tirsdag den 26. juni 2012

Hysteriske anfald..

Jeg ved ikke om det er fordi Hannibal har skifet dagpleje (for snart en måned siden), eller om det er alderen, men hysteriske anfald har været hverdagskost herhjemme de sidste to dage. Jeg ved godt to dage ikke er længe, men jeg har på fornemmelsen, at det ikke lige slutter nu. 


Mandag morgen startedet det ud med, at jeg vækkede Hannibal som jeg plejer. Han vågnede, stillede sig op i tremmesengen og fik fat i babyalarmen, der står på natbordet. Jeg sagde lige så stille og roligt, at han skulle stille den igen, så vi kunne komme ned og skifte ble. Normalt gør han det bare, men ikke den dag... Han ville under ingen omstændigheder give slip og blev hidsig hver gang, jeg prøvede at tage den. Til sidst var jeg bare nødt til at hive den ud af hans hænder.. det virkede som en principsag for ham.


Det var så hvad det var, men da han skulle til at spise morgenmad (som ellers er yndlingsmåltidet på dagen), endte det i et fuldstændigt voldsomt hysteri med gråd og kasten sig frem og tilbage i stolen, fedte rundt i havregrøden og hverken ville det ene eller det andet. Daniel og jeg så bare måbende til, mens Hannibal var fuldstændig ustyrlig. Så prøvede vi at tage ham op, så blev det værre, så prøvede vi at gå, så blev det værre.. osv osv. Vi har ALDRIG oplevet nogen ligende. Efter ca. 15 min. (måske mindre, men det føltes som et år) gråd og hidsighed, bryder jeg fuldstændig ud i gråd, mens Daniel ringer desperat efter vagtlægen. Jeg får imens en idé. Jeg sætter 'Barney' på computeren foran ham, for at aflede hans opmærksomhed... Det hjælper. Han stopper med at græde, stener lidt til computeren og begynder langsomt at spise. Efter det var der intet. 


Da jeg så hentede ham i går, spurgte jeg i dagplejen om han havde haft en god dag. Han er som han plejer, sagde de. Glad og sprudlende. 
Dejligt, så er det sikkert en engangsforestilling, tænkte jeg.... HA! Et par timer efter vi er kommet hjem, tager jeg en riskiks fra skabet, hvorefter Hannibal kommer hen for at smage. Jeg brækker et par stykker af til ham (som jeg plejer), men pludselig var det HELT forkert. Han bryder med det samme ud i gråd, mens han desperat prøver at presse stykkerne sammen igen, hvorefter han overhovedet ikke vil have den kiks alligevel. Hysteriet varer lidt, og Daniel og jeg kan bare se på en lille dreng, der vrider sig på gulvet af arrigskab.... Daniel prøver at sætte sig hen til ham, men han bliver bare endnu mere hidsig. Det stopper af sig selv efter noget tid.. heldigvis.


I aftes, et par timer efter han var blevet puttet, kan vi høre han vågner (som han også plejer at gøre engang imellem). Normalt skal han bare have lidt vand og sutten. Men ikke i går. Han ville igen, hverken have det ene eller det andet. Ville ikke op eller ned. Ville ikke være vågen eller sove. 
Daniel tog ham op, gik lidt rundt med ham, mens han klappede ham blidt på ryggen, så han faldt til ro. Til sidst opgav H, og pegede på sengen, hvorefter Daniel lagde ham igen. 
Pyyyhhh... Hvor føler man sig magtesløs som forældre. Der var intet vi kunne gøre, følte vi. Jeg søgte på nettet efter gode råd, og hvad det egentlig er, der sker med H.


Anfaldene er MEGET voldsomme og han kaster sig rundt og skriger og græder (kun nogle gange med tårer), han er helt umulig at trøste og umulig at bære, da han virkelig vrider 
sig og kaster sig rundt.

Jeg fandt en rigtig god side på nettet, med præcis de samme hysteriske anfald som H har! 

Vi er meget i tvivl om, hvordan vi skal takle det - vi prøver at tage det i opløbet, men det er sjældent muligt. Hvis han bare skriger og bliver ved, og vi ikke kan trøste ham, så lægger vi ham på tæppet, og siger at nu må han ligge der, indtil han er færdig med at være sur

En mor med tvillinger, har prøvet det samme med sin ene dreng, der er omkring samme alder som H. 
En sundhedsplejerske kommer med gode råd:

Det er rigtig svært at være barn på 1½-2 år og det er også rigtig svært at være forældre til børn i denne alder. Jeres drenge brager lige nu igennem selvstændighedsfasen, det der tidligere hed trodsalder (1-3 år) og det er en alder, som kræver utrolig stor omsorg, forståelse og støtte.

Tænk at trodsaldereren, eller selvstændighedsfasen (kan bedre lide det navn), allerede kan starte nu.
Det forklarer en del synes jeg.

Det vil i vores øjne ofte være små ting, bagateller, men for barnet får den lille ting hele verden til at bryde sammen. Det kan være pakken med havregryn der er tom, det kan være æblet der er skrællet og det skulle have været skåret i både, det kan være skoene der driller ...

Det passer uhyggeligt godt... og hvad kan man så gøre??

 Han skal mærke at I forstår ham og at det er okay at han har det som han har det... 
Derfor er det vigtigt at I sætter ord på "såå skat, du bliver bare så ked af det lige nu, sååå", så han på den måde hører at I ser ham og forstår ham - og at det er okay, at han har det som han har det. I kan godt rumme ham og I kan godt bevare roen, selvom han selv har svært ved det.

Daniel og jeg snakkede om rådet fra sundhedsplejersken, og besluttede at prøve det, hvis det samme skulle ske i dag ved morgenmaden... hvilket det gjorde.

Hannibal ville hverken det ene eller det andet. Men denne gang anderkendte jeg hans følelser og sagde; 'Ja, du er ked af det, det er bare så træls..' Han stoppede hysteriet og kiggede dybt i mine øjne. Nærmest som om han var forundret over, at jeg forstod ham. Det hjalp en hel del og efter udskiftning af ske (ja, han ville åbenbart også have en anden ske at spise med..) spiste han og var glad. Han nåede slet ikke op i det røde felt, og jeg følte det var en sejr! 

Tænk at der ikke skal mere til, end forståelse. Han er jo bare igennem en udvikling (en af de hårde) og det skal han ikke skældes ud for. Han skal støttes. 

Jeg er spændt på hvordan de kommende dage bliver.




6 kommentarer:

Anna sagde ...

Åh dejlige Kia - shit kan godt forstå det er hårdt, og samtidig er jeg SÅ glad for Hannibal er ældre end Clara, for når Clara så får hysteriske anfald (flere end nu), så ringer jeg til dig! Tænker på jer og håber, det snart er ovre. God teknik med forståelse - fedt han forstod det.
Knus

Kia sagde ...

Ja, du ringer bare ;)
Det er virkelig en hård periode, synes jeg. Især når han ikke vil trøstes og man bare helt magtesløs ser på. Håber virkelig at denne periode ikke varer i lang tid, om ikke andet, at det ikke er så ekstremt som nu.

Anna sagde ...

Det kan jeg godt forstå - det er netop det med ikke at kunne gøre noget, der er det hårdeste ift. ens børn - det ligger ligesom lidt i luften, at der skal man altid kunne hjælpe....
Kram

Kia sagde ...

ja, det er jo virkelig bare et instinkt at 'springe til' når ens barn har brug for trøst eller andet.. Og når man så ikke duer... pyhhhh... what to do?

CoffeeVille sagde ...

Hej.
Faldt lige over din side. Må jeg anbefale min venindes blog: www.harmoniskeunger.blogspot.com.
Den understøtter det I gør lige nu, men med en lidt grundigere forklaring. Læs med, hvis du lyster :o)

Varme hilsner, Louise.

Kia sagde ...

Hej Louise!

Tak, det vil jeg da lige tjekke ud :)

Mvh Kia