i Århus og nyder i fulde drag at ses med dem.. Jeg værdsætter det på en hel anden måde! 


Misforstå nu ikke mit indlæg. Jeg er glad for mit liv, min familie og mig selv.. Men jeg savner også det kæmpe sociale live jeg engang havde. Det er noget af en forandring at gå fra at bo i midtbyen, arbejde på café, gå i byen hver weekend, træne hver anden dag, ses med veninder konstant og så på meget få år blive gravid, flytte i (lejet) hus, vente barn nr. 2 og i det hele taget bare have en anden ansvarsfølelse overfor sig selv. 


Samtidig har jeg fundet ud af, at jeg på ingen måde er 'provins-menneske'! Ikke at det her er provinsen, men det er bestemt heller ikke midtbyen. Jeg savner at høre menneskelarm når jeg træder udenfor min dør. Jeg savner at kunne gå en tur med en kop kaffe (evt. barnevogn) og føle mig omgivet af mennesker. Jeg duer bare ikke helt til det der 'stille' hus-liv. Heldigvis har Daniel det på samme måde, så når vi engang har råd og inden Hannibal skal starte i skole, har vi planer om at rykke tilbage til byen... Mon ikke også det hjælper på ensomheds-følelsen??


Anyways.. I dag sås jeg med en meget dejlig veninde på café til lidt morgenmad og Gud hvor var det hyggeligt :) Flere af de dage, tak! 


Med alt det sagt, skal det samtidig siges at jeg nyder min tilværelse! Ingen tvivl om det :) Jeg er et heldigt menneske omgivet af fantastiske personer, som jeg BESTEMT ikke kan undvære ;)

Damn you graviditet!

Jeg har engang set i et program om 'livet i livmoderen', at når man har kvalme, så er det fordi at kroppen helt automatisk frastøder det, som barnet ikke har brug for. Det samme gælder om 'cravings'. Mit barn har åbenbart brug for pølser hele tiden! Ligesom Hannibal... Jeg har simpelthen den sygeste cravings for pølser! Ikke ligefrem det der gavner mest når man ikke må tage så meget på.

Her igang med at tilberede min craving..

Normalt spiser jeg nærmest aldrig pølser. Jeg kan som sådan godt lide pølser, men jeg skal ikke have for mange af dem... medmindre jeg er gravid... 


Jeg husker tydeligt sommeren 2010 da jeg ventede Hannibal og når mine piger spurgte om jeg ville være med til lidt grillhygge i botanisk. Det første jeg tænkte var bare 'YES!! Så kan jeg få grillpølser'. Jeg kunne simpelthen ikke få nok!

Græd hele vejen hjem...

... af ekstrem lettelse! 


I dag var der jo kemi-eksamen! Og ja, det gik godt.. meget godt endda! Endte med et 12 tal, som jeg ikke engang havde turde håbe på!
En blanding af mangel på søvn, hormoner og kæmpe lettelse gav pludselig tårerne frit løb, så da jeg nåede hjem med hævede øjne og tårer ned ad kinderne, troede Daniel selvfølgelig med det samme, at jeg havde dumpet, men kunne så med lettelse fortælle ham at det var gået over alt forventning! 

Nu vil jeg nyde sommeren et par dage inden næste eksamen banker på!


:)

Hygge hos mormor og morfar og vand i haven!

Det har været en skøn mini-ferie hos os. Afslapning kombineret med en masse planer. Det er den perfekte kombi hvis du spørger mig. 


I fredags tog vi hjem til mine forældre. De bor rigtig dejlig idyllisk og smukt på landet, og det er liiige hvad der falder i god jord hos lille H. Han elsker at være ude hele tiden og når man tilmed kan komme en tur i skoven og nyde de smukke forårsblade, så er der ikke et øje tørt :)
(Jeg advarer mod 'Morten Korch' -idyllisk og 'naturlig' billedspam)

Hannibal er desuden enormt glad for vand. Uanset om det er i badekar, svømmehal eller vandpytter. Så i dag, besluttede jeg mig at hente ham lidt tidligere fra dagpleje, så vi sammen kunne nyde det gode vejr i haven, med vandkande, varme og en masse vand i balje... 

... det bedste er selvfølgelig at hælde alt vandet ned over sine fødder... De største fornøjelser er nu gratis! 


Det er rart med et par gode dage i en ellers halv-stressende hverdag. Eksamen (kemi) hænger over mit hoved og jeg frygter, som aldrig før, hvordan dennne skal gå. Det er første gang, jeg sådan decideret har skulle bruge en eksamen til noget konkret. Derfor er det yderst vigtigt, at jeg består. 
Jeg lavede en 'prøve-eksamen' med min kemi-makker i dag i det emne, jeg er mest usikker i. Det eneste emne, som jeg føler jeg kunne dumpe på. Og denne prøve-eksamen gik heller ikke just derudaf.... Hvilket nu gør mig endu mere nervøs, usikker og sørgmodig... Jeg mister helt håbet, selvom jeg har styr på alle de andre emner. Jeg er SIKKER på jeg trækker det her emne til eksamen... jeg trækker altid det jeg er mindst sikker i. Derfor skal jeg bruge de kommende dage, på at sætte mig helt ind i det, så jeg forhåbentlig kan fjerne noget af usikkerheden.
Suk!!