onsdag den 26. oktober 2011

Hannibal 1 år! - billeder og fødselsberetning!

I dag kl. 19.46, for et år siden, blev 2 til 3! 

Lille skønne Hannibal blev en del af vores liv, og hvilken glæde det dog har medført! Året er gået ubeskriveligt hurtigt, men mange ting er sket. 

I dag kunne vi så for første gang, få lov til at kysse vores 1-årige dreng godmorgen og godnat.. I denne anledning vil jeg lægge min fødselsberetning ind her på bloggen, og smide et par billeder ud af vores dag. 


Jeg vil starte med fødselsberetningen! Den er skrevet i en mail til en veninde umiddelbart efter fødslen, mens erindringen stadig var frisk. Here it goes..


Vi starter mandag d. 25. oktober, hvor jeg højgravid sidder og har ondt af mig selv fordi jeg vitterligt har ondt i hele kroppen og især foran i skambenet. Lillemanden vejer efterhånden så meget at jeg knapt kan gå, så jeg er ved at være godt træt af at være gravid og er mere end klar til at føde..
Om aftenen kl. 23.30, går vi så i seng som vi plejer, og jeg har, som jeg havde haft i en uge, murren i maven.. fuldstændig som mens-smerter. Nå, men der sker sikkert ingenting, tænker jeg og dog bliver smerterne ved og bliver faktisk mere og mere kraftige. 
Jeg kan bare ikke sove.. ikke fordi det gør for ondt, men spændingen over, hvad der skal ske og om det er nu... Kl. 04.00 tirsdag nat d. 26. oktober, kan jeg så mærke at smerterne i maven bliver så kraftige at jeg skal styre min vejrtrækning og derfor vækker jeg så Daniel og siger roligt: 'Jeg tror det er nu...'. Han vågner selvfølgelig med det samme og begynder at tage tid fra en ve's start til den næste ve's start. Der går alt mellem 2 til 7 min. imellem, så de er ikke regelmæssige endnu. 
Vi ringer til fødestuen og en rar jordmoder siger til mig, at jeg bare skal slappe af herhjemme til de bliver lidt mere kraftige og så skal jeg ringe igen. 
Kl. 08.00 (efter ingen søvn) siger jeg til Daniel: 'Ej, læg du dig bare til at sove, så går jeg ind i stuen og ser en film.. jeg gider ikke ligge og tage tid hele tiden'. Jeg sætter mig ind i sofaen med en dyne og ser '27 dresses' (rigtig tøsefilm) 
Kl. 09.00 går vandet pludseligt! Vildt underlig følelse og jeg farer og og løber (eller vralter) ind til Daniel i soveværelset og råber 'vandet er gået, vandet er gået!!!'. Han springer op, halvvågen, og som det første går han ud og henter mobben og begynder at tørre gulvet af.. hahahaha.. mens jeg sidder der på toilettet! Nå, men vi ringer igen til fødegangen og de siger jeg skal tage et bad, spise morgenmad og komme ind kl. 10. Men jeg kan hverken bade eller spise, for nu er der gang i veerne! Det er en ubehagelig smerte der ligger foran i maven lige over skambenet... hver gang jeg fik en ve, kunne jeg ikke finde ud af hvad jeg skulle gøre af mig selv. Kunne ikke sidde eller stå eller gå... Indtil jeg til sidst fandt en stilling der var nogenlunde behageligt. 

Min far kommer så kl. 09.45 og kører mig ind på skejby. I bilen bliver veerne meget kraftige og der er præcis 3 min. i mellem. Da vi kommer frem kommer en sygeplejerske henter mig i en rullestol og vil køre mig ind på en undersøgelsesstue for at se hvor meget jeg er åben osv. Men på vej derind, får jeg en ve og hun spørger min far og Daniel hvor lang tid jeg har haft det sådan og kører mig derefter direkte ind på en fødestue.. Pyha, så skulle jeg ikke sendes hjem igen.. det var ellers en af de ting jeg frygtede
Da jeg kommer ind på stuen tager en ung jordmoder imod mig. Vi får en hurtig snak om nattens forløb og så er det ellers bare af med bukserne og op på briksen. Hun siger jeg er 2-3 cm. åben, hvilket jeg egentlig synes var meget fint. Jeg bliver ellers bare liggende på briksen og arbejder med mine veer, mens Daniel og jordmoderen sidder stille ved min side og bare venter... Jeg kan huske at jeg kl. 12, spørger min jordmoder om hvor lang tid hun tror jeg skal ligge her og hun svarer; ' Nok til i aften engang'... OMG!! Det var virkelig ubehageligt at vide. Man åbner sig åbenbart kun ca. 1/2 - 1 cm. i timen... SHIT!! 

Nå, men kl. 14 får jeg så to nye jordmødre og de er rigtig søde  De Mærker på mig indeni og udenpå, fordi jeg bløder meget hver gang jeg får en ve, og de mener at der er noget af moderkagen der har revet sig lidt løs... Ikke farligt, kun hvis den har revet sig helt løst, men det var heldigvis ikke tilfældet.
På det her tidspunkt er jeg bare så træt, så træt! Jeg kan huske de spørger mig: 'Kan du klare smerten?' Og jeg svarer 'Ja, men jeg er bare SÅ træt...' Så kl. 15, får jeg en epiduralblokade, som er et lille rør man får indført i rygraden og som bedøver hele underlivet og maven, undtagen skeden... Jeg kan huske jeg græd af lettelse... Det var som at høre englene synge... jeg kunne pludselig intet mærke!! Woop woop! Jeg kunne dog godt mærke skeden, så kunne godt mærke trykket fra hovedet.

Kl. ca. 19, får jeg ve-stimulerende drop, fordi mine veer ikke er lange nok selvom jeg der var åben 8-9 cm. Så hovedet var slet ikke kommet særlig langt ned... Pludselig dykker hans puls, da jeg får ve. Jordmoderen tilkalder en børnelæge der kigger på mig og vurderer, at der skal tages en blodprøve på lillemandens hoved, for at se om han får ilt nok til hovedet. De stikker et hult rør ind og prikker ham i hovedbunden og ser at der ikke er nok ilt... Nu skal de gå stærkt! Jeg får tømt urinen med en lille slange (ret ubehageligt synes jeg) og får at vide han skal tages med sugekop! Hvis han ikke kommer ud ved den er det kejsersnit. Jeg er helt rolig og med på planen. Jeg ved de er meget professionelle og det nok skal gå alt sammen  De må max hive 4 gange mens jeg har ve og ellers er det kejsersnit. 
Nå, men det er en kvindelig læge der sætter koppen fast, av av!! Og så får jeg ve og hun hiver... Han kommer halvt ud med hovedet og jeg kan huske jeg bare råber! AAVVVVVV, FOR SATAN!!! Det gjorde SÅ ondt!!! Det rev bare og sveg og... jamen jeg har aldrig prøvet noget ligende! Der kom umiddelbart en hurtig ve efter, og plop! Så var hovedet der! 
Jeg husker at jeg kigger ned og kan bare se et hoved med hår lige der... meget underligt! Og kan huske Daniel sige:'Nej nej nej, hvor er det vildt!!'. 
Fem minutter efter kom resten af kroppen ud... hvilket slet ikke gjorde ondt! kl. var 19.46 og op på maven med det samme og bom! Der var lille Hannibal! 
Det var SÅ fantastisk at få ham ud....

Men Mette (min veninde)... glæd dig! Det var en helt utrolig dag! Og jeg gør det GERNE igen! Det sagde jeg endda et par timer efter da jeg lå og blev syet... 'Jeg er ikke skræmt og jeg gør det gerne igen'.. hihi... godt kroppen glemmer sådanne situationer, ellers havde vi jo ingen søskene ;)

Hannibal få minutter gammel - 19.46 - 26/10/10


Det var så den fødselsberetning :) Tænk at det er et helt år siden.. Hvor skal man bare nyde den tid lige omkring fødsel, efter fødsel og barsel... den første gang/tid får man jo aldrig igen! 

Nu tilbage til dagen i dag.. et år efter...

Vi fejrede ikke så meget fødselsdag i dag, selvom der blev lidt gaver og hygge, men på lørdag holder vi rigtig fødselsdag for bedsteforældre mm. 

Vi var så heldige at min søster var her og fejrede H sammen med os, samt min mor, der kort kom forbi med en lille gave. 
Så er det tid til billedspam igen!

 


Lille fødselsdagsbarn! Han har udviklet et slags 'foto-smil', som er dette mærkelige falske smil.. Det kommer som regel kun frem når han 'skal' smile til kamera eller smile tilbage til 'nye mennesker' der smiler til ham. 

Hvis hænderne ikke kan pakke gaven op, kan tænderne!

Igen.. det falske foto-smil 
Neeeeeeej.. En lille rød racerbil!! Fra Mette, Kasper og Virgil!


Gave fra mor..

Neeeeeeej... tøj!

'Tøj = lige meget, Papir = bonus'

Neeeeeeej... gave fra mormor!

Mormor venter spændt på reaktionen..
 Her til aften, har vi så kun været os tre! Og det har bare været afslappende og hyggeligt! 

Mine fantastiske drenge tager en velfortjent slapper på sofaen.. Hyggelig dag!
Et lidt mere ægte smil :)




What a day!

Det er altså mærkeligt at man pludselig skal fejre fødselsdag... for sit eget barn! Man har altid selv været barnet! Nu er man forælder, der gør alt for at gøre dagen god for sit barn på fødselsdagen! 
Mærkeligt.. men skønt :)

Hav en go aften derude


4 kommentarer:

Anna sagde ...

Hej Kia

Et forsinket tillykke til din lille gut - og til dig!:-) Det er stort, når barnet fylder sit første år, synes jeg. Og det ser ud til, at I havde en vellykket dag.

KH
Anna

Kia sagde ...

Hej Anna!

Tusind tak skal du have :) Ja, dagen var rigtig god og afslappende.. Det har man vist også bare brug for, når man er en lille dreng der kommer sent hjem fra dagpleje :)

Kh Kia

Line sagde ...

Stort tillykke med Hannibal, og tak for din søde kommentar på bloggen min. Jeg synes i øvrigt, at Hannibals foto-smil er herligt - gad vide, hvor han har fået den ide, at man skal gøre sådan...? ;)
Kh Line

Kia sagde ...

Kære Line!
Selv tak! Og tak for de fine ord.. Ja, jeg ANER virkelig ikke hvor han har lært det med fotosmilet ;) Men sjovt er det da!

Vh Kia